Iran presser skibe ind i Hormuz-ruter

Hormuzstrædet er åbent, men på betingelser. Skibe kan sejle igennem, men Iran forsøger nu at bestemme hvordan. I slutningen af juni meddelte Revolutionsgarden rederier, at kun ruter udpeget af Teheran må bruges gennem strædet, og advarede om en "hård reaktion" mod fartøjer, der nægter (CNBC). Strædet håndterer omkring 20 mio. tønder råolie om dagen og cirka en femtedel af verdens LNG-handel (EIA). For Europa ligger testen ikke kun i juraen. Hvis forsikringsselskaber og rederier retter sig efter Teherans rute, før regeringerne når at reagere, får Iran kontrol uden formelt at lukke strædet.

To ruter, én trussel

Efter USA og Iran den 17. juni blev enige om en midlertidig ramme for genåbning, tilbød Oman en afgiftsfri korridor langs sin kyst, koordineret med IMO, FN’s søfartsorganisation for sikkerhed til søs (Gulf Industry/ONA). Skibene begyndte at bruge den. Den 24. juni krydsede 78 fartøjer strædet, og 42 % valgte den omanske rute (S&P Global). Dagen efter afviste Revolutionsgarden enhver rute, der ikke var iransk.

Dermed blev konflikten konkret. Efter UNCLOS, FN’s havretskonvention, kan en kyststat ikke suspendere såkaldt transitpassage gennem stræder, der bruges til international sejlads (UNCLOS). Irans krav går længere. Teheran hævder i praksis retten til at afgøre, hvilken rute der tæller som lovlig passage, og til at true de skibe, der vælger en anden.

Hvem bestemmer egentlig en sejlads

Regeringer erklærer principper. Kaptajner og rederier beslutter, om et skib sejler. Et fartøj på vej mod Hormuz undersøger i dag krigsrisikoforsikring, anbefalinger fra P&I-klubber, som er de gensidige forsikringsselskaber, der dækker ansvar ved søulykker, sanktionsrådgivning og fragtkontraktens force majeure- og krigsrisikoklausuler, før vejret for alvor bliver interessant. P&I-klubber har gjort klart, at der ikke er dækning for handel, der bryder sanktioner (Shipowners' Club). BIMCO’s standardklausuler for krigsrisiko giver rederier ret til at afvise transit, hvis de vurderer den som usikker (BIMCO). Forsikringsselskaber siger, at der kan gå måneder med stabilitet, før præmierne falder igen (CNBC).

Det skaber en klemme. Bruger et skib Teherans godkendte rute, kan det udløse sanktionsproblemer. Undgår det ruten, kan det møde fysisk fare og forsikringspriser, der gør turen kommercielt ubrugelig. Iran behøver ikke blokere Hormuz, hvis de private portvagter lukker alternativerne.

Hvad Europa kan og ikke kan

EU har reageret, men med redskaber udviklet til en anden type pres. Den 8. juni indførte Rådet, hvor medlemslandenes regeringer træffer fælles beslutninger, sanktioner mod en enhed i Revolutionsgardens flåde og to personer under en nyligt udvidet ramme. Det var første gang, EU brugte sanktioner specifikt til at forsvare fri sejlads (2eu.brussels, Firstpost). Frankrig kræver ubetinget fri navigation og beskriver en eventuel militær indsats som minerydning og eskortering (La Gazette France).

Sanktioner fryser aktiver og begrænser rejser. De fjerner ikke miner og gør ikke en farlig rute forsikringsmæssigt holdbar. Europas to flådeindsatser i området viser forskellen. EMASOH/Agenor, en franskledet europæisk overvågningsmission med bidrag fra omkring otte medlemslande, følger udviklingen i strædet, men har ikke mandat til håndhævelse (EMASOH). Operation ASPIDES, som blev lanceret i 2024 for at beskytte skibsfarten i Det Røde Hav, kan eskortere fartøjer gennem risikozoner, men blev opbygget til at afskrække houthi-angreb, ikke til at tvinge en kyststat til at acceptere alternative korridorer (Council of the EU).

Europas energiforbindelse til Hormuz går gennem priser, ikke rørledninger. Det meste af strædets råolie sejler mod Asien, så forstyrrelser rammer Europa som højere globale olie- og fragtrater snarere end som manglende tankskibe i europæiske havne. EU-Kommissionen har peget på flybrændstof som en sektor, hvor presset kan mærkes tydeligt (EIA, Infobae/EFE).

Den 60 dage lange amerikanske sanktionslicens, som den nuværende våbenhvile hviler på, udløber 21. august. Hvis skibe fortsætter med at bruge Omans korridor, og forsikringsselskaberne begynder at tilbyde brugbare priser på den, svækkes Irans greb. Hvis miner og angreb gør den iranske rute til den eneste, der kan forsikres, begynder transitpassage, altså den juridiske regel om, at ingen kyststat må blokere et internationalt stræde, at afhænge af trusselsaktørens tilladelse. Den præcedens rækker langt ud over Golfen.