Irans Hormuz-påstand gør energi dyrere

Irans omstridte melding om, at Hormuzstrædet er lukket, har allerede gjort det, en fysisk blokade normalt ville bruge dage på: Risikoen er blevet prissat på ny. Olie- og LNG-benchmarks rykkede sig, forsikringsselskaber begyndte at gennemgå dækning for krigsrisiko, og complianceafdelinger i europæiske handelshuse markerede modparter med forbindelse til Golfen. Selv hvis ikke ét eneste tankskib er blevet afvist, har maskineriet bag Europas energipriser ændret gear.

Gennem strædet passerer omkring 20 mio. tønder olie om dagen og cirka en femtedel af verdens LNG. Europa er ikke den største direkte køber af energi fra Golfen, men olie og gas handles efter globale benchmarks. Når de stiger, betaler europæiske importører mere, uanset hvor deres laster konkret kommer fra.

Hormuz-risiko bevæger sig hurtigere end skibe

Ifølge amerikanske embedsmænd så trafikken ud til at fortsætte normalt. Iranske myndigheder med bånd til militæret fastholdt, at strædet var lukket som svar på angivelige brud på våbenhvilen. Efter UNCLOS del III, den del af havretten der regulerer sejlads gennem internationale stræder, kan ingen stat lovligt lukke Hormuz med en erklæring. Markederne venter bare ikke på en juridisk afgørelse. De prissætter sandsynlighed.

Den sandsynlighed rammer europæiske forbrugere gennem tre kanaler.

Den første er selve benchmarkprisen for råolie og LNG. Når risikoen for en troværdig forstyrrelse stiger, lægger handlere en risikopræmie på laster fra Golfen. Da et tidligere amerikansk-iransk memorandum pegede på afspænding, faldt råolien på forventninger om mere stabilitet (CNBC, The Guardian). Mekanismen virker også den anden vej, og de første markedsudsving kan hurtigt blive rullet tilbage.

Den anden kanal er forsikring. Rederier har protection-and-indemnity-forsikring, P&I, som dækker gensidigt ansvar mellem medlemmerne. Den dækning kan opsiges eller prissættes på ny for sejlads gennem Hormuz. West of England P&I advarer medlemmer om, at Hormuz-dækning kan blive trukket tilbage eller ændret. Et tankskib kan derfor godt kunne sejle fysisk og alligevel være kommercielt låst fast: Uden ansvarsdækning, eller med en krigsrisikopræmie der æder turens økonomi, bliver skibet i havn.

Brancheorganisationer behandler allerede ruten som usædvanlig. INTERCARGO beder medlemmer lave risikovurderinger skib for skib. IMO, FN’s søfartsorganisation, henviser operatører til løbende sikkerhedsrådgivning.

Den tredje kanal er sanktionskontrol. Det amerikanske finansministeriums sanktionskontor, OFAC, har faste restriktioner på transaktioner med forbindelse til Iran. Når banker, handlere og rederier vurderer deres eksponering mod Golfen, kan handler blive langsommere, og kredsen af villige modparter kan skrumpe, før der sker nogen fysisk afbrydelse.

Højere råoliepriser slår igennem på diesel, benzin og flybrændstof. Højere LNG-priser løfter udgifterne til el og varme. Italiens udenrigsminister, Antonio Tajani, har ifølge meldinger koblet fri sejlads i Hormuz direkte til priserne på olie, benzin og gødning, altså tre poster som italienske husholdninger mærker uden større mellemregning.

Olieberedskab køber tid, men sætter ikke prisloft

Europas stærkeste buffer er nødlagre af olie. EU-regler kræver, at medlemslandene holder lagre svarende til 90 dages nettoimport eller 61 dages indenlandsk forbrug, alt efter hvad der er højest (direktiv 2009/119/EF). IEA’s ramme for oliesikkerhed lægger et koordinationslag ovenpå ved alvorlige forsyningsbrud. Lagrene kan dæmpe en kort fysisk afbrydelse.

De bestemmer ikke, hvad markedet tager for risiko. Nødlagre kan ikke tvinge forsikringsselskaber til at sænke krigsrisikopræmier eller få befragtere til at acceptere lastning i Golfen på normale vilkår.

På gasområdet er beskyttelsen tyndere. Forordning 2022/1032, der blev vedtaget efter energikrisen i 2022, indførte krav om fyldte gaslagre, men ikke noget der ligner en strategisk LNG-reserve. Europa køber kun en begrænset del af sin LNG gennem Hormuz, primært fra Qatar. Tal fra Bruegel placerer andelen omkring en tiendedel af EU’s LNG-import. For råolie ligger eksponeringen i de lave tocifrede procenter af importen (Eurostat). Ingen af delene er i sig selv katastrofalt, men når asiatiske købere byder hårdere på alternativer uden for Golfen, betaler Europa også mere.

Den omstridte melding kan fortone sig, hvis amerikansk-iranske samtaler, angiveligt formidlet gennem en schweizisk diplomatisk kanal, skaber troværdig afspænding. Den kan også bide sig fast, hvis forsinkelser for tankskibe, omlægning af ruter eller flådeepisoder bekræfter fysisk forstyrrelse. Aktørerne, der kan presse præmierne ned igen, er til at få øje på: iranske beslutningstagere, amerikanske forhandlere, P&I-klubberne der sætter krigsrisikopriser, og energihandlere der vurderer laster fra Golfen på ny. EU-landenes regeringer kontrollerer deres olielagre. De kontrollerer ikke den globale pris på risiko ved et knudepunkt, de ikke selv kan nå.