Irland styrer EU's €1.98 trillion-opgør

Irland overtog 1. juli det roterende formandskab for Rådet for Den Europæiske Union, hvor medlemslandenes ministre forhandler og stemmer om EU-lovgivning. Timingen er ikke tilfældig behagelig: På bordet ligger EU-Kommissionens forslag til et syvårigt budget på næsten 1,98 billioner euro (Zeit, European Commission). Formandskabet betyder ikke, at Dublin kan styre Europa. Det betyder, at Dublin styrer mødelokalet, hvor 27 regeringer skal forsøge at blive enige. Den forskel bliver afgørende, for lokalet bliver næppe stille.

Ordstyrer, ikke chef

Formandskabet leder de fleste ministermøder, skriver kompromistekster og afgør, hvilke konflikter der tages hvornår. Det kan ikke fremsætte lovforslag, tilsidesætte nationale vetoer eller trylle et flertal frem, som ikke findes (Council of the EU). Irlands periode er første del af et 18 måneders program sammen med Litauen og Grækenland, så Dublin har overtaget en kalender, ikke et blankt stykke papir (Irish trio programme).

Det meste arbejde foregår under ministerniveau. I arbejdsgrupper gennemgår nationale embedsmænd lovtekster linje for linje, og i Coreper, medlemslandenes ambassadørkomité i Bruxelles, bliver de fleste politiske konflikter enten blødt op eller lagt på is, før ministrene sætter sig ved bordet (Council preparatory bodies). Et formandskab lykkes, når uenighederne er gjort smallere, før kameraerne tændes. På seks måneder skal Dublin udforme hundredvis af kompromiser på tværs af snesevis af sager (Euronews FR).

Derfor er budgettet så svært at lande

Den flerårige finansielle ramme, EU’s syvårige budgetplan kendt som MFF, har den strammeste beslutningsregel i Bruxelles: Alle 27 regeringer skal være enige, og derefter skal Europa-Parlamentet give sit samtykke. Parlamentet kan godkende eller afvise hele pakken, men ikke omskrive den linje for linje (Council MFF). Ét land kan blokere aftalen. Derfor får formandskabets skrivearbejde usædvanlig vægt. Hvilke budgetposter der behandles først, hvilke tal der står i kompromisteksten, og hvor hurtigt kalenderen presses frem, er med til at afgøre, om regeringerne får et overskueligt valg eller et forhandlingsfelt, der breder sig ud over bordkanten.

Tyskland under kansler Friedrich Merz har presset på for store nedskæringer. Reuters-baserede oplysninger gengivet i tyske medier beskrev, at Berlin ønskede reduktioner på omkring 400 mia. euro i forhold til Kommissionens forslag, selv om tallets formelle status fortsat var omstridt (Deutschlandfunk, WirtschaftsWoche). Berlins kritik har især ramt tidlige udkast, der ville skære i konkurrenceevne og forsvar, mens landbrugsstøtte og samhørighedsmidler blev skærmet. Det er de to store poster, som sender penge til landmænd og til fattigere EU-regioner (n-tv). Her ligger den egentlige konflikt: Nettobetalere som Tyskland, Nederlandene og Østrig vil have et mindre budget, mens nettomodtagere i Syd- og Østeuropa vil bevare de midler, der skal mindske afstanden til resten af EU.

Irlands premierminister, Micheál Martin, advarede ved formandskabets start mod "ekstreme positioner" i budgetkampen. Signalet var rettet mod begge lejre og skulle holde dem ved bordet (Zeit). Martins indflydelse ligger ikke i en særlig stemme. Den ligger i pennen: Formandskabet skriver de kompromisbokse, som definerer, hvad regeringerne faktisk skal vælge imellem.

Tidspres fra alle sider

Budgettet er ikke den eneste sag, der kræver enstemmighed. Udvidelsen med Ukraine og Moldova, en ny sanktionspakke mod Rusland og de næste skridt i optagelsesforhandlingerne kræver også konsensus, og hver sag har sine egne politiske forhindringer (Euronews PL, Onet). Volodymyr Zelenskyj besøgte Dublin og opfordrede offentligt Polen og Ungarn til ikke at blokere Ukraines vej mod EU (Rzeczpospolita). Det er politiske signaler, ikke institutionelle resultater. Men alle sager, der kræver enstemmighed, trækker på den samme begrænsede beholdning af politisk velvilje. En fastlåst budgetforhandling vil hurtigt tømme den.

Det er formandskabets reelle magt: ikke at besejre et veto, men at skrive den tekst, der gør det dyrere at bruge det.