Irlands budget på €1.622tn skærer i fælles EU-programmer

Irland har foreslået, at EU bruger op til 1.622 mia. euro i perioden 2028–2034, målt i 2025-priser. Det er 141 mia. euro mindre, end EU-Kommissionen har bedt om (Rådets forhandlingsoplæg). Udkastet beskytter de beløb, landene får til landbrug og regioner, mens de største besparelser rammer programmer, der drives i fællesskab på EU-plan. Regeringer, der ønsker en lavere samlet ramme, gør stadig indsigelse. Resultatet får betydning for, hvordan Europa finansierer landbrug, fattigere regioner, forskning og forsvar frem mod midten af 2030’erne.

Irland leder forhandlingerne mellem regeringerne, fordi landet har formandskabet for Rådet, som går på omgang. Det såkaldte »forhandlingsoplæg« er et udkast til en aftale og forpligter ingen. Det flerårige budget, som udkastet skitserer, fastsætter årlige udgiftslofter. De årlige budgetter inden for lofterne afgør, hvad EU faktisk binder sig til og udbetaler (traktatens artikel 312).

Hvor besparelserne rammer

Irland siger, at udkastet beskytter de midler til landbrug, regioner og fiskeri, som de fleste regeringer har efterspurgt, samtidig med at nye prioriteter får finansiering (det irske formandskab). Tallene underbygger den første del af udsagnet. Sammenlignet med Kommissionens plan skæres budgetposten til forskning, industri og forsvar med 12,8 %. Posten, der rummer landbrugsstøtte og samhørighedsmidler (EU-støtte, der skal mindske forskellene mellem regioner), falder kun 3,4 % (bilag til Rådets oplæg).

Det ligger på linje med kravet fra 17 regeringsledere, som ville beskytte landbrug og samhørighedsmidler (Politico). Minimumsrammen for støtte til landbrugets indkomster ligger fortsat stort set fast på omkring 261 mia. euro (bilag til Rådets oplæg). Intet af dette er aftalt endnu, men udkastets prioriteringer er tydelige.

Seks regeringer ønskede en anden fordeling. I august krævede Tyskland, Nederlandene, Østrig, Danmark, Finland og Sverige et væsentligt mindre budget, hvor forsvar og konkurrenceevne skulle styrkes ved at flytte rundt på eksisterende midler (fælles erklæring). Tysklands forbundskansler, Friedrich Merz, sagde, at Irlands forslag i den størrelse ikke kunne danne grundlag for en aftale (Tagesschau). Også Danmarks finansminister, Peter Hummelgaard, kritiserede prioriteringen. Efter hans vurdering slipper landbrug og regioner billigt, mens konkurrenceevne og sikkerhed må bære besparelserne (Politiken).

Hvem kan blokere, og hvem kan kun påvirke

Europa-Parlamentets hovedforhandlere på budgetområdet afviste oplægget af den modsatte grund. Når inflation og afdrag på gæld regnes med, vil budgettet ifølge dem række til færre udgifter end det nuværende (Europa-Parlamentet). I alt indgår 149 mia. 296 mio. euro til at betale EU’s fælles lån til genopretningen efter pandemien tilbage. De penge finansierer ingen nye projekter (bilag til Rådets oplæg). Beløbet beviser ikke i sig selv Parlamentets sammenligning, men det betyder, at overskriften giver et for højt indtryk af, hvor meget EU kan bruge på nye projekter.

Beslutningsmagten er skævt fordelt. Hvert enkelt land kan nedlægge veto mod den endelige aftale. Parlamentet kan ikke ændre den, men kan nægte at give sit samtykke (traktatens artikel 312). EU-landenes ledere drøfter Irlands udkast på topmødet den 15.-16. oktober. Det kan sætte retning for forhandlingerne, men træffer ingen beslutning (Det Europæiske Råd).

Byerne ønsker indflydelse, ikke kun penge

Borgmestrene i hovedstæderne peger på en anden risiko. De vil have, at EU-lederne viser, hvordan besparelserne rammer byerne, før de fastlægger en samlet ramme. De ønsker også, at lokale myndigheder fortsat inddrages i udformningen og gennemførelsen af EU-programmer (EUNews). Deres brev kom før Irlands udkast og var rettet mod de seks regeringers ønske om besparelser. Borgmesteren i Haag skrev under, selv om den nederlandske regering er blandt de seks.

I dag skal hvert land bruge mindst 8 % af sin regionaludviklingsfond på byprojekter, som de lokale myndigheder er med til at udvælge (EFRU-forordningen). Kommissionen vil samle sådanne midler i én partnerskabsplan for hvert land, udarbejdet af den nationale regering. Da Europa-Parlamentets analysetjeneste gennemgik forslagene i februar, flere måneder før Irlands udkast, fandt den ikke noget, der erstattede minimumskravet til byprojekter (EPRS’ briefing). Byerne frygter, at de regionale midler bliver i den nationale pulje, mens deres garanterede andel og indflydelse på valget af projekter forsvinder i det stille.

Borgmestrene har hverken vetoret eller ret til at godkende aftalen. Deres indflydelse går gennem medlemmerne af Europa-Parlamentet og de nationale ministre, som sammen udarbejder de særskilte love for fondene, sådan som de gjorde med de nuværende regler for regionalfonden. Irlands udkast beskytter landenes nationale tildelinger ved at skære i fælles programmer, og har endnu ikke overbevist de regeringer, der kan blokere det. Om byerne beholder en garanteret andel, afgøres af de lovgivere, der udformer reglerne for partnerskabsplanerne, ikke af dette forhandlingsoplæg.