Italien mangler EU-fondens projekter

EU's genopretnings- og resiliensfacilitet, RRF, er fonden på 577 mia. euro, som EU oprettede i 2021 for at få økonomierne på benene efter covid. Den har en hård slutdato: 31. august 2026. Efter den dato tæller nye milepæle ikke længere. Senest 30. september skal alle betalingsanmodninger være sendt ind. Penge, der ikke er brugt, forsvinder. Indtil nu er omkring 58 % af fonden udbetalt til regeringerne (European Commission, ING Think). Den egentlige flaskehals ligger et andet sted: mellem det øjeblik en regering modtager EU-penge, og det øjeblik pengene faktisk bliver til et hospital, en skole eller støtte til en mindre virksomhed.

Italien fik pengene. Projekterne fulgte ikke med.

Italien viser problemet tydeligst. Rom har modtaget 166 mia. euro, svarende til 85 % af landets samlede ramme på 191 mia. euro, den største i EU (Italian government). Men den italienske revisionsret har kun fundet 3,7 mia. euro i projekter, der faktisk er afsluttet (upday, Il Resto del Carlino). Resten befinder sig forskellige steder i den administrative maskine. Tusinder af mindre kommuner har fået midler, men mangler medarbejdere til udbud, kontrol og projektstyring. Syditalien halter mest: Sicilien har en betalingsgrad på 22 %, Calabrien 25 %, mens Veneto ligger på 47 % (Il Foglio).

Den administrative mangel møder en fysisk mangel. Byggeomkostningerne er steget 40 % siden 2022, mens EU-tilskuddene til projekterne blev fastsat i 2021-priser (Legacoop Romagna). Det regnestykke rammer entreprenørerne direkte: De afgiver tilbud på en skolerenovering til én pris og ser derefter materialerne æde budgettet, før taget er lagt. Resultatet var 13.500 insolvenssager i den italienske byggesektor i 2025 (Unioncamere). Hver konkurs stopper det offentlige anlæg, der ligger bag.

Længere mod øst er billedet værre. Ungarn har kun modtaget 9 % af sin ramme på 10,4 mia. euro, mens 9,5 mia. euro er indefrosset på grund af konflikter om retsstatsprincipperne (Portfolio.hu). Rumænien risikerer sanktioner på 15 mia. euro og mangler at opfylde 38 milepæle (DCNews). Bulgarien har kun optaget 53 % efter syv regeringsskift, siden planen blev godkendt.

Overlevelse ved at skrue ambitionerne ned

De lande, der ser ud til at klare sig, har ofte gjort det ved at sænke målene. Portugal undgik at miste 2 mia. euro ved at omlægge sin plan tre gange, droppe metrolinjer i Lissabon og Porto, halvere boligambitionerne og skære antallet af sundhedssenge med 40 % (Eco/Sapo, Observador). Samtidig kanaliserede landet 964 mio. euro ind i en udviklingsbank, hvor låneprogrammerne tæller som "gennemført", når kontrakten er underskrevet, ikke når projektet er færdigt (Conta-la.pt). Portugals eget tilsynsorgan stillede det enkle spørgsmål: "Ofre vi effekten?"

Grækenland, som har trukket 68,5 % af sin pakke på 36 mia. euro, står med en anden klemme. Efterspørgslen efter de billige RRF-lån, hvor renten ligger på 0,3-1 %, overstiger udbuddet med 6-8 mia. euro (News247). Når de lån stopper, møder virksomhederne markedsrenter, der er tre til fire gange højere (Protothema).

Et problem indbygget i modellen

Den Europæiske Revisionsret har peget på den centrale modsætning: RRF betaler for milepæle, ikke for faktiske omkostninger. Der findes ingen mekanisme, som kan kræve penge tilbage, hvis en milepæl formelt er opfyldt, men den underliggende investering aldrig bliver færdig (ECA Special Report 13/2024, eucrim).

Det dybere problem er, som Bruegel, den Bruxelles-baserede økonomiske tænketank, har påpeget, at resultatbaserede betalinger kræver stærke institutioner (Bruegel). Rumænien, Bulgarien og Ungarn er blandt de lande, hvor administrationerne er svagest, og samtidig blandt dem, der har størst behov for omstilling. RRF blev designet til at mindske forskelle. I praksis har den flere steder genskabt dem.

Det Europæiske Finanspolitiske Råd anslår, at RRF-tilskuddene har løftet de offentlige investeringer i EU med omkring 0,25 % af BNP om året. Det bidrag forsvinder i 2027, uden at noget endnu står klar til at erstatte det (European Fiscal Board). Den næste EU-budgetperiode begynder i 2028, og forhandlerne er ikke enige om, hvorvidt EU overhovedet skal have et permanent investeringsinstrument. Tilbage står spørgsmålet om, hvor mange penge der forsvinder ved fristen, og om hullet bliver synligt nok til, at nogen reagerer.