Italien lader SAFE-milliarder ligge

Italien har bedt EU-Kommissionen om omtrent 8-8,9 mia. euro i forsvarslån, cirka halvdelen af de 14,9 mia. euro, som Bruxelles foreløbigt havde reserveret til Rom (Il Fatto Quotidiano, Eunews). Pengene kommer fra SAFE, Security Action for Europe, en lånefacilitet på 150 mia. euro, hvor EU låner centralt og sender pengene videre til medlemslande, der vil købe forsvarsmateriel på vilkår, de fleste ikke kunne opnå alene. Bruxelles kan skaffe billig kredit. Men gælden lander stadig hos regeringerne.

Kontrasten var tydelig samme dag. Rumænien modtog den første SAFE-udbetaling på 2,5 mia. euro og er allerede ved at omsætte pengene til indkøb: Lynx-infanterikøretøjer, Mistral-luftforsvarssystemer og Airbus-helikoptere (EC Romania, HotNews). Polen havde allerede indgået en aftale på 43,7 mia. euro og fået 6,6 mia. euro i forfinansiering (European Commission, Notes from Poland). De lande, der skrev under tidligt, er i gang med at gøre lån til ordrer. Italiens mindre ansøgning rejser et mere grundlæggende spørgsmål: om alle regeringer overhovedet vil bruge de penge, EU stiller til rådighed.

Koalitionskompromis, ikke budgetlogik

SAFE blev oprettet med Rådets forordning 2025/1106 og fungerer ikke som et tilskud. Hver euro, Rom låner gennem ordningen, bliver italiensk statsgæld, og de italienske partier skal kunne forklare vælgerne hvorfor.

I Giorgia Melonis koalition gik skillelinjen mellem udenrigsminister Antonio Tajani fra Forza Italia, som offentligt bakkede op om den fulde ansøgning ved en konference i Rimini, og Matteo Salvinis Lega, som modsatte sig større forsvarslån. Finansminister Giancarlo Giorgetti anerkendte de gunstige vilkår i SAFE, men regeringen halverede alligevel trækket (Il Foglio). Tajani beskrev tilbagetoget som en ændret prioritering: Italien skulle investere mere i sundhed og socialpolitik efter ændrede vilkår knyttet til Iran-konflikten (Il Fatto Quotidiano, PAP). Det fremgår ikke klart af de offentlige oplysninger, om beslutningen skyldes pres fra Lega, forsigtighed i finansministeriet eller et bevidst Meloni-kompromis. Resultatet er det samme: Rom bad om halvdelen.

Spanien viser samme mekanisme i mindre format. Madrid bad kun om 1 mia. euro, mens det mindre regeringsparti Sumar åbent modsatte sig højere forsvarsudgifter (EFE, El Confidencial). Billige EU-lån gør ikke forsvarsgæld politisk gratis derhjemme.

Køen bag Rom

Italiens tøven fik konsekvenser uden for Rom. SAFE har en fast ramme. Kommissionens talsmand Thomas Regnier havde presset Italien for en afklaring, fordi ubrugte midler begrænser Kommissionens mulighed for at omfordele dem til andre regeringer (Euronews). De omtrent 6 mia. euro, Italien lod ligge, kan sammen med Ungarns endnu uafklarede ansøgning skabe en pulje, som Kommissionen kan åbne i en anden ansøgningsrunde inden udgangen af 2026 (Euractiv, Council).

Polen står allerede klar. Viceforsvarsminister Paweł Zalewski har bekræftet, at Warszawa vil forsøge at få flere SAFE-midler i anden runde (Bankier/PAP). Polske medier vurderer, at op til 10 mia. euro kan blive ledige, men tallet afhænger af de endelige italienske og ungarske beløb og er derfor fortsat usikkert (RMF24).

Ungarn er en anden sag. En ny regering gennemgår forgængerens forsvarsinvesteringsplan på grund af mistanke om korruption, og Kommissionen havde endnu ikke godkendt Budapests ansøgning, da andre lande allerede var blevet godkendt (Euronews HU). Her handler forsinkelsen om forvaltning og kontrol, ikke om en koalitionsstrid om låntagning.

De første købere former markedet

SAFE-reglerne kræver, at mindst 65 % af indkøbene har europæisk eller ukrainsk indhold. Det styrer kontrakter mod producenter i EU og passer med Frankrigs mangeårige ønske om større europæisk forsvarsindustriel selvstændighed (Council, CMS). Regeringerne, der trækker hurtigt, køber derfor ikke bare våben. De former ordrebøger, leverandørforhold og produktionslinjer på tværs af Europa.

Maskineriet i Bruxelles kører. Godkendelser, aftaler og første udbetalinger er nået ud til mere end et dusin lande. Men SAFE belønner de regeringer, der vil tage forsvarsgæld på sig nu. Italien har vist, at Rom kun er halvt villig, og de milliarder, landet lod ligge, har allerede fået andre til at stille sig i kø.