Italien efterforsker stjålne NATO-filer

Et sikkert arkiv kan bryde sammen uden et opbrudt pengeskab. Én adgangskode, én kopieret fil eller én betroet person kan være nok. Derfor rækker den italienske sag om angiveligt stjålne identiteter, følsomme dokumenter og materiale fra et NATO-projekt længere end Italien. Europa skruer op for fælles forsvarsindkøb, men mange af papirerne ligger stadig i nationale ministerier og hos private leverandører.

Der er foreløbig ikke offentligt belæg for, at NATO selv er blevet brudt. n-tv beskriver sagen som anholdelsen af en tidligere italiensk efterretningsperson, der mistænkes for uautoriseret adgang til hemmelige oplysninger med militær tilknytning. Det peger på en mere præcis konklusion: Fælles forsvarsprojekter er kun så sikre som de nationale myndigheder og godkendte virksomheder, der opbevarer dokumenterne.

Hvor filerne faktisk ligger

Udtrykket »materiale fra et NATO-projekt« lyder entydigt, men er det ikke. Det kan betyde NATO-klassificerede oplysninger, italiensk klassificeret materiale knyttet til et allianceprogram, virksomhedsdata med værdi i et udbud eller dokumenter, der blot nævner NATO. Det er forskellige problemer med forskellig juridisk og sikkerhedsmæssig skade.

Det centrale er opbevaringskæden: hvem havde filen, hvem kunne åbne den, hvem flyttede den, og hvem opdagede det. Italienske anklagere afgør, hvad der kan rejses tiltale for. Nationale sikkerhedsmyndigheder skal undersøge, om sikkerhedsgodkendelser eller håndteringsregler svigtede. Forsvarsvirksomheder skal kunne vise, om adgangen til følsomt materiale var kontrolleret. Hvis oplysninger med NATO-oprindelse indgår, bygger NATOs sikkerhedsregler på, at medlemslandene beskytter dem gennem deres egne nationale systemer.

Den model giver mening for suveræne stater. Den skaber også svage led. En regel fra Bruxelles tjekker ikke en adgangslog i Rom. En klausul i et udbud forhindrer ikke en betroet insider i at kopiere en fil. EU’s direktiv om forsvarsindkøb giver offentlige indkøbere mulighed for at kræve sikkerhedsforanstaltninger i følsomme forsvarskontrakter, men den praktiske prøve ligger hos ministerier, hovedleverandører og underleverandører.

Hurtigere indkøb, samme sikkerhedshuller

EU tilfører nu mere volumen til netop dette system. Kommissionens forsvarsdagsorden skal øge den industrielle kapacitet og fremme fælles indkøb. EDIRPA-forordningen og EDIP-forslaget går samme vej: flere grænseoverskridende forsvarsindkøb og mere fælles produktion.

De skaber ikke en central EU-tjeneste for kontraspionage. Det er afgørende, fordi tempo øger eksponeringen. Flere fælles projekter betyder flere personer med adgang, flere virksomheder med følsomme krav på bordet og flere partnere, der er afhængige af hinandens sikkerhedskultur.

Omkostningen ved et svigt er konkret. Leverandører kan miste adgang til programmer. Regeringer kan få forsinkelser, mens efterforskere undersøger, hvad der er blevet eksponeret. Partnere kan blive mere tilbageholdende med at dele tekniske krav, personaleoplysninger eller leverandørdata. I et forsvarsmarked bygget på tillid kan en lækage bremse arbejdet, før nogen har påvist operationel skade.

Samarbejdet mellem Rheinmetall og Leonardo viser, hvilken industriel eksponering der kan være på spil, uden at der dermed er påvist nogen forbindelse til den italienske sag. Rheinmetall og Leonardo beskriver deres samarbejde om kampkøretøjer som et europæisk industriprojekt. Hvis beskyttet italiensk materiale afslørede leverandører, kravspecifikationer eller antagelser om interoperabilitet, ville partnere have grund til bekymring. De offentlige oplysninger viser ikke, at det er sket.

Tysklands aktuelle trusselsbillede forklarer, hvorfor sagen vil blive læst uden for Italien. Tyske myndigheder betragter allerede russisk spionage og datatyveri som en risiko for strategiske sektorer. Nordrhein-Westfalens indenrigsminister Herbert Reul advarede i Zeit om energi, forsvar og logistik, mens Kölner Stadt-Anzeiger beskrev bekymringer om forsvarsvirksomheder, transportruter og ledende medarbejdere. Den kontekst gør den italienske sag forståelig i Berlin, selv om den ikke viser, at tyske virksomheder er ramt.

Belgien er relevant som alliancekontekst, ikke som efterforsker. NATOs arkiver placerer hovedkvarteret i Bruxelles, og Belgiens nationale sikkerhedsmyndighed håndterer klassificerede oplysninger og sikkerhedsgodkendelser i sit eget system, fremgår det af udenrigsministeriet. Hvis allianceoplysninger er sluppet ud, er det centrale europæiske spørgsmål, hvor hurtigt partnerne blev orienteret.

Sagen har ikke bevist et brud på NATO. Den har vist, at Europas forsvarsopbygning hviler på opbevarings- og adgangssystemer, der fortsat er nationale, ujævne og delvist usynlige. Italienske myndigheder bør give den klarest mulige lovlige redegørelse for, hvad filerne var, og hvor de endte. NATO og partnerlandene bør kunne dokumentere, at de har undersøgt skaden, hvis beskyttede allianceoplysninger var involveret.