Italiens €194bn EU-frist nærmer sig

Italiens regering strides om penge, den ikke kan få brugt. Statens centrale regnskabskontor har bedt ministerierne forklare, hvad der er sket med ubrugte midler fra landets del af EU’s genopretningsprogram efter pandemien, som i Italien kaldes PNRR. Striden viser et problem, der rækker langt ud over Rom: Med to måneder til den endelige frist skal europæiske regeringer bevise, at EU-løfter om investeringer faktisk kan blive til færdige projekter.

Betalingskæden har en hage

Genopretnings- og resiliensfaciliteten, RRF, er EU-programmet, der fordeler hundredvis af milliarder euro efter pandemien. Det fungerer ikke som en fri kasse for regeringerne. Hvert land har indsendt en detaljeret plan med konkrete reformer og investeringer. EU-Kommissionen udbetaler pengene i rater, men først når den har kontrolleret, at landene har opfyldt deres mål (EUR-Lex, European Commission). Et ministerium kan derfor have milliarder stående på papiret, men uden færdigt arbejde og korrekt dokumentation kommer næste betaling fra Bruxelles ikke.

Pengene falder i to kategorier. Tilskud er midler, EU betaler direkte. Når målene ikke nås, kommer pengene aldrig. Lån ender derimod på statens egen balance. Italien har lånt massivt gennem RRF. Hvis projekter finansieret med lån ikke bliver gennemført, står landet stadig tilbage med gælden.

Kommissionens retningslinjer for lukningen af programmet, offentliggjort i maj, efterlader ikke meget elastik. Alle milepæle skal være nået senest 31. august 2026. Betalingsanmodninger skal ind i september. Hele programmet lukker 31. december (European Commission).

Italien: 194 mia. euro på papiret, halvfærdigt på jorden

Italien har den største RRF-tildeling på omkring 194 mia. euro og har modtaget cirka 166 mia. euro, svarende til 85 % (Powerzine, European Commission). Regeringen siger, at gennemførelsen ligger på 72 % (Il Fatto Quotidiano). Men en regering kan vedtage en reform eller tildele en kontrakt og dermed sætte flueben i Bruxelles, mens den konkrete skole stadig er en byggeplads.

Uddannelsesområdet viser afstanden mellem regneark og virkelighed. Tal fra Fondazione Agnelli viser, at PNRR-forbruget på uddannelse kun var nået 45,6 % i februar 2026, mens 62 % af midlerne sad fast i projekter, der stadig var under udbud eller opførelse. Det oprindelige mål om 264.000 nye vuggestue- og børnehavepladser er skåret ned til 150.480 (Corriere). I den anden ende af skalaen har et program, der skulle give udnyttede landarbejdere alternativer til arbejdslejre kontrolleret af mellemmænd, kun brugt 20 mio. euro ud af 200 mio. euro (Editoriale Domani). Arbejderne bor stadig i lejrene.

Fristen rammer overalt

Italien er ikke en undtagelse. Ved udgangen af 2024 var kun 47 % af de tilgængelige RRF-midler udbetalt på EU-plan (European Parliament). I gennemsnit var kun halvdelen af de penge, hovedstæderne havde modtaget, nået frem til de endelige modtagere ved udgangen af 2023 (European Data Journalism Network). Flaskehalsen er typisk ikke politisk vilje, men udbud, tilladelser og kommunal kapacitet: den langsomme maskine, der skal omsætte penge til bygninger, presset ind i en fast EU-kalender.

Grækenlands centralbank har kaldt det "ekstremt ambitiøst" at få absorberet de resterende 10 mia. euro (Euro2Day). Portugisiske kommuner har skrevet til regeringen for at få svar på, hvem der skal betale for arbejder, som ikke bliver færdige til tiden (Observador, RTP). Rumænien har skåret 1,2 mia. euro ud af sin plan i stedet for at lade, som om alt kunne nås (Romania Insider).

Det portugisiske spørgsmål er det afgørende. Ved tilskud bliver ubrugte penge hos EU; landet modtager dem aldrig. Ved lån bliver gælden stående, uanset om projektet blev færdigt eller ej (European Parliament). I begge tilfælde skal den børnehave, der ikke blev bygget, stadig bygges. Regningen lander et sted, og det bliver ikke i Bruxelles.

I Italien rammer byrden hårdest i de fattigere kommuner i syd, hvor forvaltningerne fra begyndelsen havde mindst kapacitet til at håndtere komplekse EU-udbud. RRF blev konstrueret til at belønne lande, der kan afslutte offentlige projekter til tiden. Prisen for ikke at kunne det ender hos de lokalsamfund, der havde størst brug for investeringerne.