Italiens renteregning vokser med 30 mia. euro

Renteregningen på Italiens statsgæld stiger, efterhånden som gamle lån skal refinansieres. Italien venter at betale 117,2 mia. euro i renter på statsgælden i 2029 mod 87,2 mia. euro i 2025 — en stigning på 30 mia. euro. Det fremgår af Il Fatto Quotidianos gengivelse af den finansplan, regeringen sendte til Parlamentet 2. oktober (Il Fatto Quotidiano). Tallene er avisens gengivelse af prognoserne. Vi har ikke kontrolleret dem mod den officielle tabel, så decimalerne kan ændre sig. Retningen er det afgørende: Den sætter rammerne for finansloven for 2027, som finansminister Giancarlo Giorgetti nu skal udarbejde.

Planen er en ramme med flerårige prognoser for indtægter, udgifter og renter. En senere finanslov afgør, hvad staten faktisk bruger pengene på (AGI). Da regeringen godkendte planen, beskrev Giorgetti den som et udtryk for forsigtighed i en vanskeligere økonomisk situation (To Brief).

Hvorfor gammel gæld får renteregningen til at stige langsomt

Et lands renteudgifter afhænger mere af gældens historie end af dagens markedsrenter. Når investorer kræver et højere afkast for at købe obligationer, fortsætter landets eksisterende obligationer med fast rente med at betale den rente, der blev aftalt, da de blev solgt.

Den højere udgift slår først igennem, når Finansministeriet erstatter obligationer, der udløber, eller låner penge til at dække et nyt underskud. Det kaldes refinansiering. Ved udgangen af 2025 havde Italiens gæld en gennemsnitlig restløbetid på 7,9 år, ifølge Italiens parlamentariske budgetkontor, som uafhængigt overvåger landets finanspolitik (UPB). Hvert år bliver endnu en del af den billige, gamle gæld derfor erstattet af nye lån til den rente, der gælder på det tidspunkt.

De nye renter stiger i hele euroområdet, ikke som følge af særlig mistillid til Italien. Et basispoint er en hundrededel af et procentpoint. I sin sjette økonomiske bulletin for 2026 henførte ECB (Den Europæiske Centralbank) omkring 37 af en samlet rentestigning på cirka 45 basispoint for tiårige statsobligationer i euroområdet til ændrede forventninger til bankens egne fremtidige renter. Samtidig var forskellene mellem landenes låneomkostninger stort set uændrede (ECB). Italien betaler altså mere, fordi lån er blevet dyrere for alle, ikke fordi investorerne har udpeget landet særskilt.

Gælden falder som andel af økonomien, men renteregningen stiger

Italiens gæld ventes at toppe omkring 138,5 pct. af BNP i 2027 og derefter falde til cirka 136,6 pct. i 2029 (Agenparl, Il Mattino). BNP er værdien af landets samlede produktion på et år. Forholdstallet falder, fordi økonomien målt i løbende euro — altså før korrektion for inflation — vokser hurtigere end gælden.

Et lavere gældstal i forhold til BNP betyder ikke, at Italien skylder obligationsindehaverne færre penge. Renteudgifterne ventes at stige fra 3,8 til 4,6 pct. af BNP i samme periode (Il Fatto Quotidiano). En større del af landets indkomst går dermed til långiverne og kan ikke bruges på pensioner, hospitaler eller skoler.

Hvad yderligere lån vil koste

Ved siden af planen bad regeringen Parlamentet om lov til at låne ud over det udgiftsloft, Italien har aftalt med EU under EU’s finanspolitiske regler. Det ekstra råderum skal dække energi og forsvar i 2027 og 2028 og svarer til omkring 29 mia. euro over de to år (AGI, Agenparl).

Avisens gengivelse oplyser ikke, om renteprognosen allerede medregner de ekstra lån. De penge, staten låner, får den rente, der gælder, når obligationerne sælges. Renteudgiften løber, så længe obligationerne eksisterer.

Det er endnu ikke afgjort, hvem der får gavn af pengene. EU-Kommissionens vejledning peger på, at undtagelsen på energiområdet skal gå til renovering af bygninger og energieffektivisering frem for tilskud til energiregninger eller lavere brændstofafgifter (EU-Kommissionen). Hvis Rom følger den linje, vil pengene især gå til boligejere, der har råd til at renovere, og til virksomhederne, der udfører arbejdet. Lejere vil få mindre direkte gavn. Det er en slutning ud fra vejledningen, ikke en vedtaget fordeling.

Det kræver et højt flertal at få lånerammen godkendt. Artikel 81 i Italiens forfatning kræver et absolut flertal i begge kamre, hvis staten under ekstraordinære omstændigheder skal låne ud over planen (Det italienske Senat). Parlamentet ventes at stemme 13. oktober (Corriere della Sera).

Den offentliggjorte prognose viser, at Italiens årlige renteudgifter stiger hvert år frem til 2029, samtidig med at gælden falder i forhold til økonomien. Begge udviklinger hænger sammen med en refinansieringsplan, der blev lagt for længe siden, og med renter, som fastsættes i hele euroområdet. Rom bestemmer hverken over lånenes løbetid eller det fælles renteniveau. Tallene mangler stadig at blive kontrolleret mod den officielle tabel. Inden afstemningen skylder Finansministeriet de folkevalgte et klart svar: Er de lån, regeringen beder dem godkende, allerede med i renteprognosen?