Italiens valgbonus sikrer måske ikke flertal

Italiens Deputeretkammer har givet endelig godkendelse til Giorgia Melonis valgreform. Ved en hemmelig afstemning den 8. oktober blev den vedtaget med 227 stemmer mod 164 (Deputeretkammerets officielle afstemning, AGI). Loven giver koalitionslederne større indflydelse på, hvem der får plads i parlamentet. Den centrale del er en mandatbonus, som skal sikre stabile regeringer. Men parlamentets egen tekniske redegørelse viser, at en vinder lige på grænsen kan ende ét mandat fra et flertal i Senatet (Deputeretkammerets og Senatets officielle redegørelse).

Meloni siger, at vælgerne fremover får mulighed for at vælge et parti, en koalition, et politisk program, en foreslået premierminister og deres eget parlamentsmedlem (AGI). Oppositionslederne Elly Schlein og Giuseppe Conte mener, at regeringen ændrer reglerne til egen fordel før næste valg. Oppositionsmedlemmer af Deputeretkammeret har lovet at udfordre reformen (AP).

En bonus, der måske ikke rækker

Loven afskaffer Italiens blandede valgsystem, hvor partilister blev kombineret med valg i enkeltmandskredse. I stedet fordeles mandaterne forholdsmæssigt, og vinderen får oveni en bonus (Reuters via Internazionale). For at få bonussen skal et parti eller en koalition vinde mindst 42 procent af de gyldige stemmer (Deputeretkammerets og Senatets officielle redegørelse).

Det er ikke nok at nå grænsen. Partiet eller koalitionen skal også blive størst i både Deputeretkammeret og Senatet. Hvis den ikke gør det i det ene kammer, bortfalder bonussen i begge. Der er ingen valgrunde nummer to (De Standaard). Kravet til Senatet er vigtigt, fordi en italiensk regering skal have opbakning fra begge kamre for at tiltræde og vedtage love.

Bonussen består af 70 mandater i Deputeretkammeret og 35 i Senatet. De tages fra de faste rammer på henholdsvis 400 og 200 mandater (Deputeretkammerets og Senatets officielle redegørelse). Parlamentet bliver altså ikke større. Hvert bonusmandat går fra et parti, der ellers ville have fået det.

Her svækkes løftet om stabilitet. I redegørelsens enkle regneeksempel vinder en blok, der netop når grænsen, Deputeretkammeret, men får ikke flertal i Senatet. Den får 202 af 400 mandater i Deputeretkammeret, men kun 100 af 200 mandater i Senatet, ét færre end de 101, der kræves for et flertal (Deputeretkammerets og Senatets officielle redegørelse). Det faktiske resultat vil afhænge af afrundinger, af hvordan stemmerne fordeler sig på regionerne, og af stemmer på partier, der ikke får mandater.

Koalitionslederne får mest indflydelse

Den sikreste virkning er, at det bliver vigtigere at samle koalitioner. Stemmer på allierede lister, der kommer under spærregrænsen på 3 procent, tæller stadig med i koalitionens 42 procent, selv om de små lister som regel ikke får almindelige mandater (Reuters via Internazionale). Derfor kan selv en lille allieret være værd at få med, uanset dens egne chancer for at få mandater.

Bonusmandaterne går til kandidater på en fast liste, som koalitionens forhandlere udarbejder før valgdagen (De Morgen). Vælgerne kan ikke ændre rækkefølgen. En stemme på koalitionen går derfor til de kandidater, dens ledere har placeret på listen. De mandater, der skal sikre et flertal, bliver dermed fordelt af partiledelserne, ikke efter vælgernes personlige præferencer.

Udenlandske medier har fremhævet en pointe, som begge lejre ofte springer over. De Standaard citerede politologen Giovanni Orsina for, at en samlet opposition også kan vinde bonussen (De Standaard). Reglerne belønner den, der samler den bredeste alliance. Det får betydning ud over Rom, fordi den vindende alliance afgør, hvem der taler på Italiens vegne, når EU-landenes regeringer forhandler.

Det, der stadig mangler

Loven gælder ikke ved noget valg, før præsidenten formelt har underskrevet og offentliggjort den (Italiens forfatning, artikel 73). Forfatningsdomstolen har endnu ikke taget stilling til den. Tidligere har domstolen underkendt en bonus uden en minimumsgrænse, men i 2017 godkendte den en grænse på 40 procent (Forfatningsdomstolens afgørelse 35/2017).

Oppositionens varslede udfordring støder på en procesmæssig hindring. Partierne kan ikke selv indbringe loven for domstolen. En dommer i en konkret sag skal først sende spørgsmålet videre, så en prøvelse afhænger af, at der opstår en tvist ved en italiensk domstol.

I parlamentets regneeksempel giver bonussen et flertal i Deputeretkammeret, men ikke i Senatet. Derfor kan den ikke garantere den stabilitet, Meloni lover. Til gengæld er virkningen på valget af kandidater mere sikker: Koalitionslederne, ikke vælgerne, bestemmer, hvem der får de mandater, bonussen udløser.