Italien tøver med forsvarslån

Italien vil gennemføre den største modernisering af landstyrkerne i en generation: en ny kampvogn, omkring 1.050 pansrede køretøjer i 16 varianter og en helt ny panserbrigade. Det industrielle samarbejde er på plads. En demonstrator findes. Den politiske hensigt er meldt ud. Det, der mangler, er en underskrevet kontrakt, godkendt finansiering og en leveringsplan. Kampvognene holder stille i det italienske papirarbejde.

EU har ellers bygget et redskab til netop at undgå den slags ventetid. SAFE (Security Action for Europe) er en forsvarslåneordning på 150 mia. euro, hvor EU låner centralt og låner pengene videre til medlemslande til godkendte militære indkøb (Europa-Kommissionen). Litauen fik den første udbetaling på 956,3 mio. euro 29. juni, hvilket viser, at ordningen kan fungere, når en regering handler hurtigt (Europa-Kommissionen). Italien, som kan få adgang til omkring 14,9 mia. euro, har endnu ikke underskrevet sin låneaftale (Quotidiano.net). Et finansieringsværktøj, der skulle sætte tempo på Europas oprustning, kan dermed ende med at give Rom endnu en grund til at vente.

Hvem i Rom kan faktisk låse kampvognene op

Industrien virker klar. Leonardo og Rheinmetall har etableret et fælles selskab ejet 50/50, hvor 60 % af produktionen skal foregå i Italien (Leonardo). Fagmedier anslår A2CS-programmet til omkring 16 mia. euro (Army Recognition). Tyske forsvarsmedier beskriver den italienske kampvogn, som bygger på Rheinmetalls Panther, som en "concept demonstrator and first offer", mens kundens evaluering og udviklingsordrer stadig ligger foran (ESuT).

Forsvarsministeriet kan bare ikke købe ind på egen hånd. I Italiens system ligger myndigheden til at optage lån og dække udgifter hos finansministeriet og parlamentet. Forsvarsministeriet kan ønske sig 1.050 køretøjer, men det kan ikke selv skabe den budgetmæssige dækning eller gældsgodkendelse, der skal betale regningen. Italienske medier beskriver netop det som knuden: om ekstra forsvarsudgifter kræver ny parlamentarisk godkendelse, og om lån gennem SAFE er billigere eller politisk lettere at håndtere end almindelig statsgæld (Quotidiano.net). Indtil de spørgsmål er afklaret, må det fælles selskab vente.

Uret er ikke juridisk, men det tikker alligevel

Bruxelles har signaleret, at der ikke findes en hård juridisk frist for Italiens underskrift. Presset ligger et andet sted. Ubrugte SAFE-midler skal fordeles på ny inden udgangen af 2026, så tøven har en konkret pris. Venter Rom for længe, kan pengene flytte til lande, der kom først (Adnkronos).

Risikoen for omfordeling rækker længere end italiensk budgetpolitik. Frankrig har grund til at følge sagen tæt. Et italiensk program bygget op omkring Rheinmetall-platforme kan gøre tyskforbundne landmilitære systemer til Europas standardleverandør af pansrede køretøjer. Det er en udvikling, Paris næppe ønsker at hjælpe på vej. SAFE stiller krav om fælles indkøb og begrænser brugen af komponenter uden for EU (Europa-Kommissionen), men reglerne forhindrer ikke, at pengene styrker ét lands forsvarsindustri på bekostning af et andet.

Det bredere mønster gør problemet tydeligere. I Polen bliver Italiens tøven ikke behandlet som en direkte trussel mod østflanken, men som endnu en prøve på, om Europas løfter om tunge styrker kan blive troværdige inden 2027 (Radar RP). Tysklands permanente brigade i Litauen, som ventes at nå omkring 5.000 soldater med kampvogne og mekaniseret infanteri inden udgangen af 2027, er den mest synlige kortsigtede målestok for, om NATO’s løfter til østflanken efter 2022 faktisk bliver leveret (Euronews PL, Atlantic Council).

Europas oprustning producerer foreløbig flere meddelelser, finansieringsmodeller og industriselskaber end kampklare pansrede køretøjer. Italien viser hvorfor: Pengene kan være til rådighed, industrien kan være villig, alliancen kan kræve tempo, og alligevel sker der ingenting, før et finansministerium vil låne, og et parlament vil bruge pengene.

Det, der kan afgøre sagen, mangler stadig: Italiens præcise NATO-mål for kapaciteter, beredskabsstatus for den enhed, A2CS skal udruste, og tidsplanen for kontraktunderskrivelsen. Uden de oplysninger ligger historien i afstanden mellem den hastighed, Europa siger, det har brug for, og den hastighed, landenes finanspolitiske institutioner tillader.