Italien og Tunesien afviser Libyens havkrav

En eksklusiv økonomisk zone, EEZ, giver en kyststat ret til fiskeri, havbundens mineraler og energiressourcer op til 200 sømil fra kysten. Den giver ikke fuld suverænitet. Det er netop forskellen, som nu er blevet politisk vigtig i det centrale Middelhav.

Italien og Tunesien har hver især sendt formelle breve til FN, hvor de afviser Libyens ensidige erklæring om en eksklusiv økonomisk zone. Hidtil havde kun Grækenland og Cypern formelt anfægtet det tyrkisk-libyske maritime memorandum fra 2019, som trak grænselinjer, Athen og Nicosia mener skærer gennem havområder, de selv gør krav på. Med Italien og Tunesien kommer modstanden nu også fra den centrale del af Middelhavet.

Hvad et protestbrev til FN gør — og ikke gør

Efter FN’s havretskonvention, UNCLOS, kan stater med modstående eller tilstødende kyster ikke afgøre overlappende havgrænser ved blot at indlevere en linje til FN. Artikel 74 og 83 kræver, at afgrænsningen sker ved aftale og med et rimeligt resultat som mål (UNCLOS full text). FN registrerer en stats position, men godkender den ikke. En ensidig indlevering kan heller ikke binde andre stater, hvis rettigheder bliver berørt (UN DOALOS Libya file).

Et protestbrev lægger derimod ikke-accept ind i det officielle register. Det forhindrer, at tavshed senere kan udlægges som samtykke, og det fortæller energiselskaber, diplomater og domstole, at grænsen er omstridt. Ifølge Pentapostagma indleverede Libyen sin note 27. maj 2025, Tunesien gjorde indsigelse 19. april 2026, og Italien fulgte efter 26. maj 2026. De præcise FN-tekster er ikke uafhængigt verificeret.

Det Europæiske Råd, hvor EU’s stats- og regeringschefer fastlægger den politiske retning, fastslog i december 2019, at det tyrkisk-libyske memorandum »krænker tredjestaters suveræne rettigheder, ikke er i overensstemmelse med havretten og ikke kan få retsvirkninger for tredjestater« (European Council conclusions). Italien og Tunesien lægger nu egne indsigelser oven på den EU-linje og styrker den fra en anden del af Middelhavet.

Forskellige lande, forskelligt juridisk grundlag

De italienske og tunesiske indsigelser hviler på to forskellige sager. Italien har ifølge omtalen henvist til maritime grænser knyttet til Den Internationale Domstols afgørelse fra 1985 om kontinentalsoklen mellem Libyen og Malta (ICJ Libya/Malta case). Argumentet er, at Libyens krav foregriber italienske rettigheder.

Tunesien har derimod henvist til sin egen sag mod Libyen ved Den Internationale Domstol fra 1982 (ICJ Tunisia/Libya case). Tunis fremstiller dermed sin indsigelse som forsvar for et eksisterende bilateralt juridisk udgangspunkt, ikke som solidaritetserklæring med Grækenland eller Cypern.

De to linjer har forskellig politisk vægt. Rom gør indsigelse i juraen, men holder de diplomatiske kanaler åbne. Italien har brug for Libyen i håndteringen af migration på den centrale middelhavsrute og i energisamarbejdet under Meloni-regeringens Mattei-plan, som skal placere Italien som bindeled mellem Nordafrika og Europa gennem gas og infrastruktur (Renewable Matter).

Tunesien har gjort indsigelse mere stille. Den synlige diplomati har især lagt vægt på støtte til en libysk-ledet politisk løsning, ikke på maritim konfrontation (La Presse de Tunisie). Den juridiske indlevering og den diplomatiske tone trækker derfor ikke helt samme vej.

Håndhævelsesgabet

Indsigelserne ophæver ikke Libyens krav. De gør det dyrere politisk og juridisk at behandle grænsen som afgjort, men en højere pris er ikke det samme som ændret adfærd.

Tre forhold begrænser, hvad protestbreve kan udrette. FN afgør ikke havgrænsestridigheder; organisationen opbevarer papirerne. Domstole kræver jurisdiktion. Og Tyrkiet, som støtter Libyens maritime position, er ikke part i UNCLOS og begrunder sine krav med folkeretlig sædvaneret. Tyrkiet har for nylig sendt egne breve til FN, hvor Ankara anfægter græske, cypriotiske og egyptiske maritime positioner (Greek News on Demand). Ingen domstol har afgjort de nuværende linjer, og UNCLOS’ tvistbilæggelse kan ikke påtvinges Ankara uden tyrkisk samtykke.

Den praktiske test bliver, om energiselskaber vurderer den omstridte zone som for risikabel til efterforskningslicenser, og om Libyen eller Tyrkiet kan fortsætte presset gennem kontrakter og væbnet tilstedeværelse ud for Libyens kyst. Grækenland, Cypern, Italien og Malta har for nylig udbygget det maritime samarbejde på et topmøde i Rom (CDE News). Frankrig og Italien godkendte 25. juni i Antibes fælles navigationsordninger, som skal være i overensstemmelse med havretten (Élysée joint statement). Det er signaler om samordning, ikke håndhævelsesværktøjer.

Den juridiske sag mod Libyens krav bliver stærkere. Håndhævelsen halter stadig efter.