Italien bremser asyloverførsler

Otte EU-lande sendte i de første tre uger efter 12. juni anmodninger til Italien om at overtage asylsager efter EU’s nye regler. Italien afviste dem alle. To måneder senere sagde indenrigsminister Matteo Piantedosi til ANSA, at der siden pagtens ikrafttræden var kommet omkring 50 anmodninger, men at kun tre personer rent faktisk var ankommet til Italien. Afstanden mellem en afgørelse på papir og et menneske, der stiger ud af en bus, var netop det problem, EU’s migrations- og asylpagt skulle løse. De første tegn peger på, at den ikke har gjort det.

Anmodningerne vokser, ankomsterne udebliver

EU-Kommissionens første vurdering dækkede perioden fra 12. juni til 7. juli. Den fandt 12 overførselssager fra otte medlemslande, og Rom afviste dem alle. Piantedosis interview 21. august opdaterer billedet: omkring 50 anmodninger ind, tre faktiske ankomster ud.

Østrig er det eneste land, der konkret hævder at have gennemført overførsler. Østrigske og italienske medier skriver med henvisning til Østrigs indenrigsministerium, at fire asylansøgere efter 12. juni blev sendt fysisk til Italien med bus eller tog (ORF, Il Sole 24 Ore). Men fire østrigske overførsler passer dårligt med Piantedosis tre ankomster. Ingen har offentliggjort data på sagsniveau, og ingen af parterne har forklaret forskellen.

Det samme hul findes i resten af Europa. Eurostat viser, at 111.708 udgående anmodninger under det gamle Dublin-system i 2025 førte til kun 16.620 faktiske overførsler. Dublin-reglerne var EU’s tidligere model, hvor det første indrejseland som hovedregel fik ansvaret for asylsagen. Italien modtog alene 24.152 anmodninger det år. De nye regler i pagten skulle mindske forskellen med bedre dokumentation og tydeligere kriterier for ansvar. Flaskehalsen var bare aldrig identifikationen. Den var selve overdragelsen.

Derfor er forsinkelse et våben

Efter EU-retten går ansvaret tilbage til det afsendende land, hvis en overførsel ikke er gennemført inden seks måneder (forordning 604/2013, artikel 29). Italien behøver derfor ikke vinde en juridisk diskussion. Landet skal blot lade tiden gå.

Kommissionen har sagt klart, at et modtagerland ikke bare kan nægte en overførsel. Det skal foreslå en ny dato. Men Bruxelles har ingen operativ myndighed til at sætte en person på et fly til Rom. Kommissionens redskab er traktatbrudsproceduren, en langsom juridisk proces, der til sidst kan ende med en dom og bøder. Det er et presmiddel målt i år, ikke uger. Over for en frist på seks måneder er det indbygget for langsomt.

Striden mellem Berlin og Rom viser mekanikken. Da Tyskland 19. august forsøgte at overføre tre asylansøgere, sagde Viminale, Italiens indenrigsministerium, at sagerne lå før pagtens startdato 12. juni og derfor var omfattet af en bilateral »ren tavle«-forståelse fra slutningen af 2025 (Adnkronos, Tagesschau). Tyskland er uenig. Gråzonen mellem gamle Dublin-sager og nye pagtsager er præcis der, hvor de to regeringer nu kæmper, og hverken EU-retten eller den bilaterale aftale trækker en skarp linje.

Som vi tidligere har skrevet, sagde vicepremierminister Matteo Salvini i sidste uge, at Italien ikke vil acceptere tilbagesendelser fra Tyskland, så længe tyske NGO-skibe fortsætter med at sejle reddede migranter til italienske havne. Den kobling blander juridisk adskilte forpligtelser sammen, men den virker politisk. Den gør et procedureproblem til et spørgsmål om suverænitet, og den slags rejser lettere gennem italiensk indenrigspolitik end en diskussion om artikelnumre.

Gennemførelsen fejler i hele Europa

Finland har bekræftet, at landet forbereder individuelle overførsler til Italien, men havde 21. august endnu ikke gennemført nogen (HS). Nederlandene har aftalt en ren tavle-model med Rom, som kun dækker sager efter 12. juni, men ingen nederlandsk kilde bekræfter en gennemført overførsel (NOS).

Irland presser Rom sammen med de nordeuropæiske lande, men landets egen historik svækker presset. The Irish Times har beskrevet, hvordan kun 19 fysiske overførsler fulgte af 1.037 overførselsafgørelser mellem 2021 og 2025. Eurostat registrerede nul udgående irske Dublin-overførsler i 2025. Selv lande, der kræver italiensk efterlevelse, har haft svært ved at omsætte egne afgørelser til faktisk bevægelse.

Pagten gav Europa bedre redskaber til at fastslå, hvilket land der skal behandle en asylsag: en bredere fingeraftryksdatabase (den reviderede Eurodac-forordning), klarere ansvarsregler og stærkere bestemmelser mod sekundær bevægelse, altså når asylansøgere rejser videre fra det første EU-land til et andet. Men ingen af de redskaber giver medlemslandene magt til at gennemføre en overførsel, når modtagerlandet trækker tiden. Pagten har forbedret fordelingen af ansvar. Gennemførelsen ligger stadig hos nationale regeringer, som ikke nødvendigvis vil samarbejde. Kommissionen skylder et svar på, om den vil åbne en traktatbrudssag mod Italien. Indtil da tester Italien, om præcise ansvarsregler betyder noget, når en regering ganske enkelt nægter at flytte mennesker.