Italien får energifritagelse på €6.5 billion

EU-Kommissionen ventes 3. juni at meddele, at Italien kan holde op til 0,3 % af BNP om året i energiinvesteringer ude af opgørelsen af budgetunderskuddet. Det svarer til cirka 6,5 mia. euro i perioden 2026-2028 (Il Fatto Quotidiano). Fritagelsen kommer ikke som en ny regel. Den bliver lagt ind i den undtagelse for forsvarsudgifter, som 15 medlemslande allerede aktiverede i juli sidste år. Når energiinvesteringer defineres som sikkerhedspolitik, får de samme behandling som kampvogne og soldater. Præcedensen er vigtigere end beløbet.

Hvordan forsvar opslugte energi

EU’s reformerede stabilitets- og vækstpagt, altså regelsættet for hvor meget medlemslandene må låne, trådte i kraft i april 2024. Den erstattede de gamle mål med en nettoudgiftssti, som begrænser hvor hurtigt regeringer må øge de offentlige udgifter år for år. For at give plads til oprustningen efter Ruslands invasion af Ukraine indeholder pakken en national undtagelsesklausul, der tillader op til 1,5 % af BNP i ekstra forsvarsudgifter frem til 2028 (Europa-Parlamentet).

Italien aktiverede aldrig klausulen for forsvar. I stedet skrev Giorgia Meloni 17. maj til Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, at hvis budgetreglerne kan bøjes for militærudgifter, bør de også kunne bøjes for energisikkerhed. Svaret, som Italiens kommissionsnæstformand Raffaele Fitto har været med til at forhandle på plads, udvider forsvarsklausulen indefra: Energiinvesteringer kan udgøre op til 0,6 % af BNP samlet, men kun inden for den eksisterende ramme på 1,5 % (Corriere della Sera). Kun anlægsinvesteringer tæller med. Subsidier og prislofter gør ikke.

Den økonomiske begrundelse er ikke grebet ud af luften. Italiensk industristrøm kostede 278 euro pr. MWh i første halvår 2025, cirka 29 % over EU-gennemsnittet på 216 euro pr. MWh (Confindustria, Eurostat). Krisen omkring Hormuzstrædet udvidede forskellen. Italienske industrivirksomheder betaler mere for strøm end næsten alle andre i Europa, og regningen rammer direkte i konkurrenceevnen.

Hvem må kalde det sikkerhed?

Den økonomiske sag holder. Den politiske modtagelse afhænger mere af, hvem der beder om fleksibilitet. Da Der Spiegel omtalte Melonis brev, kaldte magasinet det et "Bettelbrief", et tiggerbrev. Tysklands eget forventede underskud i 2026 ligger på 3,7 % af BNP (det tyske finansministerium). Italiens ligger lavere, omkring 3 %. Berlin har også aktiveret forsvarsklausulen og oprettet en forfatningsmæssigt undtaget infrastrukturfond, hvor ifo-instituttet vurderer, at op til 95 % af udgifterne glider væk fra fondens erklærede formål (WirtschaftsWoche). Det blev ikke kaldt tiggeri.

Frankrig står samtidig helt udenfor. Med et underskud på omkring 5 % og en plads i EU’s procedure for uforholdsmæssigt store underskud, som er sanktionssporet for regeringer med vedvarende for store underskud, kan Paris ikke bruge forsvarsklausulen. Dermed kan Frankrig heller ikke nå den nye energidel af klausulen (El País). Frankrig bruger cirka 6 mia. euro på akut energistøtte, omtrent det samme som Italiens fritagelse dækker. Men i Frankrig tæller hver euro direkte med i underskuddet (Parlons Politique).

Hvad bliver næste undtagelse?

Forskere ved CEPR peger allerede på sprækker mellem de nye regler og den måde, de bliver anvendt på. Obligationsmarkederne følger også med. Italiens BTP-Bund-spread, altså den ekstra rente Italien betaler i forhold til Tyskland, steg fra 59 basispoint i januar til over 100 i april, ifølge countryeconomy.com. Det er ikke panik. Men det er heller ikke ligegyldighed.

Hver enkelt undtagelse kan forsvares isoleret. Italiens energiomkostninger skader reelt landets konkurrenceevne. Forsvaret havde reelt brug for budgetmæssigt rum. Men hvis energi kan placeres inden for forsvar, står klimainvesteringer næst i køen. Derefter digitalisering. Derefter boliger. EU’s reformerede budgetregler er knap to år gamle, og de bliver allerede fortolket så bredt, at begrænsningerne begynder at miste deres kraft.