Kazakhstan stopper olie efter angreb

Europa har brugt kasakhisk olie som en praktisk erstatning for russiske tønder siden invasionen af Ukraine. Nu viser svagheden sig: Olien er kasakhisk på papiret, men den vigtigste rute til europæiske raffinaderier går stadig gennem russisk territorium og ud i Sortehavet, hvor skibe i stigende grad bliver mål.

Efter droneangreb på tankskibe ved Ruslands Novorossijsk-terminal forberedte Kasakhstan sig på at standse eksporten gennem CPC-rørledningen, landets vigtigste råolierute til Europa.

Tre angreb, så stilhed

Caspian Pipeline Consortium, et internationalt konsortium der især transporterer kasakhisk råolie til en lasteterminal på Ruslands Sortehavskyst, indstillede driften to gange på tre dage. Den 19. juli ramte droner to tankskibe under lastning. CPC genoptog kortvarigt aktiviteten, men stoppede igen den 20. juli, efter at et tredje skib blev ramt (S&P Global, BOE Report). Den 21. juli forberedte Kasakhstan sig ifølge Bloomberg på helt at stoppe pumpningen, fordi rederierne ikke længere ville sende skibe ind i området (Bloomberg).

Blandt CPC’s ejere er KazMunayGas, Chevron, ExxonMobil og Shell samt russiske Lukoil (CPC). Europæiske raffinaderier har behandlet CPC Blend som et brugbart alternativ til sanktioneret russisk olie (EIA). Tøndens pas siger Kasakhstan. Geografien siger Rusland. Og i praksis er det rederierne, ikke regeringerne, der afgør, om skibene sejler ind i en dronezone.

Berlins raffinaderiproblem

Tyskland viser, hvad rutepolitik betyder for den konkrete brændstofforsyning. PCK-raffinaderiet i Schwedt, som forsyner Berlin, Brandenburg og dele af det vestlige Polen, mistede i juli adgang til kasakhisk råolie via Druzhba-rørledningen. De manglende mængder svarede til omkring en femtedel af den olie, raffinaderiet normalt forarbejder. En erstatningsleverance fra Sydamerika holdt ifølge det tyske økonomiministerium kapacitetsudnyttelsen tæt på 80 % (Zeit). Berlin fastholder, at der ikke er nogen brændstofkrise.

Regeringen ser nu igen på en udbygning af rørledningen fra Rostock til Schwedt, som helt ville omgå ruter under russisk kontrol. Projektet sidder fast, fordi EU-regler begrænser Berlins mulighed for at støtte infrastrukturen, hvis fordelen reelt tilfalder Rosneft Deutschland, det russisk ejede selskab der stadig driver PCK under tysk statslig kontrol (Zeit).

Risikoen stopper ikke ved én terminal

Den 21. juli ramte en drone propantankeren Gas Lisbon i det vestlige Sortehav, mens den var på vej mod Ukraines Donau-havn Reni. Rumænien reddede alle 17 besætningsmedlemmer (Euronews, tagesschau). Angrebet skete i Rumæniens eksklusive økonomiske zone, hvor landet har rettigheder over ressourcer og sikkerhed, men ikke fuld suverænitet som i territorialfarvandet. Den forskel gør et militært NATO-svar mindre sandsynligt; den mere realistiske reaktion er overvågning og afskrækkelse (BBC). Bulgarien, Rumænien og Tyrkiet har allerede en fælles minerydningsgruppe, som gradvist udvides mod beskyttelse af infrastruktur (Armymedia). Men flådepatruljer løser ikke det grundlæggende problem.

Rutens sårbarhed skærper også forhandlingerne internt i EU. Den 21. sanktionspakke mod Rusland var fortsat uafklaret i midten af juli, blandt andet på grund af uenighed om olieprisloftet (ANSA). EU-sanktioner kræver enstemmighed, så én regering kan bremse hele pakken. Grækenland har ifølge Euronews blokeret bestemmelser, der ville forbyde transport af russisk LNG, for at beskytte sin specialiserede rederisektor, selv om græskinteresserede tankskibe var blandt de fartøjer, der blev ramt nær CPC-terminalen (Euronews, Newsit).

Hver afbrydelse giver samtidig Ungarns Viktor Orbán et færdigt argument. Ifølge Telex købte Budapest russisk energi for 591 mio. euro i juni, og Orbán fremstiller fortsatte russiske importstrømme som en nødvendighed, selv når Ungarns egne lagerdata ikke viser nogen forsyningskrise (Portfolio).

Europa har skiftet ejer på olien. Det har ikke skiftet geografi på ruten. Før der findes alternative rørledninger og lasteterminaler uden for Sortehavets krigszone, bliver forskellen mellem mærkat og beliggenhed ved med at være det sted, hvor europæisk energisikkerhed knækker.