Letland vil forbyde russiske industrivarer

Letlands udenrigsministerium har udarbejdet et lovforslag, der skal forbyde import af visse industrivarer fra Rusland og Belarus. Dermed går Riga længere end de fælles EU-sanktioner, som medlemslandene hidtil har vedtaget (Fontanka). Varelisten er endnu ikke offentliggjort, og netop den detalje er afgørende: Et snævert forbud mod sikkerhedsfølsomme komponenter kan forsvares som national sikkerhedspolitik. Et bredt forbud mod industrikategorier begynder derimod at ligne handelspolitik. Og handelspolitik hører efter EU-traktaterne hjemme i Bruxelles.

Den økonomiske mekanisme er enkel. Et nationalt importforbud gør det dyrere for lettiske virksomheder at skaffe varer og begrænser deres leverandørvalg. Men det rammer kun i begrænset omfang russiske indtægter, fordi de samme varer kan komme ind i EU gennem et andet medlemslands toldmyndigheder og derefter bevæge sig frit i det indre marked, hvor varer normalt krydser grænser uden kontrol. Letland får omkostningen. Rusland mærker kun lidt.

Hvorfor Letland normalt ikke kan gøre det — og hvorfor landet alligevel forsøger

EU-retten er klar på dette punkt. Artikel 207 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde giver EU enekompetence over den fælles handelspolitik: told, handelsaftaler og foranstaltninger mod illoyal import. Artikel 3 fastslår, at når en kompetence er eksklusiv, er det kun Unionen, der kan handle. Medlemslandene kan ikke hver for sig beslutte, hvilke udenlandske varer der må krydse deres grænser.

Letlands argument er, at forslaget ikke handler om handelspolitik, men om sikkerhed. Traktaterne giver faktisk plads til nationale restriktioner af hensyn til den offentlige sikkerhed, blandt andet i artikel 36, og under alvorlige internationale kriser, jf. artikel 347. Ruslands fuldskala invasion af Ukraine giver Riga et stærkere grundlag, end en almindelig fredstidstvist ville gøre.

Men undtagelserne er snævre. De giver ikke medlemslandene en permanent ret til at føre hver deres handelspolitik. Hvis Letland kan bruge dem til at forbyde industrivarer, som Bruxelles ikke har sanktioneret, kan andre medlemslande gøre det samme med henvisning til andre trusler og andre produkter. Så bevæger EU sig væk fra én toldunion og hen imod 27 nationale regelsæt. For virksomheder med grænseoverskridende handel betyder det højere efterlevelsesomkostninger og et større incitament til at sende varer ind gennem det land, hvor reglerne er lettest at omgå.

Landbruget som prøveballon: store fald, begrænset effekt

Letland har allerede afprøvet den nationale model på fødevarer. Siden marts 2024 har landet blokeret import af landbrugsprodukter og dyrefoder fra Rusland og Belarus. Parlamentet har forlænget forbuddet til juli 2027 og begrundet det med national sikkerhed (Saeima). Letland har også ændret reglerne for offentlige indkøb, så leverandører skal udelukke varer med russisk eller belarusisk oprindelse fra offentlige kontrakter (LV Portals).

Importtallene faldt markant. Letlands køb af russiske og belarusiske foderprodukter faldt med 93 %, mens importen af korn faldt med 100 % sammenlignet med første halvår 2024 (Bauskas Dzīve). Men lettiske embedsmænd har selv peget på, at EU’s fælles toldforhøjelser bar den største del af effekten. Samtidig undtager forbuddet udtrykkeligt transitgods og varer, der er på vej til andre EU-lande (Baltic Times). Varer med russisk oprindelse kan derfor stadig komme ind i EU via for eksempel en tysk eller hollandsk havn og cirkulere i resten af blokken. Lettiske importører mister adgang. Russiske eksportører finder en anden indgang.

Det er grundproblemet ved at gå enegang: Lettiske virksomheder betaler mere for alternative leverandører, lettiske toldmyndigheder får mere kontrolarbejde, og russiske indtægtskanaler forbliver åbne gennem andre EU-indgange.

Hvem støtter Letland — og hvem følger ikke efter

EU forbyder allerede import af blandt andet russisk kul, olie, stål, cement, træ, aluminium, guld og diamanter (Europa-Kommissionen, Rådet). Letlands forslag retter sig mod de industrivarer, der stadig ligger uden for de fælles restriktioner.

De baltiske lande og Polen deler Rigas ønske om hårdere kurs over for Rusland. Litauen, Letland og Estland har sammen presset på for at fremskynde EU’s forbud mod russisk olieimport (LRT). Men Letland står mere alene med metoden end med målet. Polens landbrugsministerium har advaret om, at medlemslande med egne importforbud risikerer traktatbrudssager ved EU-Domstolen (Wiadomości Handlowe). Tyskland arbejder i en anden retning: at kontrollere, hvordan russiske varer når EU gennem mellemmænd i Kasakhstan, Kina og Tyrkiet, med målrettede toldkontroller af de ruter og virksomheder, hvor sanktionsomgåelse er mest sandsynlig (Bundestag).

Der er foreløbig ingen kø af medlemslande, der vil kopiere Letlands nationale model.

Præcedensen kan blive vigtigere end handelsvolumen

Uden lovforslagets varekoder er det umuligt at vurdere den direkte handelseffekt. Den kan vise sig at være mindre end den juridiske præcedens, forslaget skaber. EU-Kommissionen har endnu ikke reageret offentligt. De lettiske importører og virksomheder, der bliver ramt, fylder næsten ikke i debatten.

Hvis Bruxelles accepterer Letlands linje, får andre frontlinjestater en model for nationale forbud uden for EU’s fælles sanktioner. Hvis Kommissionen anfægter forbuddet, skal den forsvare EU’s juridiske ramme for sanktioner, selv når målet er russisk handel. Uanset hvad tvinger et af EU’s mindste medlemslande nu en ubehagelig afklaring frem: Hvor langt kan national sikkerhed strækkes i et fælles handelssystem?