Letlands regering falder efter NATO-regler forhindrede nedskydning af grænsedroner

Natten til 7. maj opdagede franske kampfly på patrulje over Baltikum en drone over Rēzekne, en lettisk by 40 kilometer fra den russiske grænse. Piloterne fulgte den visuelt. De havde våben. De skød ikke. Forklaringen kom få dage senere fra lettisk tv: "Kriterierne for våbenindsats var ikke opfyldt." Inden for en uge var Letlands forsvarsminister gået af, premierministeren fulgte efter, og regeringen faldt (Le Monde, Breaking Defense).

Det var ikke et system, der brød sammen. Det var et system, der fungerede efter bogen over for en trussel, som bogen ikke længere passer til.

Fire led, ingen udløser

NATO's Baltic Air Policing, alliancens luftrumspatruljering over Baltikum, fungerer gennem en kommandokæde med fire aktører, som hver kun har en del af beslutningsmagten. Det Nordatlantiske Råd, hvor alle 32 allierede skal være enige, fastlægger reglerne for våbenindsats. SACEUR, NATO's øverstkommanderende i Europa og altid en amerikansk general, omsætter reglerne til operative ordrer. CAOC Uedem, et døgnbemandet kommandocenter i Tyskland, sender flyene på vingerne. Og det land, der stiller flyene til rådighed, i dette tilfælde Frankrig, bevarer en national vetoret over faktisk våbenbrug gennem sin egen militære kommandovej (NATO, Defence Matters).

Letland kan altså ikke selv beordre en NATO-pilot til at skyde. Landet har ingen kampfly. Det stiller landingsbane og radarinfrastruktur til rådighed, men fingeren på aftrækkeren ligger i Paris, går gennem Uedem og er begrænset af regler skrevet i Bruxelles. Letlands egen NATO-ambassadør har erkendt, at droner i lettisk luftrum "primært" er Letlands ansvar, selv om landet mangler kapaciteten til at løfte ansvaret (LRT).

Reglerne kræver visuel identifikation, sikkerhed for at nedfald ikke rammer civile, og en vurdering af proportionalitet. For en langsom drone i 200 meters højde over en beboet by klokken tre om natten kan de krav i praksis være umulige at opfylde, før dronen rammer noget.

Den bilaterale omvej

Mens NATO arbejder i konsensus-tempo, bygger landene på østflanken bilaterale alternativer med Ukraine, som har den konkrete slagmarkserfaring med droner. På Bucharest Nine-topmødet 13. maj underskrev Litauen en fuld Drone Deal med Ukraine om fælles produktion af fire droneklasser på litauisk jord (Euromaidan Press). Polen og Estland udvikler sammen Mark 1-antidronemissilet, polske fabrikker forbereder masseproduktion, og kampafprøvning er allerede i gang i Ukraine (Army Recognition).

NATO-generalsekretær Mark Rutte støttede logikken på selve topmødet: "Vi kan ikke blive ved med at nedskyde droner til 20.000 dollar med missiler til 3 eller 4 millioner ... Ukraine kan spille en stor rolle her" (NATO). Finland, som af national lovgivning er begrænset i at skyde i retning af den russiske grænse, fremskynder samtidig dronesamarbejdet med Kyiv på sit eget spor (YLE).

EU kører et parallelt forsøg. Den 5. maj åbnede EU-Kommissionen for ansøgninger til de stiftende medlemmer af en EU-Ukraine Drone Alliance med frist 25. maj (European Commission). Men Frankrig og Tyskland er skeptiske over for at give Bruxelles en koordinerende rolle på forsvarsområdet og foretrækker NATO eller mindre grupper, hvor de selv har mere greb om processen (Lowy Institute). Resultatet er tre parallelle institutionelle spor: NATO, EU og bilaterale aftaler. Ingen af dem leverer endnu samlet dækning.

Hullet følger geografien

Mønstret skaber en alliance i to lag. Lande med egne flyvevåben, som Polen og Finland, kan handle nationalt, når droner krydser deres grænser. Polen har allerede skudt mindst tre russiske droner ned over sit territorium. Lande uden egne kampfly, som Letland, Estland og Litauen, bliver inde i NATO's konsensusbundne kommandokæde, der viste sig for langsom over for en trussel målt i minutter.

Den 15. maj kom endnu en dronealarm i det østlige Letland. NATO-fly blev igen sendt på vingerne. Det strukturelle hul, som 7. maj blotlagde, er stadig ikke lukket (LSM). Dronerne bliver ved med at komme, og alliancen, der er bygget til at afskrække væbnet angreb, har endnu ikke afklaret, hvad den gør ved et billigt ubemandet fly lavt over en medlemsstats by om natten. Den bilaterale bølge kan på sigt lukke hullet. Foreløbig er de mest udsatte lande også dem, der har mindst myndighed til at beskytte sig selv.