Litauen afviser Washingtons potaskeplan

USA har bedt Litauen, Polen og Ukraine om igen at lade belarusisk kali passere gennem deres territorium. Alle tre sagde nej. Anmodningen kom i maj 2026 som et usigneret State Department-nonpaper, altså et uformelt politisk papir uden officiel afsender. Sagen viser en strukturel sprække i den transatlantiske sanktionspolitik. Washington har allerede ophævet sine egne restriktioner mod Belaruskali, Belarus’ statslige monopol på kali. EU kan kun gøre det samme, hvis alle 27 medlemslande er enige. Uenigheden er derfor juridisk, ikke bare diplomatisk.

Hvorfor ét land ikke kan sige ja alene

EU’s sanktioner mod belarusisk kali ligger i Rådets forordning (EF) nr. 765/2006, en EU-lov, der gælder direkte for alle toldmyndigheder, jernbaneoperatører og havneterminaler i medlemslandene (finance.ec.europa.eu). Forordningen forbyder ikke kun import, men også transit og transport af belarusisk kaliumklorid på EU’s territorium (gov.ie). Litauens udenrigsminister, Kęstutis Budrys, sagde det uden omsvøb: Så længe EU-sanktionerne gælder, "kan sådanne aktiviteter ikke udføres i Litauen, Letland eller Polen" (LRT).

Sanktionerne blev vedtaget enstemmigt i EU-Rådet, hvor alle medlemslande skal sige ja. De kan kun ophæves på samme måde. I februar 2026 forlængede EU enstemmigt Belarus-sanktionerne til februar 2027 og fastholdt udtrykkeligt restriktionerne på kali (Mayer Brown). Det amerikanske nonpaper beder dermed tre lande om at gøre noget, EU-retten ikke giver dem lov til at gøre alene. Litauens præsident, Gitanas Nausėda, formulerede det direkte: "Vi kunne ikke ændre noget, selv hvis vi ville."

Fanger for kali

Washingtons argument bygger på en transaktionslogik. Siden januar 2025 har Trumps udsending John Coale flere gange besøgt Minsk og sikret løsladelsen af over 500 politiske fanger, herunder nobelprismodtageren Ales Bialiatski og oppositionslederen Maria Kolesnikova, mod gradvise amerikanske sanktionslempelser (Euronews, RFE/RL). I marts 2026 havde Washington fjernet Belaruskali helt fra sin sanktionsliste. Det amerikanske papir foreslog, at europæiske transitindtægter kunne finansiere Ukraines forsvar; en formulering, der gjorde et nej politisk dyrere.

Argumentet om, at sanktionslempelser kan trække Belarus væk fra Rusland, støder på hårde militære fakta. Rusland udstationerede sit atomkapable Oreshnik-missilsystem i Belarus i december 2025, samme uge som kaliaftalen (Arms Control Association). Ukraines udenrigsminister, Andrij Sybiha, afviste logikken: "Der bør ikke være nogen illusioner om, at nogen gennem indrømmelser af en eller anden art vil kunne trække Belarus ud af Ruslands indflydelsessfære" (Interfax Ukraine).

Prisen for at sige nej

Litauens afvisning har en reel økonomisk pris. Belarusisk kali udgjorde tidligere næsten en tredjedel af godsmængden i havnen i Klaipėda. Tabet kostede omkring 14 mio. euro om året i havneindtægter, og terminalen, der håndterede forsendelserne, så indtægterne falde fra 96 mio. euro til 3,2 mio. euro (Lrytas). Polen har forholdt sig strategisk tavst. Warszawa har hverken bekræftet eller afvist, at landet modtog papiret, men forskellen mellem polsk og belarusisk jernbanesporvidde giver en praktisk teknisk barriere oven i den juridiske (Rzeczpospolita).

EU har samtidig strammet kursen. Den 20. sanktionspakke, vedtaget i april 2026, føjede nye belarusiske enheder til sanktionslisten og hævede toldsatserne på belarusisk kali, der når ind i EU (Mayer Brown).

Den ukrainske præsidentrådgiver Dmytro Lytvyn pegede på den systemiske risiko: "Det giver Putin tillid til, at sanktioner kan lempes" (RBC-Ukraine). Hvis en synlig sektorsanktion i EU kan pilles fra hinanden gennem bilateralt amerikansk pres mod enkelte hovedstæder, kan samme model bruges mod russisk energi og finansielle restriktioner. Næste prøve kommer i februar 2027, når Belarus-sanktionerne igen skal forlænges enstemmigt. Ét medlemsland kan blokere. Ungarn har tidligere brugt den løftestang i sanktionspakker mod Rusland, men under den nye regering ledet af Péter Magyar er Budapest rykket tættere på EU’s hovedstrøm.

På et andet spor har Lukasjenko luftet et muligt salg af en mine til amerikanske investorer for 3 mia. dollar (Euromaidan Press). Hvis amerikanske selskaber køber sig ind i belarusisk kaliproduktion, bliver Washingtons stille anmodning til et krav med direkte kommerciel interesse bag.