Litauen søger ny kurs mod Kina

Da Litauen i 2021 åbnede et taiwansk repræsentationskontor i Vilnius, svarede Beijing igen med det samme. Kina nedgraderede de diplomatiske forbindelser og lagde pres på litauisk eksport, men også på europæiske forsyningskæder, hvor litauiske komponenter indgik (Reuters, WTO DS610). Fem år senere siger den udpegede udenrigsminister Kestutis Budrys, at Vilnius vil normalisere forholdet til Kina på pragmatiske vilkår, inden for folkeretten og Litauens forpligtelser i EU og NATO (LRT, Euronews).

Kursændringen er ikke tilfældig. Litauen bar i vidt omfang regningen alene. Derfor efterlader sagen et mere ubehageligt spørgsmål til resten af EU: Kan det værn, Bruxelles siden har bygget mod økonomisk pres udefra, beskytte den næste lille medlemsstat, før skaden er sket?

Hvad Litauens krise skabte

Konflikten holdt op med at være rent bilateral, da EU-Kommissionen indbragte Kina for WTO for diskriminerende handelsforanstaltninger. Fordi handelspolitik er et EU-anliggende, kunne Kommissionen føre sagen på hele unionens vegne. Dermed blev pres mod én hovedstad omformuleret til et angreb på det indre marked.

Sagen satte også fart i et nyt juridisk redskab. EU’s anti-tvangsinstrument, vedtaget i 2023, fungerer i tre trin. Først undersøger Kommissionen, om et land uden for EU bruger økonomisk pres mod en medlemsstat. Derefter afgør Rådet, hvor medlemslandenes regeringer sidder, med kvalificeret flertal, om der er tale om tvang. Det betyder, at store lande vejer tungere, men at ét enkelt land ikke kan blokere alene. Hvis tvang konstateres, kan Kommissionen foreslå modtræk som told, udelukkelse fra offentlige udbud eller investeringsrestriktioner.

Redskabet findes. Det er bare aldrig blevet brugt. EU’s Institut for Sikkerhedsstudier formulerede det uden pynt: Europa mangler ikke flere handelsvåben. Det mangler viljen til at trykke på aftrækkeren.

Tre lande, tre grunde til tøven

Om anti-tvangsinstrumentet faktisk bliver brugt, afhænger af medlemslande, hvis forbindelser til Kina giver dem gode grunde til at undgå konfrontation.

Tyskland har mest på spil, hvis handelen forstyrres. Importen fra Kina nåede 170,6 mia. euro i 2025, og handelsunderskuddet var 89,3 mia. euro (Süddeutsche Zeitung/dpa). Berlins linje er at holde de kommercielle kanaler åbne og afskærme strategiske sektorer. Den passer godt til Litauens forsøg på at normalisere forholdet. Men samme afhængighed kan gøre Tyskland tilbageholdende med at støtte gengældelse, hvis en anden medlemsstat bliver presset.

Den tyske debat bevæger sig ifølge Tagesschau i retning af industrikonkurrence med Kina om elektronik og elbiler. Den handler mindre om, hvordan mindre EU-lande beskyttes mod økonomisk tvang.

Nederlandene ser problemet gennem teknologiske flaskehalse. Haag har indført eksportkontrol på avanceret udstyr til chipproduktion af sikkerhedspolitiske grunde, og striden med Beijing om ejerskabet af Nexperia er fortsat uløst. Den nederlandske logik er klar: Først sikres den strategiske teknologi, derefter kan resten af forholdet normaliseres.

Ungarn bruger Litauens erfaring som argument mod konfrontation i det hele taget. Kinesiske investeringer i batterisektoren beskrives som værende på over 26 mia. euro, med en forventet kapacitet på mere end 198 GWh i 2030 (Növekedés). Budapest læser Litauens kursændring som bevis for, at symbolske markeringer koster fabrikker og arbejdspladser. Telex skriver, at kinesisk konkurrence kan ramme en fjerdedel af den ungarske eksport, men Budapests foretrukne svar er tilpasning, ikke forsvar.

De baltiske nabolande fortæller en mere lavmælt historie. Alle tre baltiske lande forlod Kinas 16+1-samarbejdsformat senest i 2022 (Reuters, Latvia MFA). Kontakten fortsætter bilateralt og gennem EU. Det er funktionelt diplomati, men uden institutionel tillid.

Svaret værktøjet stadig skylder

Ét land kan ikke blokere anti-tvangsinstrumentet. Det er hele pointen. Men kvalificeret flertal kræver stadig, at nok regeringer er enige om, at der foregår økonomisk tvang, og at de accepterer prisen ved at slå igen. Prøven kommer, når presset rammer en anden end dem selv.

Litauens forsøg på at nulstille forholdet til Kina viser, at EU nu har et redskab til den næste sag om økonomisk tvang. Det mangler stadig at vise, at redskabet virker, før en lille medlemsstat igen står alene med regningen.