LKAB får tilladelse til industripark for sjældne jordarter

Elbilens motor, havvindmøllens generator og det præcisionsstyrede missil har samme afhængighed: permanente magneter lavet med sjældne jordarter. Europa bruger hvert år flere tusinde ton af materialerne og udvinder i praksis ingen selv. EU importerer 95 % af sine sjældne jordarter, mens Kina kontrollerer omkring 70 % af EU’s forsyning og op mod 90 % af den globale forarbejdning. Den 26. maj gav en svensk domstol den miljøtilladelse, der kan begynde at flytte billedet. Ikke på én gang, men skridt for skridt.

Skatten i mineaffaldet

LKAB, Sveriges statsejede jernmalmgigant, har fået grønt lys til at bygge en industripark for kritiske mineraler i Luleå i det nordlige Sverige. Råstoffet kommer fra eksisterende mineaffald: apatit, et fosforrigt mineral, som LKAB i mere end et århundrede har sorteret fra i sin jernmalmproduktion. I apatitten findes alle 17 sjældne jordarter, altså de samme grundstoffer, som bruges i magneterne bag Europas grønne omstilling og forsvarsindustri.

Kemien er i princippet enkel. Knust apatit opløses i syre, så ioner fra sjældne jordarter frigøres sammen med fosfor og calcium. Gennem flere trin med udfældning og filtrering koncentreres de sjældne jordarter i en blandet forbindelse, mens fosforen udvindes separat til gødning. Et demonstrationsanlæg, som har været under opførelse siden januar 2025, ventes at afprøve den integrerede proces inden efteråret 2026. Det handler i praksis om at gøre 100 års mineaffald til to produkter, Europa mangler. Metoden fungerer i laboratoriet. Nu skal den bevise, at den også kan køre stabilt i industriel skala.

En brik, ikke hele løsningen

LKAB’s ambition er betydelig. Selskabet har fået status som strategisk EU-projekt under forordningen om kritiske råstoffer for tre forbundne projekter i Nord­sverige, og forekomsten Per Geijer nær Kiruna rummer anslået 2,2 mio. ton oxider af sjældne jordarter, Europas største bekræftede ressource. Blandt de 17 sjældne jordarter er især to afgørende for permanente magneter: neodym og praseodym. De skaber de kraftige magnetfelter, som gør elbilmotorer kompakte og vindmøller effektive.

LKAB har ikke offentliggjort officielle mængdeprognoser for disse magnetegnede grundstoffer. Selskabet sigter dog mod at dække en væsentlig del af EU’s mål om selv at udvinde mindst 10 % af sit behov for sjældne jordarter.

Fuldskalaproduktion er først planlagt i 2030’erne. Investeringsbeslutningen er endnu ikke truffet. LKAB’s driftsdirektør har sagt, at selskabet vil gå frem “skridt for skridt” og først binde kapital, “når betingelserne er på plads”.

Flaskehalsen ligger længere nede i kæden

Europas egentlige problem ligger ikke kun i minedriften, men i den separation og raffinering, der skal omdanne blandet koncentrat til materialer, industrien kan bruge. Sjældne jordarter er kemisk næsten identiske. At skille dem ad svarer lidt til at sortere 17 nuancer af råhvid maling. Det kræver hundredvis af kemiske bad i træk, en metode kendt som solventekstraktion.

Kina har brugt fire årtier på at forfine processen og råder i dag over 85-90 % af verdens separationskapacitet. Europas eneste store anlæg, Silmet i Estland, håndterer omkring 3.000 ton om året.

Frankrig annoncerede den 5. maj en national modstandsdygtighedsplan på 600 mio. euro for at genopbygge kapaciteten længere nede i værdikæden. På papiret passer den franske og den svenske indsats sammen: Sverige udvinder råstoffet, Frankrig raffinerer det til brugbare metaller. I praksis passer tidsplanerne dårligt. Fransk separation ventes at begynde omkring 2028, mens LKAB’s koncentrat først kommer i større mængder i begyndelsen af 2030’erne. Resten af dette årti må franske raffinaderier derfor hente råmateriale uden for Europa.

Samtidig er en uformel nordisk korridor ved at tage form: svensk udvinding, norsk separation og finsk procesteknologi. Tre lande, tre komplementære roller, ingen formelle koordineringsaftaler. Markedet er ved at samle det, regeringerne endnu ikke har organiseret.

Det skal man holde øje med

LKAB’s demonstrationsanlæg til efteråret skal besvare det første tekniske spørgsmål: Kan udvindingsprocessen fungere stabilt uden for laboratoriet, og kan udledningerne holdes inden for miljøtilladelsen? Svaret afgør, om den fulde investeringsbeslutning følger.

Uden for Sverige kommer den mere afslørende test i oktober 2026, når Kinas midlertidige suspension af eksportrestriktioner på sjældne jordarter udløber. Den første europæiske separationskapacitet kommer tidligst i drift i begyndelsen af 2027. Det mellemrum vil vise, hvor sårbar Europa fortsat er, og hvor hurtigt de spredte brikker i strategien for sjældne jordarter skal forbindes til en egentlig forsyningskæde.