Madrid vil have De Cos i ECB-toppen

Christine Lagardes otteårige periode som chef for Den Europæiske Centralbank (ECB) udløber først i oktober 2027. Alligevel er kampen om arvefølgen allerede i gang i de europæiske hovedstæder.

Ifølge troværdige oplysninger fra Euronews i februar overvejer Lagarde at træde tilbage før det franske præsidentvalg i april 2027. Det ville give Emmanuel Macron og den tyske kansler Friedrich Merz mulighed for at præge valget af hendes efterfølger, mens de stadig sidder ved magten. ECB svarede med en omhyggeligt åben formulering: Lagarde »har ikke truffet nogen beslutning om afslutningen på sin periode«. Det lader spørgsmålet stå åbent.

To navne går igen i ekspertmålingerne: Klaas Knot, chef for den hollandske centralbank, og Pablo Hernández de Cos, Spaniens tidligere centralbankchef, som nu leder BIS, Bank for International Settlements, der koordinerer arbejdet mellem verdens centralbanker. En OMFIF-måling fra april viste dødt løb mellem de to. En Financial Times-rundspørge blandt økonomer placerede dem også som fælles favoritter. Men den egentlige konkurrence står mellem de hovedstæder, der bakker dem op.

Madrids kandidat og centralbankchefen, der forsøger at stoppe ham

Spaniens kampagne for De Cos har været ujævn. Pedro Sánchez tøvede med at støtte en mand, der blev udpeget af hans forgænger Mariano Rajoy, og hvis rapporter fra Spaniens centralbank flere gange kritiserede regeringens finanspolitik (El Debate). Ifølge Vozpópuli brugte økonomiminister Carlos Cuerpo flere uger på internt lobbyarbejde, før Sánchez lod sig overbevise. Regeringen står nu bag De Cos, men uden en formel offentlig støtteerklæring. Strategien er bevidst uofficiel (Cinco Días).

Det største problem kommer indefra. José Luis Escrivá, den nuværende chef for Spaniens centralbank, arbejder aktivt imod De Cos ved at tale med journalister og andre centralbankchefer i Europa for at svække kandidaturet (El Debate). Hans motiv er enkel institutionsmatematik: Hvis De Cos får ECB-posten, kan Spanien ikke samtidig få en plads i ECB’s direktion. Dermed forsvinder Escrivás egne muligheder.

Berlins stille satsning

Tyskland har sin egen åbne kandidat. Isabel Schnabel, der allerede sidder i ECB’s direktion, har sagt til Reuters, at hun vil tage posten, »hvis hun bliver spurgt« (WirtschaftsWoche). Men hendes hårde pengepolitiske linje, hvor hun har presset på for renteforhøjelser, selv mens væksten er svækket, gør hende vanskelig at sælge til sydeuropæiske regeringer med høj gæld.

I maj vurderede Econostream, at Tyskland ser Knot som det »optimale fallback«: stabilitetsorienteret, meget erfaren og finanspolitisk seriøs. Det passer tæt til Merz’ ordoliberale instinkt, altså den tyske tradition for regelbunden disciplin og prisstabilitet over næsten alt andet.

Frankrig ser ud til at have opgivet at få posten igen. Villeroy de Galhau trådte tidligt tilbage som chef for Banque de France og blev erstattet af Emmanuel Moulin, en Macron-loyalist, der kun med nød og næppe kom gennem den parlamentariske godkendelse (Le Monde). Der er ikke dukket nogen fransk kandidat til ECB-posten op. Efter to franske ECB-chefer, først Jean-Claude Trichet og siden Lagarde, virker Paris parat til at acceptere, at turen går videre.

Hvad valget former

ECB-chefen former konsensus om renterne og spiller en central rolle i beslutningen om at aktivere TPI, Transmission Protection Instrument. Det er ECB’s værktøj til at købe statsobligationer og dæmpe pludselige hop i låneomkostningerne i lande som Italien og Grækenland. Italiens rentespænd til Tyskland, altså forskellen på hvad de to lande betaler for at låne, ligger på et 15-årigt lavpunkt omkring 73-76 basispoint. Den ro bygger delvist på, at markederne tror på TPI som en troværdig sikkerhedsventil.

De Cos beskrives af analytikere som centrist med en dueagtig hældning, altså mere tilbøjelig til lavere renter for at støtte væksten. Han har gennem sin karriere støttet TPI og gradvise rentejusteringer (BIS). Knot var tidligere en af ECB’s tydeligste høge, men han har blødt sin linje op i de senere år. Hans grundinstinkt går dog stadig i retning af strammere pengepolitik.

Formelt udpeger Det Europæiske Råd ECB-chefen med kvalificeret flertal efter høring af Europa-Parlamentet og ECB’s Styrelsesråd (Consilium). I praksis er alle tidligere ECB-formandskaber blevet afgjort som del af større pakkeløsninger, hvor topstillinger i EU fordeles mellem lande. Nationalitet vejer altid tungere end ideologi.

Spanien har aldrig haft ECB-formandskabet. Efter Luis de Guindos forlod direktionen 31. maj, har Madrid heller ingen repræsentation dér. Det er et argument med vægt. Afgørelsen kommer til at afhænge af, hvilken hovedstad der samler den bedste handel, og om Madrid kan forhindre sin egen centralbankchef i at spænde ben for kandidaturet, før forhandlingerne for alvor begynder.