Merz jagter gas fra Baku

Tysklands kansler, Friedrich Merz, modtog i denne uge Aserbajdsjans præsident, Ilham Aliyev, i Berlin for at drøfte tættere energi- og handelsforbindelser (Euronews). Besøget handlede formelt om diplomati og handel. Reelt handlede det om et mere besværligt spørgsmål: Hvor stor en del af Europas farvel til russisk gas skal hvile på en leverandør, der gør Berlins demokratiske budskaber mindre enkle?

Et løfte, ikke en kontrakt

Tyskland opdager ikke Aserbajdsjan nu. Landet kobler sig på et gassystem, som Italien, Grækenland og Bulgarien har brugt i flere år. Grundlaget er EU-Aserbajdsjan-memorandummet fra juli 2022, hvor EU-Kommissionen, EU’s udøvende organ, lovede at støtte en udvidelse af de aserbajdsjanske gasleverancer til mindst 20 mia. kubikmeter om året i 2027 (European Commission). Memorandummet er et politisk signal. Det er ikke EU-lovgivning, og det er ikke en indkøbsordre. De bindende forpligtelser ligger i særskilte kommercielle aftaler mellem selskaber.

Den fysiske rute findes. Aserbajdsjansk gas sendes gennem tre forbundne rørledninger over Kaukasus og Tyrkiet, før den når EU via Trans Adriatic Pipeline (TAP), der går gennem Grækenland og Albanien og ender i Syditalien (TAP, IEA). I 2025 leverede Aserbajdsjan omkring 12,5 mia. kubikmeter til EU-lande, svarende til cirka 8,1 % af EU’s import af rørledningsgas (kmetro0.eu, Balcani Caucaso). Det er reelle mængder, men ikke en erstatning for Rusland.

Hvis målet på 20 mia. kubikmeter skal nås, kræver det investeringer i nye aserbajdsjanske gasfelter, en fysisk udvidelse af TAP ud over den nuværende designkapacitet på 10 mia. kubikmeter og købere, der vil underskrive de lange kontrakter, Baku kræver, før landet binder kapital i ny produktion (Serbia Energy).

Tysklands vej ind — og den manglende rute nordpå

Tysklands konkrete interesse går gennem én aftale: Den statsligt støttede energihandler SEFE har indgået en tiårig kontrakt med Aserbajdsjans statslige olieselskab SOCAR om 1,5 mia. kubikmeter om året fra 2025 (Azernews). Det giver Berlin et kommercielt fodfæste i en gaskorridor, der hidtil især har været orienteret mod Sydøsteuropa.

Men gas fra syd flytter ikke automatisk til Tyskland. Det kræver den såkaldte Vertical Corridor, en kæde af rørledninger, der forbinder nationale gasnet gennem Grækenland, Bulgarien og Rumænien og sender gas nordpå. Bulgarien sigter mod opgraderinger i slutningen af 2026, men ruten afhænger stadig af, at landene undervejs bliver enige om betaling, reservation af rørledningskapacitet og håndtering af nordgående gas, når efterspørgslen topper. Det er ikke afklaret.

Ungarn viser, hvordan diversificering kan se større ud i pressemeddelelser end i gasbalancen. Budapest har indgået en aftale om 800 mio. kubikmeter over to år, svarende til omtrent 3 % af Ungarns årlige import (Makronom). Regeringen fremstiller det som suveræn energipolitik. Men i de første fem måneder af 2026 brugte Ungarn flere penge på russisk rørledningsgas end noget andet EU-land (Telex). En lille aserbajdsjansk kontrakt kan pynte på fortællingen om diversificering uden at ændre afhængigheden nedenunder.

Ingen rettighedsklausul, ingen gennemsigtighed

EU’s gasmemorandum med Baku indeholder ingen håndhævelige menneskerettighedsbetingelser knyttet til leverancerne (European Commission). Human Rights Watch beskriver Aserbajdsjan som en repressiv stat (HRW). Efter Aserbajdsjans offensiv i Nagorno-Karabakh i 2023 opfordrede Europa-Parlamentet, EU’s direkte valgte lovgiver, til sanktioner mod Baku og bad EU om at afvikle sin gasafhængighed af Aserbajdsjan (Euronews). Kommissionens energidiplomati bevægede sig i modsat retning.

En anden bekymring følger korridoren. Global Witness har advaret om, at Aserbajdsjan kan øge eksporten til EU delvist ved at importere russisk gas til eget forbrug og dermed frigøre aserbajdsjansk produktion til Europa (Global Witness). Det er ikke bevist ommærkning af russisk gas. Men det gør påstanden om et rent brud med russiske leverancer svagere.

Europa har gjort Aserbajdsjan nyttigt, før forholdet er blevet ansvarligt. Take-or-pay-klausulerne, som binder købere til at betale, uanset om de bruger gassen, prisformlerne og exitbetingelserne, der afgør Europas reelle eksponering, er ikke offentliggjort. Så længe regeringerne holder de vilkår tilbage, bliver vælgerne bedt om at stole på, at diversificering efter Rusland ikke bare bliver en ny afhængighed med pænere indpakning.