Mitsotakis vil sikre EU-infrastruktur

Kyriakos Mitsotakis forbereder Grækenlands kommende formandskab for Rådet for Den Europæiske Union, hvor medlemslandenes regeringer forhandler EU-lovgivning. Ifølge Deutschlandfunk arbejder Athen med en pakke på 60 mia. euro til europæiske netværk og infrastruktur, koblet direkte til slagsmålet om EU’s næste syvårige budget for 2028-2034 (Deutschlandfunk). Pointen er at gøre infrastruktur til et budgetord, både spareivrige regeringer og samhørighedslande kan leve med. Tysklands Friedrich Merz har allerede kaldt EU-Kommissionens samlede budgetforslag for "uoverkommeligt", og i sidste ende skal alle regeringer sige ja, før pengene kan fordeles (TEUF artikel 312).

Et roterende formandskab kan ikke skrive EU’s budget. Det kan sætte dagsordenen, lede ministermøder, udarbejde kompromistekster og afgøre, hvilke indrømmelser der diskuteres samlet eller hver for sig (Rådsformandskabet). I en forhandling, hvor ét land kan blokere hele aftalen, er den rækkefølge ikke en formalitet. Athen satser på, at "netværk" kan fungere som fællesnævner: transportkorridorer, energiforbindelser, digital infrastruktur og projekter med både militær og civil anvendelse samlet under én hat, som både sikkerhedspolitisk optagede regeringer og udviklingshungrende medlemslande kan sælge hjemme.

Når genopretningspengene slipper op

Timingen er valgt med omhu. Genopretnings- og resiliensfaciliteten, EU’s investeringsfond fra pandemien, udløber efter 2026, og der findes ikke en afløser i samme størrelsesorden. Grækenland er særligt udsat: Støtten fra faciliteten svarede til omkring 16-17 % af BNP og har fungeret som en investeringsmotor, der nu er ved at forsvinde (EUobserver). Uden en efterfølger mister de lande, der har lænet sig tungt op ad EU-investeringer efter pandemien, deres vigtigste vækstdriver netop som nye budgetkrav presser sig på.

Det næste langtidsbudget, den flerårige finansielle ramme, skal samtidig rumme forsvar, genopbygning af Ukraine og forberedelse til udvidelse af EU. Det skal ske under et loft, som nettobidragsyderne, altså de lande der betaler mere til EU, end de får igen, vil holde stramt (Rådets side om den flerårige finansielle ramme). Grækenlands idé er, at infrastruktur kan blive den budgetpost, alle kan tåle.

Den manglende plan

Den svageste del af det græske oplæg er det, der endnu ikke er sagt. Vil Athen udvide Connecting Europe Facility, EU’s program for grænseoverskridende transport-, energi- og digitalprojekter? Vil landet beskytte samhørighedsmidlerne, som især går til mindre velstående regioner? Vil det have ny fælles låntagning? Eller et nyt investeringsinstrument efter genopretningsfonden?

Hver model flytter magten over pengene. CEF-midler favoriserer projekter udvalgt på tværs af grænser med EU-Kommissionen tæt på rattet. Samhørighedspolitik beskytter nationale rammer. Fælles låntagning udløser modstand fra kreditorlandene. Planbaserede fonde giver Bruxelles mere kontrol med udbetalingerne. Valget afgør også, hvor mange vetomuligheder der opstår: Nye EU-indtægter, de såkaldte egne indtægter, kræver en særskilt rådsbeslutning og ratifikation i alle nationale parlamenter (TEUF artikel 311). Det officielle græske formandskabsprogram er endnu ikke offentliggjort på Rådets hjemmeside. Indtil videre er der tale om politisk positionering, ikke et formelt program.

Den alliance Athen har brug for

Grækenland står ikke alene. Polen vil beskytte samhørighedspolitikken og samtidig gøre jernbaner på EU’s østflanke, veje med dobbelt anvendelse og energiforbindelser til et europæisk strategisk gode (CEF, militær mobilitet). Warszawa fastholder, at nye sikkerhedsudgifter ikke må æde de regionale udviklingsmidler. Rumænien tænker i samme bane, men har mindre finanspolitisk plads. Landets offentlige gæld ligger på 63,5 % af BNP, og Rumænien er under EU’s procedure for uforholdsmæssigt store underskud, som indebærer skærpet overvågning af de offentlige finanser (EU-Kommissionens underskudsprocedure, ZF). Bukarest ønsker EU-tilskud til Sortehavsforbindelser og militær mobilitet, men vil undgå modeller, der kræver tung national medfinansiering. For Bulgarien er argumentet jordnært: veje, havne og elforbindelser sydpå gennem Grækenland til Det Ægæiske Hav (TEN-T).

Modstanden defineres især af Tyskland og Nederlandene. Merz-regeringen er ikke imod infrastruktur; Berlin er selv i gang med en stor national investeringsindsats. Indvendingen handler om, hvorvidt den skal finansieres gennem en større EU-kasse. Medlemslande anført af Tyskland pressede EU’s årsbudget for 2027 omkring 8 mia. euro ned under Kommissionens forslag (Zeit), mens Berlin beskriver sine europæiske prioriteter med konkurrenceevne snarere end større overførsler (Bundesregierung). Nederlandene og de nordiske allierede er fortsat skeptiske over for højere udgifter, men er mere åbne, når argumentet handler om forsvar eller konkurrenceevne (Occitanie Europe).

Grækenland kan forme menuen, men ikke tvinge andre til at betale regningen. Formandskabet får kun betydning, hvis Athen kan gøre "netværk" til mere end et nyttigt mærkat: en finansieringsmodel, som både samhørighedslandene og nettobidragsyderne kan forsvare over for deres egne vælgere.