Domstol i Moskva pålægger Bruxelles-baserede Euroclear at betale Rusland 200 milliarder euro

En domstol i Moskva har pålagt Euroclear, den Bruxelles-baserede værdipapircentral, der afvikler størstedelen af Europas obligationshandler, at betale 18,17 billioner rubler (omkring 200 mia. euro) til Ruslands centralbank (Washington Post). Dommen kan ikke håndhæves i Europa. Dens egentlige funktion er at give Moskva et juridisk påskud for at beslaglægge vestlige virksomheders aktiver, som stadig befinder sig i Rusland.

Hvad Euroclear ligger inde med, og hvorfor det betyder noget

Euroclear er en central værdipapircentral. Det vil sige den institution, der registrerer, hvem der ejer hvilke europæiske obligationer, og som afvikler handlerne, når obligationerne skifter hænder. Da Ruslands centralbank købte tyske eller franske statsobligationer som del af sine valutareserver, blev papirerne registreret hos Euroclear. Ikke som et særligt russisk valg, men fordi Euroclear er den nødvendige infrastruktur for det meste af Europas statsgæld.

Den afhængighed gjorde sanktionerne efter februar 2022 usædvanligt effektive. EU frøs hovedparten af de russiske centralbankreserver, som lå hos Euroclear, med Rådets forordning 2022/334, og EU har siden arbejdet på at forlænge indefrysningen på ubestemt tid (Al Jazeera). Aktiverne er fortsat russisk ejendom i juridisk forstand. De kan bare ikke flyttes. De indefrosne midler giver renteindtægter, som G7-landene har kanaliseret videre til støtte for Ukraine, mens hovedstolen står urørt. Det er et bevidst valg for ikke at bryde princippet om staters immunitet i international ret.

En dom til hjemligt brug

Voldgiftsdomstolen i Moskva afgjorde 15. maj, at Euroclears efterlevelse af EU’s sanktioner svarer til en ulovlig beslaglæggelse af russisk ejendom. Sagen blev ført bag lukkede døre. Euroclear har meddelt, at selskabet vil anke, og kalder processen et brud på retten til en retfærdig rettergang (Brussels Times).

Ingen europæisk domstol vil håndhæve en afgørelse, der behandler overholdelse af EU-retten som en forbrydelse. EU’s 20. sanktionspakke, der blev vedtaget i april 2026, afskærer udtrykkeligt anerkendelse af den type russiske domstolsafgørelser (Germany Trade and Invest).

Men dommen retter sig i praksis ikke mod Euroclears balance. Den skaber en papirgæld på 200 mia. euro, som Moskva kan bruge som begrundelse for at beslaglægge udenlandske virksomheders ejendom i Rusland. Siden april 2023 har Rusland med præsidentdekret 302 overtaget kontrollen med aktiviteter tilhørende store europæiske virksomheder som Danone, Carlsberg, Fortum og Uniper. Mønstret er det samme hver gang: En russisk domstol finder et grundlag, staten indsætter midlertidig ledelse, og den udenlandske ejer ender med ingenting eller accepterer et salg til kraftig rabat.

Tyske virksomheder fanget i Alabuga

Tyske virksomheder er særligt udsatte. Knauf og SARIA driver stadig fabrikker i Ruslands særlige økonomiske zone Alabuga, hvor Rusland også fremstiller kampdroner. De kan ikke forlade landet uden reelt at opgive aktiverne helt (Krautreporter). Den tyske råvarevirksomhed RMA står over for lignende begrænsninger.

Berlins officielle linje er, at de russiske reserver bør forblive permanent indefrosne, men ikke konfiskeres. Den tyske regering argumenterer for, at sanktionshåndhævelse og immobilisering af aktiverne er tilstrækkeligt, og at egentlig konfiskation vil skabe en farlig præcedens for beskyttelsen af statslige aktiver globalt (Bundesfinanzministerium, Bundesregierung). Den position bliver sværere at holde, hver gang endnu en tysk fabrik i Rusland skifter hænder.

Belgien står med den koncentrerede risiko

Belgien bærer en særlig risiko. Fordi langt størstedelen af de indefrosne russiske reserver ligger hos Euroclear, er landet det primære mål for juridisk og politisk gengældelse. Russiske investorer har allerede anlagt ni voldgiftssager mod Belgien med henvisning til bilaterale investeringsaftaler fra 1989 (21news.be). Premierminister Bart De Wever har afvist skridt mod at konfiskere hovedstolen med det argument, at de juridiske og sikkerhedsmæssige konsekvenser rammer Belgien uforholdsmæssigt hårdt (Le Monde).

EU har indtil videre valgt en venteposition: Aktiverne indefryses på ubestemt tid, renterne sendes videre til Ukraine, og hovedstolen røres ikke. Dommen i Moskva ændrer ikke den mekanik. Men den skærper et politisk spørgsmål, som ikke forsvinder. Hver ny beslaglæggelse af en vestlig fabrik i Rusland svækker argumentet for tilbageholdenhed. Hvis prisen for ikke at konfiskere de russiske reserver fortsætter med at stige, målt i tabte fabrikker, nedskrivninger og tvungne exits til brøkdele af værdien, vil den forsigtige linje i Berlin og Bruxelles møde voksende pres fra regeringer, der har mindre på spil.