NATO får friere hænder i Baltikum

På NATO-topmødet i Ankara blev alliancens baltiske Air Policing-mission gjort til en egentlig luftforsvarsmission (LRT, NATO). Det giver SACEUR, NATO’s øverste militære chef i Europa, bredere mandat til at handle mod lufttrusler over Estland, Letland og Litauen uden først at skulle hente ny politisk godkendelse i alle allierede hovedstæder.

Ændringen er reel. Missionen flytter sig fra at identificere og eskortere mistænkelige fly til en ramme, hvor nedskydning også er omfattet. Men det offentlige grundlag peger på en opgradering af kommandovejen, ikke på en garanti for flere fly, missiler eller luftforsvarssystemer i Baltikum.

Hvad der faktisk ændrede sig

Den gamle model fungerede som nabohjælp med kampfly. Allierede piloter på rotation fra baser som Ämari i Estland og Šiauliai i Litauen identificerede mistænkelige fly, fløj op på siden af dem og eskorterede dem væk (Kaitsevägi). Det var et fredstidsværktøj til at håndhæve suverænitet, ikke en kampklar luftforsvarsstruktur.

Den nye ramme kobler den baltiske mission tættere på det apparat, NATO ville bruge ved en reel lufttrussel: sensorer, jordbaserede missiler, antidronesystemer og hurtigere beslutninger om, hvorvidt et mål skal bekæmpes. Estlands forsvarsminister, Hanno Pevkur, gav den mest konkrete forklaring. Flere beslutninger kan nu gå gennem NATO’s luftkommando, blandt andet via det fælles luftoperationscenter i Uedem i Tyskland, som er det led, der omsætter SACEUR’s mandat til konkrete ordre om afvisning eller nedskydning (ERR). Litauens præsident, Gitanas Nausėda, kaldte ændringen nødvendig for at kunne reagere hurtigere på lufttrusler (LRT).

Den tidligere chef for Estlands flyvevåben, Jaak Tarien, leverede den vigtige korrektion. Antallet af fly på Ämari stiger ikke automatisk, sagde han. Opgraderingen gør det klarere, hvem der kan beslutte. Den ændrer ikke i sig selv, hvad der fysisk står klar til at blive brugt (ERR).

Få missiler, mange krav

NATO’s egne meldinger viser afstanden mellem mandat og materiel. Vicegeneralsekretær Radmila Shekerinska sagde på topmødets forsvarsindustriforum, at alliancen har brug for flere interceptorer, sensorer og mere kommandokapacitet. NSPA, NATO’s indkøbsagentur, annoncerede samtidig indkøb af 700 PAC-2- og 200 PAC-3-missiler (NATO, NATO). Selve indkøbet fortæller, at opgraderingen endnu ikke er dækket af tilstrækkeligt udstyr.

Patriot-systemerne står midt i knapheden. Polen har overført Patriot-missiler til Ukraine i en beslutning, der var koordineret med SACEUR og ifølge polske oplysninger lå inden for en sikker margin (Defence24, Interia). Tyskland har også sendt Patriot-kapacitet til Ukraine og står over for lange leveringstider på erstatninger (Deutschlandfunk). Hvert missil, der sendes til Ukraine, kan ikke samtidig sidde på en rampe i Baltikum.

I Letland bliver problemet meget konkret. Lettiske embedsmænd har fokuseret mindre på SACEUR’s udvidede mandat og mere på det praktiske spørgsmål: Kan varslingssystemer, ammunition og mandskab nå frem til grænseregionerne i tide (Latvian MOD)? Et system, der findes et sted i Europa, er ikke det samme som et system, der står bemandet, forsynet og koblet til de baltiske kommandokæder, før den første drone krydser grænsen.

Fleksibilitetens bekvemmelighed

SACEUR’s større råderum løser også et politisk problem. Når beslutninger om, hvem der sender hvilke systemer hvorhen, holdes i militære kanaler i stedet for at blive fastlagt som offentlige nationale kvoter, undgår NATO en åben strid om bidrag. Tysklands kansler, Friedrich Merz, har erklæret, at baltisk sikkerhed er tysk sikkerhed (Bundesregierung). Men der er ikke fulgt et tysk løfte om faste baltiske luftforsvarskvoter, og manglen på hårdt materiel gør den slags løfter vanskelige (DW).

Der er en militær logik i fleksibiliteten. Trusler kan opstå på flere flanker samtidig, og knappe systemer kan ikke dække alt på én gang. Men som Friends of Europe skrev i sin analyse af Ankara-topmødet, kan SACEUR kun kommandere over det, regeringerne stiller til rådighed, når de frigiver det, og med de betingelser, de knytter til bidraget (Friends of Europe). Prisen betales af de baltiske borgere, som ikke kan kontrollere de klassificerede beslutninger om, hvor de få våben faktisk placeres.

De baltiske regeringer fik en klarere kommandovej i Ankara. De fik ikke et offentligt svar på det mest grundlæggende afskrækkelsesspørgsmål: Hvad er konkret garanteret at være til stede, før det første fjendtlige fly eller den første drone dukker op? NATO, SACEUR og de bidragende lande skylder det svar. Uden det giver opgraderingen hurtigere ordrer til styrker, som ingen regering offentligt har forpligtet sig til at stille frem.