NATO mangler svar på Oreshnik

Tre efterretningstjenester advarede 23. maj om, at Rusland forbereder affyring af Oreshnik, et missil som intet luftforsvarssystem i Europa pålideligt kan stoppe. Selve advarslen siger meget: Nato kan opdage affyringen, men kan ikke beskytte mod våbnet. For Europas østflanke er afstanden mellem alliancens sikkerhedsgaranti og dens fysiske evne til at håndhæve den mod denne type missil nu blevet konkret.

Hvorfor Europas forsvar ikke virker

Oreshnik er et mellemdistance-ballistisk missil, altså et våben der kan tilbagelægge flere tusinde kilometer på få minutter, og det kan bære op til seks sprænghoveder. Hvert sprænghoved skilles fra missilet undervejs og styrtdykker mod sit eget mål med hastigheder over Mach 10. Rusland har brugt det to gange mod Ukraine, i Dnipro i november 2024 og Lviv i januar 2026. Analytikere vurderer, at missilet bygger på et skrottet russisk, vejmobilt missilsystem og har en rækkevidde på omkring 3.500-5.500 km (CSIS, Army Recognition).

Problemet er fysik. Ved Mach 10 danner hvert sprænghoved en overophedet plasmaskal, som absorberer radarbølger og gør et ellers sporbart objekt til en diffus sky. I det øjeblik kan ildledelsescomputere ikke beregne en nedskydning præcist nok, fordi de ikke ved nøjagtigt, hvor målet er. Når seks sprænghoveder samtidig ankommer med millisekunders mellemrum, overbelaster de et batteris evne til at bekæmpe dem ét efter ét.

Tysklands Arrow-3, Europas mest avancerede ballistiske missilforsvar og først operativt siden december 2025, er bygget til at ramme sprænghoveder uden for atmosfæren, før plasma bliver afgørende. En Nato-kilde erkendte, at systemet "sandsynligvis ikke kunne have stoppet" en simuleret Oreshnik-salve, fordi det aldrig er testet mod seks manøvrerende sprænghoveder, der ankommer på én gang.

Advarslen og Europas blinde punkt

Zelenskyj offentliggjorde truslen, samtidig med at han sagde, at efterretningerne stadig blev verificeret (Ukrainska Pravda, KVIA/AP). Den amerikanske ambassade i Kyiv udsendte en parallel advarsel og opfordrede til, at beskyttelsesrum blev gjort klar inden for 24 timer. Den koordinerede offentliggørelse følger et mønster: USA og dets allierede bruger nu efterretninger før angreb til at advare civile, lægge pres på Moskva og præge fortællingen, hvis angrebet gennemføres.

Varslingskæden viser en afhængighed, Europa endnu ikke har løst. Amerikanske infrarøde satellitter kan registrere ballistiske affyringer på få sekunder. Intet europæisk satellitsystem kan det samme. Frankrig, Storbritannien og Polen bidrager med billed- og signalefterretninger, men de første data om selve affyringen kommer gennem amerikanske systemer.

Atomafskrækkelse som nødløsning

Når nedskydning ikke virker mod dette våben, flytter Europas svar sig mod atomafskrækkelse. Frankrigs "dissuasion avancée", udvidet atomafskrækkelse, blev annonceret i marts 2026 og dækker formelt otte lande, herunder Tyskland, Polen, Storbritannien og Sverige. Gdansk-aftalen med Polen fra april 2026 gjorde løftet konkret: Et atomangreb på Warszawa kan udløse fransk gengældelse.

Det franske parlament har godkendt 36 mia. euro i ekstra militærudgifter frem til 2030, men pengene går til konventionel slagkraft og taktiske forsvarssystemer, ikke til et nyt skjold mod mellemdistance-missiler. Det eneste system, der teoretisk kunne mindske hullet, THAAD, USA's Terminal High Altitude Area Defense, er ikke opstillet i Europa. Efter det omfattende forbrug til forsvaret af Israel er der globalt omkring 200 interceptorer tilbage, og genopfyldningen ventes at tage 3-8 år. Europæiske alternativer som MBDA's Project Aquila er stadig tidligt i udviklingen og har ingen bekræftet dato for operativ indsættelse.

Begge tidligere Oreshnik-angreb kom på tidspunkter med diplomatisk pres på Moskva. Denne advarsel følger Trumps tredages våbenhvile og dens sammenbrud. Missilet fungerer som et tvangsdiplomatisk signal, der affyres, når Rusland vil ændre de psykologiske vilkår for forhandlingerne. Ukrainsk efterretning vurderede i april 2026, at Rusland havde 3-10 missiler og var ved at øge produktionen. Med New START, atomvåbenaftalen mellem USA og Rusland, udløbet og uden en afløser findes der ingen mekanisme til at kontrollere, om Oreshnik-sprænghoveder er konventionelle eller nukleare. Frankrigs atomparaply er det erklærede svar, men garantien står og falder med, om Paris vil acceptere risikoen for et angreb på fransk jord for at forsvare Warszawa.