NATO sætter 5%-mål for forsvar

Hvad betyder det, når alle NATO-lande underskriver det samme løfte, men ikke er enige om, hvad løftet dækker? På alliancens topmøde i Ankara lovede alle 32 medlemslande at bruge 5 % af BNP på forsvar inden 2035 (NATO, Euronews). Erklæringen var enstemmig. Regnskabsmetoden var det ikke.

Hvorfor tallet findes

Målet udspringer af en advarsel, ikke af et politisk ønske. Før topmødet sagde NATO’s generalsekretær, Mark Rutte, det ligeud: USA planlægger nu efter konflikter uden for Europa og har skruet ned for sit bidrag til NATO’s Force Model, alliancens planlægningsværktøj til at matche styrker med trusler. Europæiske regeringer skal derfor selv betale for kapaciteter, de længe har regnet med, at Washington leverede.

5 %-målet omsætter det hul til en regning. Formlen, som blev fastlagt på topmødet i Haag i 2025, deler udgifterne op i 3,5 % til egentlige militære kerneudgifter og 1,5 % til bredere forsvars- og sikkerhedsudgifter. I Ankara kom der et krav om nationale planer, som NATO kan gennemgå, med et eftersyn i 2029. Det uafklarede er, hvad der sker, hvis en regering ikke leverer.

Tre lande, tre definitioner

Litauen viser, hvordan akut trusselsopfattelse ser ud i et statsbudget. Præsident Gitanas Nausėda kom til Ankara med et forsvarsforbrug på 5,38 % af BNP og et krav om en fast amerikansk forpligtelse til artikel 5, traktatbestemmelsen om, at et angreb på én allieret er et angreb på alle. Hans regering fik et konkret resultat: NATO’s luftpatruljering i Baltikum bliver omklassificeret til en luftforsvarsmission. Forskellen er ikke semantik. Luftpatruljering overvåger og afviser. Luftforsvar forbereder sig på at nedkæmpe et angreb.

Spanien står i den anden ende. Premierminister Pedro Sánchez afviste offentligt 5 %-målet og argumenterede for, at NATO bør måle kapaciteter frem for procentsatser. Hans regering beskyldte Rutte for at forsøge at formilde Trump og forsvarede Spaniens operative bidrag som tilstrækkelige. Den åbne uenighed giver alle budgetpressede allierede en brugbar model: underskriv erklæringen, og diskuter bagefter, hvad den betyder.

Tyskland ligger midt imellem. Kansler Friedrich Merz har lovet at nå 3,5 % i militære kerneudgifter i 2029. Berlin indberettede rekordhøje udgifter på 124,7 mia. euro, svarende til 2,69 % af BNP, en markant stigning, men stadig langt under selv kernemålet. Tyske medier læste topmødet som både reel beroligelse og et forsøg på at håndtere Trump. Bundeswehrs kapacitetshuller og mangel på personel gør fortsat afstanden stor mellem budgettal og styrker, der faktisk kan indsættes.

Et løfte uden sanktioner

Frankrig peger på det spørgsmål, som udgiftsdebatten let skubber til side. Le Monde skrev, at de europæiske hære bliver stærkere, men på spredte og ukoordinerede måder. Le Figaro formulerede det mere kontant: Europa ønsker forudsigelighed fra Washington, som Washington ikke er parat til at give. Flere penge i NATO-regnskabet mindsker ikke i sig selv afhængigheden af USA.

Selv artikel 5 er mindre automatisk, end den ofte lyder. Washingtontraktaten siger, at hvert land skal træffe “such action as it deems necessary”, altså de skridt, landet selv anser for nødvendige. Form og omfang afgøres nationalt. Ankara skabte ingen håndhævelsesmekanisme for 5 %-målet og ingen sanktioner for planer, der ikke holder. Rutte kaldte mødet et "delivery summit". I 2029 vil NATO kunne se, om regeringerne købte militær kapacitet eller bare købte sig tid.