NATO tøver ved baltiske gråzoneangreb

En drone krydser ind i lettisk luftrum fra den russiske grænse. NATO-fly sendes på vingerne fra Šiauliai, Litauens base for alliancens baltiske luftpoliti, og skyder den ned. Truslen er væk på få minutter. Det politiske spørgsmål bliver hængende: Var det et uheld, afsmitning fra elektronisk krigsførelse, som slog dronens GPS ud af kurs, eller en bevidst russisk test?

Det forløb, som LRT beskrev 8. juni, rammer den svaghed, der nu presser NATOs østlige flanke. Polsk efterretningstjeneste har advaret om, at Rusland kan være ved at forberede provokationer mod Polen eller de baltiske lande (The Guardian). Litauens forsvarsminister har erkendt, at det fortsat er vanskeligt at identificere droner, mens de er i luften. Letland opstiller antidrone-systemer langs hele grænsen til Rusland og Belarus (Sargs.lv). Det militære svar findes. Sårbarheden ligger i beslutningssystemet bag.

Afstanden mellem at skyde ned og at klassificere

NATOs grundtraktat trækker to linjer. Artikel 4 giver ethvert medlemsland ret til at kræve konsultationer, når det føler sig truet. Artikel 5, bestemmelsen om kollektivt forsvar, træder i kraft efter et "væbnet angreb", men først når de allierede er enige om, at et sådant angreb har fundet sted. Derefter beslutter hver regering selv, hvilke skridt den anser for nødvendige, også militære.

Gråzoneoperationer lever netop i rummet mellem de to artikler. NATO har givet sig selv mulighed for at behandle hybride angreb som sager om kollektivt forsvar. Det sagde alliancen udtrykkeligt på topmødet i Warszawa i 2016, og de allierede har siden gentaget, at flere fjendtlige handlinger tilsammen kan krydse grænsen. Men NATO har bevidst undgået faste røde linjer (Atlantic Council). Kabelbrud, brandstiftelse og droneforstyrrelser bliver derfor nationale politi- og sikkerhedssager, medmindre de allierede kan blive enige om, hvem der står bag.

Derfor bliver ansvarsplaceringen flaskehalsen. Nogle droneepisoder i Baltikum er blevet knyttet til russisk elektronisk krigsførelse, som forstyrrer navigationssystemer. Det vanskelige er dermed ikke nødvendigvis at stoppe et luftfartøj, men at bevise hensigten bag. Nationale efterretningstjenester indsamler radarspor og signaldata. Men at omsætte det til noget, alle allierede stoler på, kræver deling af beviser, opbygning af en politisk sag og enighed i Det Nordatlantiske Råd, NATOs øverste politiske organ, hvor alle 32 allierede sidder. Hvert led tager tid. En bevidst uklar hændelse er designet til at bruge netop den tid.

Fremskudte tropper afskrækker krig, ikke uklarhed

Tysklands svar har været at gøre enhver russisk test dyrere. Omkring 5.000 soldater fra Bundeswehr er planlagt til Litauens nye brigade. Cirka 1.800 er allerede udstationeret, og fuld beredskab ventes senere. Frankrig bidrager gennem rotationer i NATOs baltiske luftpoliti og har styrker i Estland (Ifri).

De udstationeringer gør enhver hændelse synligt multinational. Men tyske tropper i Litauen afgør ikke selv, om artikel 5 gælder. Litauen skal først beslutte, hvordan hændelsen skal behandles efter national ret. Derefter skal de allierede i Det Nordatlantiske Råd vurdere, om fakta kan bære et kollektivt svar (Oxford analysis). En provokation, der er skabt til at blive under en klar tærskel for væbnet angreb, tvinger hele den kæde i gang, før alliancen kan handle samlet.

Alliancens problem er tempo

Slovakiet viser, hvordan NATO kan blive splittet, uden at nogen formelt bryder rækkerne. Premierminister Robert Fico har sagt, at Slovakiets delegation ved det kommende NATO-topmøde ikke har mandat til at love yderligere militær eller finansiel støtte til Ukraine. Efter et kraftigt russisk angreb nær Slovakiets grænse var regeringen i første omgang tavs og reagerede først efter pres fra oppositionen. Den tjekkiske efterretningschef Michal Koudelka har advaret om, at et begrænset angreb på et NATO-land, designet til at teste reaktionen, er mere sandsynligt end et massivt angreb.

Risikoen er ikke, at Slovakiet nedlægger veto mod artikel 5. Risikoen ligger i timerne mellem provokation og klarhed, hvor regeringer diskuterer, om hændelsen er sabotage, uheld eller væbnet angreb. Rusland tilrettelægger sine operationer til netop det vindue: Fakta bevæger sig hurtigere, end regeringer kan bevise og blive enige om, hvad der er sket.

NATOs fremskudte styrker afskrækker konventionel krig. Om de også afskrækker de uklare provokationer, som nu vurderes mest sandsynlige, afhænger af noget, der er sværere at bygge end en brigade: evnen til hurtigt at placere ansvar, klassificere hændelsen og nå politisk enighed, før øjeblikket er passeret.