NATO skærper luftforsvaret i Baltikum

I 22 år har NATO’s Baltic Air Policing fungeret som en fredstidsrutine: Kampfly fra allierede lande har stået klar i Litauen og Estland, når russiske fly fløj uden transpondere, identificeret dem visuelt og eskorteret dem væk. På denne uges NATO-topmøde blev missionen omklassificeret til luftforsvar (LRT). Tysklands kansler Friedrich Merz kaldte det en milepæl, drevet af russiske provokationer (Bundesregierung). Men milepæle måles ikke på navne ved topmøder. De måles på, hvad der ændrer sig i praksis.

Hvad den gamle mission kunne — og ikke kunne

De tre baltiske lande har ingen egne kampfly. Deres luftrum afhænger derfor helt af allierede fly, som roterer ind i fire måneder ad gangen. NATO beskriver den hidtidige opgave som air policing: opdage, afskære, identificere med øjet og eskortere (NATO). Mod et russisk militærfly fungerer modellen. Mod en lavtflyvende drone eller et indkommende krydsermissil er visuel identifikation for langsom og ofte irrelevant.

Luftforsvar i NATO’s integrerede luft- og missilforsvar er noget andet. Her skal kommandocentre, sensorer, kampfly og jordbaserede missilsystemer arbejde sammen om at opdage og nedkæmpe droner, missiler og fly (NATO IAMD). Forskellen mellem de to modeller kan måles i sekunder.

I maj skød et rumænsk F-16-fly på baltisk rotation en drone ned i estisk luftrum. Det var missionens første nedskydning i mere end to årtier (Romania Insider, defence-industry.eu). Få dage senere krævede de tre baltiske præsidenter i fællesskab, at missionen blev opgraderet til luftforsvar. NATO har ikke forklaret, om nedskydningen fulgte en formel regelændring eller en enkeltstående tilladelse. Episoden viste problemet: En mission bygget til at eskortere fly blev bedt om at bekæmpe droner.

Hvor ordren skal komme fra

Den tidligere chef for Estlands flyvevåben, Jaak Tarien, sagde til ERR, at den praktiske gevinst er en klarere kommandokæde i fredstid: Hvem ser truslen, hvem klassificerer den, og hvem giver ordre til at skyde (ERR). Den kæde går gennem CAOC Uedem, NATO’s nordlige luftoperationscenter i Tyskland, som styrer allieret luftaktivitet fra Arktis til Alperne (CAOC Uedem).

I praksis kan det se sådan ud: En baltisk radaroperatør opdager en uidentificeret drone. Sporet sendes til Uedem. En officer dér skal afgøre, om han har stående bemyndigelse til at beordre den nedskudt. Under den gamle air policing-model var svaret det samme hver gang: Send kampfly op og kig. Luftforsvar kræver et hurtigere svar.

NATO øver allerede dele af den arkitektur. I juni opererede kampfly, jordbaserede missilsystemer og NATO’s luftbårne radar sammen i øvelser over Østersøområdet og Sortehavet (IRIA, defence-industry.eu). NATO’s planlagte køb af Saab GlobalEye-overvågningsfly retter sig netop mod lavtflyvende trusler, som jordradarer har svært ved at fange (GP). Delene findes. Spørgsmålet er, om de virker under stående bemyndigelse, eller om hvert skridt stadig kræver særskilt politisk tilladelse.

Hvad NATO ikke har vist

Ingen af de kilder, der er konsulteret, bekræfter de ændringer, som ville gøre den nye betegnelse afgørende: nye regler for magtanvendelse i fredstid, fjernelse af kravet om visuel identifikation, permanent jordbaseret luftforsvar i Baltikum eller forhåndsdelegeret myndighed, så en CAOC-officer kan beordre en nedskydning uden først at ringe til en national hovedstad. Tarien bemærkede, at de følsomme detaljer formentlig vil forblive klassificerede. Det er rimeligt for reglerne om engagement. Det er mindre indlysende, når det gælder spørgsmålet om, hvorvidt missilbatterier faktisk er placeret i Baltikum.

Russiske droneflyvninger over allieret territorium har netop undersøgt dette hul. En IISS-rapport beskriver dem som rekognoscering gennem kampkontakt: Moskva tester, hvor lang tid NATO bruger på at gå fra opdagelse til beslutning om at skyde (Forsal). Den polske forsvarsdebat peger på samme problem fra materielsiden: Hurtigere beslutninger hjælper ikke meget uden batterier, sensorer og ammunition til at handle på dem (Defence24).

NATO har gennemført den politiske opgradering. Den rumænske nedskydning i maj viste, at den gamle model allerede var ved at blive overhalet af virkeligheden. Nu mangler den operative dokumentation: udstationerede systemer, hvor de kan vises; stående regler, hvor de er nødvendige; og en doktrin, der ikke venter på, at en pilot skal løse et missilproblem med det blotte øje.