NATO skærper baltisk luftforsvar

Den 9. juli gennemførte russiske styrker en uvarslet skydeøvelse på Peipus-søen, som Estland deler med Rusland (ERR, Eurointegration). Ingen kom til skade, og ingen grænse blev krydset. Øvelsen var først og fremmest et politisk signal: en lille test af, om NATO’s østlige grænse er beskyttet af reel kapacitet eller mest af topmødesprog. Den kom få dage før alliancens møde i Ankara.

Den egentlige nyhed ligger i den ændring, øvelsen ramte ned i. NATO er ved at omdanne Baltic Air Policing fra en patruljemission til et luftforsvar med bredere mandat til at handle mod fjendtlige objekter (NATO Allied Air Command, Defence24). I to årtier har missionen fungeret som en luftbåren grænsevagt: allierede kampfly har på skift været udstationeret i Estland, Letland og Litauen for at identificere, følge og eskortere mistænkelige fly. Opgraderingen ændrer, hvad flyene må gøre.

Hvem bestemmer, og hvor hurtigt

Under den gamle model krævede et svar på en trussel i luftrummet politisk godkendelse fra de nationale hovedstæder. Den nye struktur flytter mere beslutningskraft ind i NATO’s militære kommandokæde, især til SACEUR, Supreme Allied Commander Europe, som er alliancens øverste militære chef i Europa, og til luftkommandoen under ham (Grosswald, ERR). Reaktionstiden bør dermed blive kortere. Litauens præsident, Gitanas Nausėda, fremstillede ændringen som et direkte svar på lufttrusler fra Rusland og Belarus (LRT).

Men NATO er ikke et selvstændigt luftvåben. Det er stadig de enkelte allierede, der stiller fly, besætninger og missiler til rådighed. Hvert land kan lægge begrænsninger på, hvordan dets fly og våben må bruges. I NATO-sprog hedder det nationale forbehold. Kommandokæden bliver klarere på papiret. Om den også bliver hurtigere i praksis, afhænger af, hvor meget råderum de bidragende lande faktisk giver.

Hvorfor små episoder tæller

Peipus-søen står ikke alene. Litauiske kilder har oplyst, at NATO-fly på én uge blev sendt op fire gange for at identificere og eskortere russiske fly (TV3). Letlands grænsechef har kaldt landet det primære mål for belarusiske hybridoperationer, altså en blanding af migrationspres, sabotage og efterretningsarbejde (news.inbox.lv).

Hver episode er lille. Tilsammen presser de NATO ind i det samme ubehagelige valg: enten fastholde langsom politisk godkendelse eller give militære chefer hurtigere mandat til at handle. Rusland kan udnytte begge modeller. Forsinkelse kan ligne svaghed. Hurtigere delegation kan skabe uklare ansvarsforhold.

Ikke alle behandler hver provokation som en krise. Finske myndigheder støtter afskrækkelse, men har ikke optrappet retorikken om denne øvelse (Yle). Polske kommentatorer har advaret mod straszenie wojną, altså at skræmme samfundet med krig, fordi overdreven opmærksomhed på hver episode giver Moskva en politisk gevinst (Krytyka Polityczna). Estisk efterretning har vurderet, at Ruslands aktivitet skal skræmme vestlige offentligheder, men at der ikke er tegn på nært forestående militære forberedelser i Baltikum (Eurointegration).

Reglerne, offentligheden ikke kan se

NATO’s Ankara-erklæring gjorde integreret luft- og missilforsvar til en prioritet (NATO). De konkrete regler er derimod klassificerede: hvornår en pilot må skyde, hvilket identifikationskrav der gælder, og hvem der bærer det politiske ansvar bagefter. EU-traktaten lægger national sikkerhed hos medlemsstaterne (TEU Article 4), så Bruxelles kan ikke føre tilsyn med NATO’s luftforsvarsbeslutninger. Nationale parlamenter kan i princippet gøre det, men klassificeringen gør kontrollen vanskelig.

NATO bevæger sig hurtigere. Samtidig bliver det offentlige billede af, hvem der kan godkende magtanvendelse først i en baltisk krise, mindre klart. Det hul i åbenheden skylder Europas parlamenter et svar på.