Nausėda vil fjerne atomforbud

Artikel 137 i Litauens forfatning gør to ting: Den forbyder masseødelæggelsesvåben på litauisk jord og forbyder udenlandske militærbaser. Præsident Gitanas Nausėda vil have hele artiklen fjernet. Efter et møde med lederne af parlamentets partigrupper 2. juli sagde han, at næsten alle var enige om, at bestemmelsen er forældet. Hans forslag er ikke en justering, men en ophævelse.

Det er ikke gjort med en pressemeddelelse. En ændring af Litauens forfatning kræver to særskilte afstemninger i Seimas, Litauens parlament, med mindst 94 ud af 141 medlemmer hver gang og mindst tre måneder mellem afstemningerne. Regeringskoalitionen har 75 mandater. Partigrupperne kan godt være enige i princippet. At levere et forfatningsflertal to gange er en anden disciplin.

Bestemmelsen, ingen taler om

Det meste af dækningen handler om atomforbuddet. Men artikel 137 forbyder også udenlandske militærbaser, og Litauen huser allerede betydelige allierede styrker. Tyskland planlægger at stationere en brigade på omkring 5.000 soldater i landet inden udgangen af 2027. Nylige NATO-øvelser har bragt flere tusinde yderligere soldater ind på litauisk territorium.

Artikel 137 blev skrevet i 1992 for at sikre, at sovjetiske styrker forlod landet. Teksten er ikke ændret siden. Praksis er. Der findes ingen klar offentlig juridisk forklaring på, om roterende allierede styrker regnes som noget andet end permanente »udenlandske militærbaser«, eller om virkeligheden blot er løbet fra forfatningsteksten. Hvis artikel 137 slettes, forsvinder den uklarhed. Men Litauens ledere har ikke offentligt forklaret, at den nuværende formulering skaber konkrete operative problemer.

Juridisk råderum, ikke atomvåben

Den fungerende forsvarsminister Robertas Kaunas fremstillede ophævelsen som en måde at sikre, at Litauen kan trække på hele spektret af NATO-kapaciteter. Nausėda sagde, at der ikke er aktuelle planer om at oplagre atomvåben, og at Litauen fortsat vil holde sig inden for ikke-spredningstraktaten, den globale aftale der begrænser retten til at besidde atomvåben til fem anerkendte atommagter (Internazionale/Reuters).

En ophævelse fjerner én lås. Flere andre bliver siddende. NATO’s nukleare delingsordning bygger på amerikansk kontrol med våbnene, fly der kan bære dem, uddannede besætninger og fælles allianceplanlægning. Kun få vesteuropæiske lande huser i dag sådanne ordninger. En flytning af våben østpå ville kræve sikrede opbevaringsanlæg, opgraderede baser, amerikansk certificering af flybesætninger til håndtering af atomvåben og en kommandokæde for, hvem der kan godkende frigivelse af våbnene. Den slags infrastruktur tager år at bygge. Der er ikke kommet nogen verificeret amerikansk eller NATO-beslutning om at stationere atomvåben i Litauen frem (CNBC).

Litauen spørger ikke alene

Finland ophævede 17. juni sit eget forbud mod atomvåben med en parlamentsafstemning på 125 mod 61. Finske embedsmænd fastholdt, at der ikke var planer om stationering i fredstid. Men debatten i parlamentet viste reel uenighed om, hvorvidt færre juridiske begrænsninger styrker afskrækkelsen eller blot inviterer til modtræk uden at skabe brugbar militær kapacitet.

I Polen har chefen for det nationale sikkerhedsbureau sagt, at deltagelse i NATO’s nukleare delingsordning er en reel mulighed, og at der er planlagt samtaler med Washington. Rzeczpospolita placerer Litauens skridt i en bredere bevægelse på NATO’s østflanke, hvor landene søger samme afskrækkelsesstatus som de vestlige allierede. Men en udvidelse af den nukleare delingsordning kræver beslutninger i NATO’s Nuclear Planning Group, alliancens forum for atomstrategi, og ikke kun nationale lovændringer.

Litauens argument er til at forstå: Et NATO-land ved frontlinjen mod Rusland vil ikke på forhånd udelukke alliancens muligheder i en krise. Modargumentet er lige så konkret: Juridisk adgang uden anlæg, fly, uddannede besætninger og en amerikansk beslutning om deployering er politisk signalering, ikke militær kapacitet. Om ophævelsen ændrer NATO’s afskrækkelse eller blot Litauens juridiske ordforråd, afhænger både af afstemningerne i Vilnius og af beslutninger, som ingen allieret hovedstad endnu har lagt åbent frem.