Neutrale Irland styrer EU’s forsvarsdagsorden

Irland overtog 1. juli det roterende formandskab for Rådet for Den Europæiske Union. Det betyder, at Dublin i de næste seks måneder leder ministermøder, sætter dagsordener og skriver kompromistekster på vegne af alle 27 medlemslande (Council).

Tre sager kommer til at fylde formandskabet: forsvarsudgifter, støtten til Ukraine og den næste flerårige finansielle ramme, altså EU’s syvårige budget for 2028-2034 (European Movement Ireland). Irland kan styre rækkefølgen og formuleringerne i forhandlingerne. Det kan ikke styre udfaldet.

Grænserne ligger fast i traktaterne. Udenrigspolitikken hører under EU’s højtstående repræsentant, unionens udenrigschef, og ikke under det roterende formandskab (Foreign Affairs Council). EU-Kommissionen har fortsat eneret på at fremsætte lovforslag (Commission), og stats- og regeringscheferne fastlægger den strategiske retning i Det Europæiske Råd (European Council). De næste seks måneder afgøres i spændet mellem det, Irland kan få til at glide, og det, Europa faktisk skal beslutte.

Hvad formandskabet faktisk gør

Formandskabet leder møderne på ni af de ti områder, hvor EU’s ministre mødes. Udenrigsanliggender er undtagelsen. Dublins reelle magt ligger i maskinrummet. Når et forslag om forsvarsfinansiering lander i Rådet, er det irske embedsmænd, der skriver kompromisudkastet, tilrettelægger debatten og vurderer, hvornår en uenighed skal løftes op til ministrene.

Det lyder teknisk. Det er det også. Men teknikken betyder noget. Et dygtigt formandskab kan flytte en forhandling flere måneder frem; et passivt formandskab kan lade den køre fast. Dublin har selv beskrevet halvåret som en stor national opgave. RTÉ har tilføjet den nødvendige korrektion: Irland forventes at fremme EU’s fælles arbejde, ikke at gøre irske præferencer til standardindstilling for europæisk forsvarspolitik.

Sådan læser hovedstæderne Dublin

Irlands militære neutralitet udelukker ikke landet juridisk fra at lede formandskabet. Den rejser derimod et politisk spørgsmål om troværdighed. Svaret afhænger af, hvilken hovedstad man spørger.

Rumænien har formuleret bekymringen mest direkte. Ifølge HotNews er Irland en af EU’s svageste militære magter og overtager netop nu ledelsen i et halvår, hvor forsvar og Ukraine dominerer. Som Adevărul bemærker, organiserer formandskabet Rådets arbejde. Det vedtager ikke politikken. Bekymringen i østlige EU-lande, som også ses i rumænske og polske medier, er, at en neutral mødeleder kan udvande kompromistekster, når tempoet er det afgørende.

Polen ser på leverancerne: EU’s foreslåede instrument til forsvarsfinansiering, nye sanktioner mod Rusland og budgetkampen mellem nettobidragydere, altså lande der betaler mere til EU-budgettet end de får tilbage, og de medlemslande, der presser på for flere penge til sikkerhed (Euronews PL). Warszawa vil have resultater, ikke beroligende formuleringer.

Tyskland ser først og fremmest halvåret som en budgetforhandling. Berlin presser på for store nedskæringer i EU’s næste langtidsbudget, samtidig med at den tyske oprustning holdes uden for samme sparelogik (Berliner Zeitung, Bundestag). Irland skal forsøge at bygge bro mellem tysk budgetforsigtighed og andre landes krav om samhørighedsmidler, landbrugsstøtte og forsvarsinvesteringer.

Budgettet er den sværeste forhandling, fordi den flerårige finansielle ramme kræver enstemmighed. Hvert medlemsland kan blokere aftalen. Det giver Irlands kontrol over timing og ordlyd reel betydning, men Dublin kan ikke tvinge en løsning igennem. På sanktioner, der vedtages med kvalificeret flertal, hvor store lande vejer tungere og ingen enkeltstat har veto, er formandskabets indflydelse mindre. Her afgør stemmerne mere end formuleringerne.

Frankrig peger på en anden komplikation. Ouest-France kalder Irland et "skattely for techgiganter", som nu skal hjælpe med at regulere dem. Dublin huser store amerikanske teknologiselskabers europæiske hovedkvarterer og leder samtidig Rådets forhandlinger om digital- og handelspolitik. Når EU’s forhold til USA præges af både toldstrid og teknologiinvesteringer, sidder Irland for bordenden i diskussioner, hvor landet har klare økonomiske interesser.

Prøven frem mod december

Irlands formandskab bliver målt på, om Dublin kan omsætte splittede nationale positioner til tekster, som ministrene kan acceptere. Kan Irland levere en budgetramme, der både tager højde for tysk finanspolitisk forsigtighed, østeuropæiske sikkerhedskrav og sydeuropæiske behov for samhørighedsmidler? Kan landet holde forslag om forsvarsfinansiering og sanktionspakker i bevægelse, mens det navigerer i sin egen neutralitet og sine økonomiske bånd?

Formandskabet giver mæglerens magt, ikke kommandørens. Om det er nok, afhænger af, hvad Irland lægger på bordet, når ministrene sætter sig.