Hormuz-gebyrer løfter forsikringspriser

Omkring 20 mio. tønder olie passerer hver dag gennem Hormuzstrædet, den smalle passage mellem Iran og Oman. Det klassiske risikoscenarie er en lukning. Den mere sandsynlige risiko er en åben passage, hvor forskellige skibe møder forskellige politiske priser.

Iran og Oman arbejder på en model, hvor skibe skal betale gebyrer for passage eller maritime tjenester, mens »venligtsindede« lande får bedre vilkår. Der findes endnu ingen juridisk bindende tekst, og USA er imod planen (Gulf News, via Times of India). Men markeder venter ikke på den endelige paragraf. De prissætter usikkerheden med det samme.

Hvordan et politisk forslag bliver til en fragtregning

Vejen fra et forslag i Golfen til højere europæiske produktionsomkostninger går i flere led. Først hæver forsikringsselskaberne prisen for at dække en rejse. Derefter lægger rederierne tillæg på fragten. Til sidst betaler importører mere for energi og råvarer. De energiintensive virksomheder mærker regningen, før forbrugerne gør.

Flaskehalsen ligger i forsikringen. Krigsrisikopræmier, altså det ekstra beløb forsikringsselskaber kræver, når et skib sejler ind i et område tæt på konflikt, er steget fra næsten ingenting til omkring 1-4 % af skibets skrogværdi per passage. For en fuldt lastet tanker svarer det til 2-8 mio. dollar ekstra for én tur gennem strædet (DW). Før den seneste eskalation lå præmierne typisk omkring 0,05-0,25 % (Khaleej Times, Corriere della Sera).

Det afgørende er ikke kun prisen, men det kommercielle veto. West of England P&I Club, et gensidigt forsikringsselskab, der dækker rederiers ansvar, har advaret medlemmerne om, at dækning for Hormuz kan opsiges eller omprises når som helst (West P&I). Et skib kan derfor være juridisk frit til at sejle, men kommercielt ude af stand til at få forsikring.

Derfor virker det iranske gebyrforslag økonomisk, før det bliver til lov. Hvis adgangssystemet giver fordele til »venlige« skibe og efterlader andre i juridisk gråzone, bliver risikoen hængende i forsikringsselskabernes modeller.

Europa betaler verdensprisen

Europa er ikke stærkt direkte afhængigt af olie og gas fra Golfen. Omkring 84 % af råolien gennem Hormuz går til Asien (EIA). Tysklands LNG, altså flydende naturgas transporteret med tankskib og omdannet til gas ved ankomst, kommer hovedsageligt fra USA (t-online). Qatar leverede omkring 6,6 % af EU's LNG-import i begyndelsen af 2026 (Trade Arabia).

Men energi handles efter globale benchmarkpriser, altså referencepriser, som købere bruger på tværs af markeder, uanset hvor den konkrete last kommer fra. Når Hormuz-risikoen løfter prisen på olie på vej mod Asien, betaler europæiske købere også mere.

Tyskland viser allerede sårbarheden. Ifølge Destatis steg importpriserne i maj med 6,8 % i forhold til året før, mens importeret energi steg 37,2 %, og gødning samt kvælstofforbindelser steg 31,4 % (Destatis). Det beviser ikke, at Hormuz er årsagen. Men det viser, at kanalen er åben: Tysk industri er allerede under pres fra dyrere importeret energi, og ekstra risiko i Golfen lægger sig oveni.

Holland har samme problem gennem Rotterdam, der både er raffinaderiknudepunkt og bunkringscenter, hvor skibe får brændstof. Ifølge CBS er landet 77 % afhængigt af udenlandsk energi (CBS). Hollandske parlamentarikere har allerede koblet udviklingen ved Hormuz til gødningspriser (Tweede Kamer).

Hvem vinder, hvem taber

De store rederier står bedst. Ifølge BIMCO understøtter usikkerheden omkring Hormuz højere fragtrater (Cyprus Shipping News). Maersk fortsatte sejladsen i Golfen, og analytikere beskrev eskalationen som »kortfristet positiv« for rederiernes indtjening (BT).

Taberne er de energiintensive producenter, mindre importører ramt af akutte tillæg på $300-7.200 per container for gods, der allerede er undervejs, og virksomheder med stor eksponering mod gødning og kemiske input. DNB peger på importeret energi som en central kortsigtet inflationsdriver i euroområdet, mens ECB fremhæver, at energichok stadig slår igennem i transport, fødevarer og industriomkostninger (DNB, ECB).

Den største ubekendte er efterlevelse. Hvis gebyret skal betales gennem sanktionerede iranske enheder, risikerer enhver virksomhed, der betaler, amerikanske sekundære sanktioner, altså straffe mod ikke-amerikanske selskaber, der handler med sanktionerede parter (OFAC). Hvis virksomheden ikke betaler, risikerer den forsinkelse eller tab af forsikringsdækning.

Om Oman kan give reel juridisk beskyttelse, er stadig uafprøvet. Forsikringsselskaberne arbejder desuden efter deres egne risikokalendere, som ikke nødvendigvis følger diplomatiske udmeldinger (LMA). Strædet er åbent. Det er vilkårene for at passere, der flytter sig.