Nicosia afviser Tyrkiets delingsplan

Cypern er stadig den lille ø, der kan holde en stor del af EU’s Tyrkiet-politik fastlåst. På 52-årsdagen for Tyrkiets militære indgriben trak præsident Nikos Christodoulides tre grænser op: Cypern er én republik, en løsning med to stater kommer ikke på tale, og Nicosia vil heller ikke acceptere en »forklædt konføderation«, hvor et føderalt navn dækker over to suveræne regeringer (Euronews FR, Philenews). Det er ikke kun et cypriotisk anliggende. De tre linjer sætter i praksis loftet for hele EU’s forhold til Tyrkiet, fordi Cypern har værktøjerne til at holde loftet på plads.

Ét medlemsland, to slags lås

EU behandler Republikken Cypern som medlemsstaten for hele øen. I den tyrkiskkontrollerede nordlige del er EU-retten for det meste sat på pause indtil en genforening. Det følger af protokol nr. 10 til tiltrædelsestraktaten (Protocol No 10).

Det giver Nicosia et direkte veto over alle EU-beslutninger, der kræver enstemmighed, altså at samtlige medlemslande siger ja. Tyrkiets optagelsesforhandlinger, fælles udenrigspolitiske positioner og adgang til forsvarssamarbejde ligger alle i den kategori (TEU Article 24). Cypern kan blokere dem alene.

På andre områder, for eksempel modernisering af toldunionen eller visumliberalisering, har Cypern ikke et formelt veto. Men Det Europæiske Råd, hvor stats- og regeringscheferne fastlægger EU’s politiske kurs, arbejder efter konsensus. Hvis ét land protesterer, kan en sag i praksis dø, før den overhovedet bliver lagt frem (TEU Article 15). EU-ledere genstarter sjældent en proces, når én hovedstad allerede har sagt nej.

Det er ikke teori. I 2018 frøs Rådet nye kapitler i Tyrkiets optagelsesforhandlinger og arbejdet med toldunionen (Council, June 2018). I 2019, efter tyrkiske boringer i cypriotiske farvande, suspenderede EU dialogen på højt niveau og skar i førtiltrædelsesmidlerne (Council, July 2019). I juli fik Tyrkiet kun en snæver aftale om toldsamarbejde, ikke den opgradering af toldunionen, den visumvej eller den forsvarsadgang, Ankara ønskede (DG TAXUD).

Paris støtter låsen; Berlin vil uden om den

Frankrig ser Cypern som en test af suverænitet. Den franske ambassadør i Nicosia beskrev forsvarssamarbejdet som usædvanligt stærkt og fastholdt, at en løsning skal følge FN’s grundlinje: en bizonal og bikommunal føderation med én suverænitet (French Embassy Cyprus). Paris ser ingen grund til at skille samarbejdet med Tyrkiet fra fremskridt på Cypern (Euronews FR).

Tyskland trækker i den anden retning. Berlin anerkender Republikken Cypern som øens eneste legitime regering (German Foreign Ministry), men vil samarbejde med Ankara om migration, energi og NATO-forsvar uden at vente på en cypriotisk fredsaftale (Eurotopics).

Italien placerer sig mellem de to. Den 13. juli udpegede EU-Kommissionen den italienske næstformand Raffaele Fitto som særlig repræsentant for Cypern. Han skal støtte den FN-ledede fredsproces og sikre, at en eventuel løsning kan rummes i EU-retten (EUAlive, Formiche). Tyrkiet afviste udnævnelsen med det samme. Ankaras udenrigsministerium sagde, at EU mistede sin upartiskhed, da Cypern blev medlem, og fastholdt, at en løsning kræver to suveræne stater på lige fod (Turkish MFA). De tyrkisk-cypriotiske myndigheder kaldte rollen illegitim (Euractiv).

Hvad Guterres kan og ikke kan åbne

FN’s generalsekretær António Guterres besøger Cypern den 27.-29. juli. Hans udsending, María Angela Holguín, har det formelle mæglingsmandat (DW). Fitto kan ikke erstatte FN-sporet. Hans betydning kommer først, hvis diplomatiet rykker sig: Så får Kommissionen en person, der kan styre det EU-retlige arbejde, som enhver aftale vil udløse.

Et dokument vedtaget af alle 27 medlemslande siger ifølge cypriotiske medier, at EU tillægger genstarten af Cypern-forhandlingerne »særlig betydning« som led i at styrke samarbejdet med Tyrkiet (CNA, Politis). Det er ikke en formel betingelse. Men mønstret siden 2018 er tydeligt: Optagelsesforhandlinger og forsvar er hårde låse, hvor Cypern har traktatens veto. Told og visum er politiske låse, hvor Cypern afgør, om stats- og regeringscheferne overhovedet åbner døren. En suverænitetskonflikt om en ø med under en million indbyggere fortsætter dermed med at styre EU’s forhold til en NATO-allieret med 85 millioner mennesker. Christodoulides’ tale sagde til både Ankara og Berlin, at loftet ikke er flyttet.