Europa mangler PAC-3-produktion

Et enkelt PAC-3 MSE-missil tager omkring 34 til 36 måneder at producere, ifølge Army Recognition. Det er den Patriot-interceptor, som ødelægger indkommende ballistiske missiler ved at ramme dem direkte. Ingen fabrik i Europa bygger den. Det ændrede sig ikke 28. juli, da Volodymyr Zelenskyj forlod Det Hvide Hus og kaldte sin samtale med Donald Trump om Patriot-produktionslicenser for et "godt møde" (Handelsblatt, Le Parisien).

Efter mødet viser det offentlige spor politisk vilje, men ingen industriel forpligtelse. Der er ingen offentlig dokumentation for en underskrevet produktionslicens, et udpeget fabriksanlæg eller et aftalt årligt antal missiler. Lockheed Martin og RTX, tidligere Raytheon, kontrollerer produktionen af PAC-3 MSE. Amerikanske eksportregler, kendt som ITAR, kræver formel godkendelse fra Washington, før produktionsviden må overføres til et andet land (eCFR ITAR §124.1). I praksis betyder det en teknisk bistandsaftale mellem producenterne og en udenlandsk regering, som skal gennemgås og godkendes af det amerikanske udenrigsministerium. Det Hvide Hus kan sætte processen i gang. Det kan ikke springe den over.

Værksteder, ikke produktionslinjer

Europa arbejder sig ind i kanten af Patriot-systemet, men resultaterne er endnu ikke produktion i egentlig forstand. Tysklands mest konkrete skridt er fremstilling af PAC-2 GEM-T-missiler, en anvendelig, men mindre avanceret interceptor, som ikke har PAC-3’s evne til at ødelægge ballistiske mål ved direkte træf. Et joint venture mellem Raytheon og MBDA i Schrobenhausen venter de første leverancer fra 2027 (UNN). Lockheed Martin har særskilt omtalt en hensigtserklæring med Tyskland, Nederlandene, Polen og Sverige om at undersøge et europæisk vedligeholdelsesanlæg for PAC-3 (Lockheed Martin). Vedligeholdelse betyder reparation, recertificering og tilbageføring af eksisterende missiler til tjeneste. Det holder lagrene brugbare. Det øger dem ikke.

Frankrig tilbyder den tydeligste vej uden om de amerikansk kontrollerede Patriot-forsyningskæder. Paris har forpligtet sig til at udlåne Ukraine to SAMP/T-systemer, Frankrigs og Italiens eget tunge luftforsvar, og har godkendt licensproduktion af Aster 30-missiler i Ukraine (Ukrainian Presidency). Men SAMP/T kan ikke erstatte de Patriot-interceptorer, som Ukraine bruger i dag. Den udskiftning ligger år ude i fremtiden, og de to systemer deler hverken reservedele, software eller radararkitektur.

Ukraines missilregning når NATOs grænse

Afhængigheden rækker nu ind i NATOs eget forsvar. Nederlandene har doneret fem Patriot-affyringsenheder, en radar og interceptorer til Ukraine og har derefter bestilt en erstatningsenhed fra den amerikanske producent for at lukke hullet i sin egen dækning (Dutch Defence, Army Recognition). Hver donation tages fra en begrænset pulje, som også beskytter NATOs østlige flanke. Genopfyldningen afhænger af den samme pressede amerikanske produktionslinje og dens samme tempo.

Rumænien bruger amerikanskproducerede Patriot-systemer ved Sortehavet, den korridor hvor rumænske F-16-fly har skudt russiske droner ned, efter at de krydsede ind i NATO-luftrum (DSCA, Digi24). Ukraines adgang til interceptorer er dermed blevet en del af NATOs grænseforvaltning. Missilerne, der forsvarer Kyiv, og missilerne, der dækker Constanța, kommer fra de samme amerikanske fabrikker.

Afstanden mellem et møde og en kontrakt

Polen foreslog i sidste uge fælles Patriot-produktion med USA og Ukraine. Samtalerne i Det Hvide Hus skubbede den diskussion videre. Men alle forslag rammer den samme rækkefølge: ITAR-licens, aftaler om arbejdsdeling mellem producenterne, sikkerhedsgodkendelse af fabriksanlæg, certificering af værktøj og en produktionsopbygning, der måles i år, ikke måneder.

Lockheed og RTX har bekræftet tidlige drøftelser om produktion i Europa, men har selv beskrevet dem som undersøgende (Breaking Defense, Defence Industry Europe). Indtil en underskrevet kontrakt bliver offentliggjort, står billedet fast: Europa kan finansiere Patriot-indkøb, huse reparationsfaciliteter og bestille erstatninger fra amerikanske fabrikker. Europa kan endnu ikke selv bygge den interceptor, det har mest brug for.