Nokia rykker ind i krigsmaskinen

En finsk rapport hævder, at Nokias 5G-teknologi allerede styrer ukrainske militærdroner langt bag russiske linjer. Den konkrete påstand er ikke offentligt bekræftet, hverken af Nokia, NATO eller Pentagon. Men den udvikling, den peger på, er veldokumenteret i flere lande: Civile telekommunikationsnet er ved at blive militær infrastruktur, og Europa har endnu ikke afklaret, hvem der skal kommandere, lukke ned, eksportere eller stå til ansvar for systemerne.

Fra basestationer til kill chains

Nokia markedsfører åbent militære 5G-netværk til vestlige forsvar (Yahoo Finance). Samarbejdet med Lockheed Martin retter sig mod amerikanske og allierede styrker med en 5G-løsning, der er bygget efter Pentagons standarder for åben arkitektur (Data Center Dynamics). Det amerikanske forsvarsministerium har siden sin 5G-strategi fra 2020 behandlet teknologien som en del af moderniseringen af kommando, logistik og spredte militære operationer.

NATO afprøver allerede modellen i felten. Spanien etablerer alliancens første taktiske 5G-netværk i Lešť i Slovakiet under Pilot Project 5, hvor droner, sensorer, robotter og systemer mod fjendtlige droner kobles sammen i et operativt miljø (Data Center Dynamics). Tyskland, Frankrig og Nederlandene bygger hver deres versioner: Deutsche Telekom kobler mobilmaster til droneforsvar (finanzen.net), Frankrig udvikler våben mod billige angrebsdroner (Le Monde), og Nederlandene vil inden for fem år lade ubemandede systemer udføre mere end halvdelen af de militære opgaver (Tweakers).

I Vesteuropa er almindelig digital forbindelse dermed stille og roligt ved at skifte status. Det, der for få år siden var mobilnet, erhvervskunder og industridigitalisering, bliver nu en del af forsvarsplanlægningen.

Hvor dronerne allerede krydser grænser

Polen og Rumænien ser ikke først og fremmest udviklingen som industripolitik. For dem handler den om overlevelse og grænsekontrol. Polens forsvarsminister har offentligt koblet mulige overførsler af MiG-29-fly til Ukraine med adgang til ukrainsk droneviden. Erfaringer fra slagmarken er dermed blevet forhandlingskapital (Wiadomości WP). Den polske statslige forsvarskoncern PGZ har samtidig indgået en samarbejdsaftale med ukrainske TAF Industries om produktion af droner og antidronesystemer (PAP Mediaroom).

Rumænien viser, hvad der sker, når forbindelsen til droner svigter. Ifølge landets forsvarsministerium har der siden Ruslands fuldskalainvasion været omkring 50 episoder med droner eller dronefragmenter på rumænsk territorium (Agerpres). Efter en ukrainsk marinedrone eksploderede i havnen i Constanța, krævede Rumænien, at droner, der sejler ind i rumænsk territorialfarvand, skal have forprogrammeret selvdestruktion (Ziare.com). I Tulcea har borgere modtaget nødvarsler om risiko for nedfaldende vragdele (Libertatea).

For frontlinjestater er spørgsmålet om, hvem der kontrollerer en drones kommunikationslink, derfor ikke en teknisk detalje i et udbudsmateriale. Det er et spørgsmål om offentlig sikkerhed.

Hvem ejer risikoen?

Der findes ingen samlet institution, som styrer denne overgang. EU’s dual-use-forordning, forordning 2021/821, sætter rammen for eksportkontrol med produkter, der kan bruges både civilt og militært. Men det er de nationale myndigheder, der udsteder licenser og håndhæver reglerne (EUR-Lex). NATO tester kamppladsnetværk og fastlægger krav til interoperabilitet, altså at allierede systemer kan tale sammen, men NATO skriver ikke eksportlovgivning. EU finansierer droner og dual-use-teknologi til Ukraine (Airforce Technology), mens den konkrete militære kommando ligger nationalt eller hos Ukraine. Den franske tænketank IFRI advarer samtidig om, at Europa stadig ikke kan bygge og kontrollere nok af denne teknologi selv (IFRI).

Det efterlader et ansvarshul. Når et kommunikationssystem med civilt ophav bliver en del af en militær kill chain, hvem hæfter så politisk og juridisk? Teleleverandøren, den militære operatør, eksportmyndigheden eller staten, der bruger systemet? Og når en drone driver ind over en NATO-grænse, fordi forbindelsen bryder sammen, er det så en teknisk fejl, en operativ beslutning eller et eksportproblem?

Ukraine afprøver i praksis europæisk civil forbindelse som militær infrastruktur hurtigere, end institutionerne kan omsætte erfaringerne til regler. Teknologien bevæger sig. Styringen halter bagefter.