Olie til $97 tømmer Europas nødlagre

Olie til 97 dollar pr. tønde. Inflation i eurozonen på det højeste niveau siden september 2023. Strategiske olielagre på vej ned mod de lovpligtige minimumsniveauer. Tre måneder inde i krigen mellem Iran og USA presser blokeringen af Hormuzstrædet, hvor omkring en femtedel af verdens olie passerer, de europæiske regeringer til at bruge milliarder på at dæmpe virkningen. EU har ikke selv plads ved det forhandlingsbord, der kan afslutte krisen.

Hvem betaler, og hvordan

Regningen rammer skævt, og hvert land lapper hullet på sin egen måde. Polen har sænket momsen på brændstof til 8 %, hvilket har holdt prisstigningen nede på 8,8 % på årsbasis mod et EU-gennemsnit på 20,8 %. Frankrig har valgt en mere målrettet model med støtte til vognmænd, landmænd og pendlere med lave indkomster. Der er allerede brugt 130 mio. euro, og den samlede regning ventes at ende på 4-6 mia. euro. Tyskland og Italien bruger grovere værktøj: Berlin har sænket brændstofafgifterne i en pakke på 1,6 mia. euro, mens Rom vurderer, at en gennemsnitlig familie betaler flere hundrede euro mere om året for brændstof, el, mad og plastprodukter.

Det er national brandslukning mod et fælles forsyningschok. I marts koordinerede Det Internationale Energiagentur sin hidtil største frigivelse af olielagre: 400 mio. tønder fra 32 lande, hvor EU-landene bidrog med omkring 92 mio. I begyndelsen af maj var kun 164 mio. tønder nået ud på markedet. IEA advarer om, at lagrene med den nuværende aftapning kan nå kritisk lave niveauer før sommerens efterspørgsel topper. EU-reglerne kræver, at medlemslandene holder reserver svarende til 90 dages nettoimport. Flere lande risikerer at komme under grænsen inden for få uger.

Den improviserede flådeindsats

Europæiske flåder mobiliserer, men langsomt, betinget og uden for NATO-kommando. Frankrig har placeret hangarskibet Charles de Gaulle i Det Arabiske Hav med omkring 20 Rafale-kampfly. Tyskland sender minestrygeren Fulda via Suez, hvor den ankommer om to til tre uger. Italien planlægger at sende fire fartøjer. Ifølge vz.lt har Litauens parlament med stemmerne 78 mod 7 godkendt op til 40 soldater til minerydning. Rammen er en fransk-britisk ad hoc-koalition, ikke en EU- eller NATO-operation.

EU har allerede en flådemission, Operation ASPIDES, som blev oprettet i 2024 for at beskytte skibsfarten i Det Røde Hav. EU’s udenrigschef, Kaja Kallas, har luftet muligheden for at udvide den til Hormuz og sagt, at mandatet allerede giver plads til det, hvis den operative plan ændres. Minerydning kræver derimod en formel beslutning i Rådet, altså enstemmighed blandt alle 27 regeringer. Iran har advaret Europa mod overhovedet at sende krigsskibe til strædet.

Pakistan mægler, Europa betaler

Kallas sagde det lige ud på mødet i Rådet for Udenrigsanliggender i maj, hvor EU-landenes udenrigsministre mødes hver måned: "This is between the US and Iran, and they do not really take in any kind of mediation. We do not have much leverage over both of them."

Det er Pakistan, ikke Frankrig, Tyskland eller Storbritannien, der mægler, selv om de tre europæiske lande var parter i atomaftalen med Iran fra 2015. Den våbenhvile, Pakistan fik på plads i april, er siden gledet over i det, Trump beskrev som skudvekslinger "in a more moderate manner." Den 6. juni angreb USA iransk radar på Qeshm Island. Iran affyrede syv ballistiske missiler mod amerikanske baser i Kuwait og Bahrain. Få timer senere sagde Trump til journalister, at situationen var ved at "improving."

Energichokket slider også på EU’s klimaløfter. Tyskland, Frankrig, Estland og Spanien har presset EU-Kommissionen til at lette presset fra CO2-markedet på tung industri. De ønsker længere overgangsperioder for gratis emissionskvoter under EU’s kvotehandelssystem, hvor industrien enten skal have kvoter eller betale for retten til at udlede CO2. Kommissionens revision af systemet lander 15. juli. Energitunge virksomheder har nu deres stærkeste argument i flere år for en langsommere grøn omstilling.

Europa bærer den økonomiske vægt af Hormuz-blokaden, mens den eneste faktor, der afgør, hvornår presset letter, ligger uden for europæisk kontrol: en aftale mellem Washington og Teheran.