Pentagon skærer i hemmelige NATO-forstærkninger

Mens overskrifterne følger Trumps troppeflytninger rundt i Europa, sker den mere vidtrækkende ændring bag lukkede døre. USA reducerer sine løfter til NATO's system for krigsmobilisering, og intet demokratisk organ har mandat til at efterprøve nedskæringerne.

Den 22. maj oplyste Alex Velez-Green, stedfortræder for Pentagons politiske chef, Elbridge Colby, til allierede forsvarsembedsmænd i Bruxelles, at USA vil "significantly scale down" sit bidrag til NATO Force Model, alliancens trinvise system for at sende styrker frem under en krise (Military Times, Defense News). NATO's generalsekretær, Mark Rutte, bekræftede udmeldingen, men sagde, at han "not allowed to disclose" detaljerne (Stars and Stripes).

Styrkemodellen, der blev vedtaget i 2022-2023, binder på forhånd nationale styrker til NATO's forsvarsplaner i tre niveauer: omtrent 100.000 soldater inden for 10 dage, 200.000 inden for 30 dage og 500.000 inden for seks måneder. USA's bidrag på tredje niveau, altså de enheder, der i en længere krig skulle krydse Atlanten, er systemets bærende konstruktion. Uden dem risikerer forsvarsplanerne for den østlige flanke at blive "diplomatic fiction" (CSIS).

Hullet i kontrollen

Forsvarsbudgetloven for 2026 forbyder Pentagon at bringe antallet af amerikanske soldater i Europa ned under 76.000 uden en erklæring til Kongressen (Washington Examiner). Den grænse gælder styrker, der fysisk er udstationeret i Europa. Tilsagnene i NATO Force Model, altså de krigsforstærkninger, som USA lover at sende fra amerikansk territorium, er hemmeligstemplede, har ingen lovbestemt bundgrænse og ligger alene inden for præsidentens myndighed.

Forskellen er markant. Da Trump i midten af maj annullerede udsendelsen af en brigade på 4.000 soldater til Polen, udløste det vrede i Kongressen og forsidestof (Stars and Stripes). Rotationsstyrker, hvor enheder skiftes ud cirka hver niende måned, kan standses med et telefonopkald. Permanent udstationering, hvor familier flytter med, og baser bygges op, tager år at rulle tilbage. Men når administrationen skærer i løfterne om tredje-niveau-forstærkninger, sker det uden offentlig dokumentation og uden kongreskontrol.

Kampen om amerikansk opmærksomhed

De europæiske regeringer reagerer med hver deres forsøg på at gøre sig nyttige for Washington snarere end med en samlet linje.

Polens viceminister for forsvar, Paweł Zalewski, tilbød Pentagon "permanent stationing" under et besøg i Washington den 20.-21. maj. Polen vil "build a small city" til amerikanske tropper og betale regningen (Polsat News). Pentagon lovede et forslag "in the coming weeks", men gav ingen konkrete tilsagn (gov.pl).

Tyskland mister en Stryker-brigade, en middeltung pansret kampenhed, fra Bayern. Kansler Merz forsøger at vende tilbagetrækningen til et argument for at fremskynde tyske missilprogrammer. Han fremhæver, at Washingtons manglende levering af længe lovede Tomahawk-krydsermissiler til landmål i Tyskland, som skulle modsvare russiske mellemdistancesystemer, skyldes amerikanske produktionsflaskehalse snarere end politisk straf (Tagesspiegel, Spiegel).

Rumænien fik ros af udenrigsminister Rubio for at huse ekstra amerikanske styrker til Iran-relaterede operationer, men modtog ingen løfter om permanent tilstedeværelse. En rådgiver for præsidenten erkendte, at landet er "relevant" for Washington, men ikke "vitalt" (HotNews). Estlands forsvarsminister bekræftede, at amerikanske styrker bliver i landet, men advarede om, at "politiske beslutninger i USA nu begynder at nå det militære niveau" (ERR).

Frankrig står anderledes. Paris byggede alternativer, før nedtrapningen kom: en ramme for at inddrage otte europæiske partnere i planlægning og konsultation om fransk atomafskrækkelse samt et pres for flere europæiske officerer på høje NATO-kommandoposter (Le Monde, IFRI). Men fransk autonomi var tænkt som et supplement til amerikansk tilstedeværelse, ikke som en erstatning.

På NATO-topmødet i Ankara den 7.-8. juli står alliancen over for et valg: enten skal forsvarsplanerne tegnes om efter færre amerikanske bidrag, eller også skal nedskæringerne udfordres offentligt. Rutte har indrammet dagsordenen som et opgør med "unhealthy over-reliance on one ally", en formulering der accepterer den amerikanske præmis uden at nævne konsekvenserne. NATO's forsvarsplaner blev bygget på antagelsen om fuld amerikansk deltagelse i krigstid. Nu trækker USA den antagelse tilbage gennem den kanal, hvor ingen lovgiver har stemmeret, mens europæiske hovedstæder hver især forsøger at sikre bilaterale aftaler. Om nogen regering tvinger det hemmelige regnestykke frem i lyset før Ankara, er stadig det ubesvarede spørgsmål.