Pentagon trækker ubåde ud af NATO

USA har orienteret NATO-landene om, at amerikanske ubåde helt udgår af alliancens kriseberedskab. Samtidig skæres det amerikanske bidrag af kampfly med en tredjedel, mens puljen af strategiske bombefly halveres. Tallene blev fremlagt af Pentagons udsending Alexander Velez-Green på et lukket møde i NATO-hovedkvarteret i sidste uge (Defense News, El País). Washington vil have europæiske planer for, hvordan hullerne skal dækkes, klar i begyndelsen af juni.

Smuthullet Kongressen ikke kan lukke

Nedskæringerne går gennem NATO Force Model, NFM, som er NATO's klassificerede register over de styrker og våbensystemer, medlemslandene på forhånd stiller til rådighed i tre niveauer af kriseberedskab. USA trækker ikke soldater ud af Europa. USA trækker den formelle garanti tilbage om, at bestemte forstærkninger vil komme frem i en krig (Stars and Stripes).

Kongressen kan blokere en amerikansk udmeldelse af NATO-traktaten. Den kan også fastsætte lovbestemte minimumstal for amerikanske tropper i Europa. Men NFM-bidragene ligger under den udøvende magts klassificerede råderum, og der findes ingen særskilt lov, som regulerer dem (Military Times). Pentagon kan derfor svække NATO's kriserespons uden en afstemning på Capitol Hill.

Elbridge Colby, viceforsvarsministeren for politik, som driver kursændringen, har sagt det uden omsvøb: De europæiske allierede er "substantially more powerful than Russia and should take primary responsibility for their own conventional defense" (war.gov). Prioriteten er at frigøre amerikanske kapaciteter til en mulig konflikt med Kina.

Hvad penge ikke kan købe hurtigt nok

International Institute for Strategic Studies vurderer, at det vil koste omkring 1.000 mia. dollar over 25 år at erstatte de amerikanske konventionelle kapaciteter i NATO (The National News). Kiel Institute anslår det kortsigtede behov til 50 mia. euro om året i ekstra koordinerede udgifter (Meta-Defense). De sværeste huller handler dog om fysik og tid.

Kun USA råder over EA-18G Growler, flyet der kan forstyrre fjendtlig radar, så angrebsfly kan overleve i omstridt luftrum. Europa har ikke noget tilsvarende. Uden Growler-fly skal europæiske kampfly operere mod russiske S-400- og S-500-luftforsvarssystemer med radarnetværk, de ikke selv kan undertrykke (RUSI).

Atomdrevne angrebsubåde skaber samme problem under vandet. Amerikanske Virginia-klasse-ubåde kan operere under vandet uden tidsbegrænsningen fra batterier og kan affyre krydsermissiler skjult på afstande over 1.500 km. Europæiske dieselelektriske ubåde skal op til overfladen hver 24. til 72. time. Kun Frankrig og Storbritannien har atomdrevne angrebsubåde, og den britiske beredskabstilstand er svag: I marts 2026 var kun én af fem Astute-klasse-ubåde operativt udsendt (19FortyFive).

Det samme mønster findes i lufttankning. USA har over 400 tankfly. De europæiske NATO-lande har tilsammen omkring 50 til 60 (Defense News).

Tretten europæiske lande købte F-35 blandt andet som en forsikring om, at Washington ville forblive bundet til Europas forsvar. Men F-35 er designet til at flyve inde i et amerikansk kampstyringsnetværk med AWACS, altså luftbårne radarfly, Growler-fly og tankfly. Når det økosystem fjernes, står europæiske F-35-fly tilbage som femtegenerationsfly uden femtegenerationsstøtte (RUSI).

Den industrielle mur

Europæisk kampflyproduktion når ifølge de nuværende linjer omkring 72 fly om året i 2030 på tværs af Eurofighter, Rafale og Gripen. IISS vurderer, at Europa mangler 400 flere taktiske kampfly. Det svarer til mere end fem års produktion ved maksimal kapacitet og uden eksport. Frankrigs parlament har godkendt yderligere 36 mia. euro i militærudgifter frem mod 2030 (Le Monde), men Rafale-produktionen er allerede fyldt op af eksportordrer, og de franske atomubåde er suveræne franske aktiver, som ikke stilles til rådighed for en fælles NATO-pulje (IFRI).

Landene tættest på Rusland mærker presset først. Polen bruger 4,81 % af BNP på forsvar, den højeste andel i NATO, men landet har ingen ubåde, og dets F-35-fly når først fuld kapacitet i 2030 (Bankier.pl). Finlands forsvarsminister, Antti Häkkänen, kaldte situationen "a serious moment for Europe" (IS.fi).

NATO's generalsekretær, Mark Rutte, beskrev kursændringen som ventet: "Everybody knew this was happening" (NATO). Norge svarede igen med et krav om, at overgangen sker "in a structured manner" (Le Monde). NATO-topmødet i Ankara den 7. og 8. juli skal formalisere den nye byrdefordeling. Sårbarheden varer fra nu og mindst frem til 2030. En politisk beslutning kan flytte penge på et budget. Den kan ikke få en ubåd bygget på mindre end et årti.