PiS kobler Ukraine til Volhynien

Polens største oppositionsparti, PiS (Lov og Retfærdighed), har flyttet mindet om krigstidens massedrab i Volhynien fra historiedebatten ind i EU’s optagelsesproces. Det gør sagen langt mere konkret, fordi hvert medlemsland igen og igen kan bremse Ukraines vej mod medlemskab.

Jarosław Kaczyński, PiS’ leder, siger, at Ukraine ikke kan blive medlem af EU, så længe landet tolererer det, han kalder glorificering af Stepan Bandera, den ukrainske nationalist fra krigstiden, som forbindes med massedrab på polakker. Przemysław Czarnek, parlamentsmedlem for PiS, har varslet et resolutionsforslag, der formelt vil afvise ukrainsk EU-medlemskab på det grundlag (RMF24).

Klagesagen er ikke opfundet. I 1943-44 dræbte ukrainske nationalistiske formationer titusinder af polske civile i Volhynien, som i dag ligger i det vestlige Ukraine. Familier blev brændt inde i huse og kirker. For mange polakker er sagen ikke afsluttet: lig er stadig ikke gravet op og identificeret, og Ukraines offentlige dyrkelse af Bandera som nationalhelt åbner såret igen ved hver mindedag. PiS gør nu det sår til en betingelse for Ukraines EU-medlemskab.

Hvorfor vetomaskinen betyder noget

Efter artikel 49 i EU-traktaten kræver optagelse enstemmighed i Rådet, hvor regeringerne stemmer, og ratifikation i hvert nationalt parlament (EUR-Lex, Council). Optagelsesforhandlinger er delt op i tematiske blokke, de såkaldte "clusters", og medlemslandene skal godkende hver blok, når den åbnes og lukkes. Polen kan derfor holde igen flere steder i processen, længe før en endelig traktat når frem til Sejmen.

EU-Kommissionens udvidelsesmetode behandler også gode naboskabsrelationer som politisk relevante (European Commission). Det er ikke et bindende juridisk kriterium, men det giver ethvert land et EU-sprog til at klæde en bilateral konflikt ud som et fælleseuropæisk problem.

Ungarn har allerede vist, hvordan mekanikken fungerer. Budapest accepterede forberedende arbejde om en ukrainsk optagelsesblok, men understregede samtidig, at forberedelse ikke er det samme som at åbne forhandlingerne, fordi de næste skridt stadig kræver enstemmighed (Világgazdaság, Euronews). Ungarns klage handler om noget andet, nemlig mindretallenes sprogrettigheder i Transkarpatien. Metoden er den samme: enstemmighed gør en national klage til en europæisk port.

Hvem betaler

PiS vinder på hjemmebanen. Ved at koble krigsmindet til optagelsesprocessen presser partiet premierminister Donald Tusk ind i et svært valg: Han kan enten fremstå blød over for polske ofre eller risikere at splitte støtten til Ukraine. Tusk har advaret oppositionen mod at "lege med ilden" (Respublika). Den større risiko er, at krav om opgravninger og respekt for ofrene bliver fælles linje på tværs af partierne i Warszawa. Så bliver et oppositionsnummer til en varig barriere for Ukraines EU-kandidatur.

Ukraine betaler den højeste pris. Landets EU-spor er allerede langsomt, og nu møder det en klagesag, der er ældre end Unionen selv. Tysk dækning har peget på "associeret medlemskab" som en mulig vej til at give Ukraine økonomisk integration, før fuldt medlemskab har løst sine vetoproblemer (Euronews DE). Den genoplivede Weimar-trekant, et diplomatisk format mellem Berlin, Paris og Warszawa, kan hjælpe med at styre politikken. Den kan ikke skrive traktatens krav om enstemmighed om (IPG Journal).

Litauisk analyse kalder sammenstødet farligt, netop fordi det lander på et tidspunkt, hvor Polen, Litauen og Ukraine forsøger at holde sammen mod Rusland (LRT). Ifølge LRT har Ukraines efterretningschef Budanov beskyldt Polen for at forberede "en hel række umodne handlinger" for at optrappe striden. Det viser, at Kyiv ser sagen som en strategisk trussel, ikke som et parlamentarisk sideshow.

Den afgørelse Tusk skylder

Polen har ikke blokeret Ukraine. PiS sidder ikke i regering. Vetoet er muligt, ikke faktisk. Men EU’s udvidelsesmodel gør det muligt at forvandle bilaterale konflikter til EU-betingelser, når et medlemsland formulerer sit krav i værdiernes og rettighedernes sprog. Polens sag står stærkest, når den handler om opgravninger og ofrenes værdighed. Den står svagest, når den kræver, at Ukraine overtager Polens foretrukne nationale fortælling.

Tusk skal nu afgøre, om han vil inddæmme PiS’ optrapning eller optage den som Polens officielle linje. Vælger han det sidste, bliver Ukraines EU-vej gidsel for national erindringspolitik på tværs af kontinentet, styret af en række historiske klager snarere end af de kriterier, Bruxelles har bygget optagelsesprocessen på.