Polen kæmper for 4,200 US-soldater

Pentagon har aflyst en planlagt rotation af omkring 4.200 amerikanske soldater til Polen. Warszawas svar er ikke en klassisk diplomatisk protest, men et direkte pres ind i den amerikanske kongres: De republikanske kongresmedlemmer Don Bacon og Brian Fitzpatrick truer nu med at blokere Pentagon-finansiering, hvis udsendelsen ikke genoprettes (Politico, RMF24). Samtidig mødes Polens viceudenrigsminister Marcin Przydacz med udenrigsminister Marco Rubio for at presse sagen politisk.

Striden om én brigade viser et bredere problem. Argumentet for amerikanske kampvogne i Polen er, at de afskrækker Rusland og gør forstærkninger til Baltikum troværdige. Men den sikkerhed hviler på politiske tilsagn, ikke på juridiske garantier.

Afstanden mellem løfte og garanti

Amerikanske pansrede enheder har siden 2017 roteret gennem polske baser som Żagań og Świętoszów, men modellen er netop rotation, ikke en permanent garnison (Rzeczpospolita). På NATO-topmødet i Madrid i 2022 lovede alliancen et stærkere østligt forsvar og styrker op til brigadestørrelse "hvor og når det kræves". Det gav ikke Polen et juridisk krav på en navngiven amerikansk brigade (NATO). Den bilaterale Enhanced Defense Cooperation Agreement fra 2020 giver amerikanske styrker adgang til at operere fra polsk jord, men den forpligter ikke Washington til at holde dem der (US State Department).

Det er præcis i det mellemrum, Polen nu arbejder. Kongressen kan ikke kommandere Pentagon til at sende bestemte enheder til bestemte baser. Men den kan gøre en tilbagetrækning politisk og budgetmæssigt dyr. National Defense Authorization Act, den årlige lov der fastlægger amerikansk forsvarspolitik, og de konkrete bevillingslove giver kongresmedlemmer værktøjer: De kan kræve risikovurderinger før troppereduktioner, pålægge Pentagon at rapportere til udvalg eller blokere penge, der skal bruges på en tilbagetrækning (CBO).

Mike Rogers, formand for Repræsentanternes Hus' forsvarsudvalg, har allerede offentligt anklaget Pentagon-ledelsen for at holde Kongressen udenfor beslutninger om amerikanske styrker i Europa (The Hill). Warszawa satser på, at tilstrækkeligt mange allierede i Kongressen kan gøre rotationen til noget, der ligner lovbundet politik, før næste budgetrunde lukker vinduet.

Hvorfor det rækker ud over Warszawa

Polens kongreskampagne er den mest højlydte udgave af noget, der sker langs hele NATO's østflanke: Regeringer bygger baser, kommandostrukturer og politiske afhængigheder, som skal gøre en fremtidig amerikansk tilbagetrækning sværere at sælge.

Litauen ser amerikansk panser i Polen som et logistisk anker for sit eget forsvar. Suwałki-korridoren, den smalle landforbindelse mellem Polen og Litauen klemt inde mellem den russiske enklave Kaliningrad og Belarus, gør de to lande til ét militært rum. Præsident Gitanas Nausėda kalder den amerikanske tilstedeværelse i Europa "uerstattelig" (LRT). Samtidig bygger Vilnius en permanent base til en tysk brigade ved Rudninkai tæt på den polske grænse. Det giver Litauen et andet anker, som ikke afhænger af Washington (Reuters).

Rumænien vælger en anden metode: at tilbyde baser, som Washington allerede har brug for. Bukarest huser både Mihail Kogălniceanu-luftbasen og Deveselu-anlægget med Aegis Ashore-missilforsvar, der overvåger ballistiske trusler i Sortehavsregionen (Stirile ProTV, Agerpres). Hvor Polen arbejder Kongressen, argumenterer Rumænien med geografi: Landet gør sig for nyttigt til at opgive.

Tyskland udfylder den rolle, som fremskudte styrker kræver bag sig: logistik, kommando og planlægning. Forsvarsminister Boris Pistorius har beskrevet Berlins nye ansvar på NATO's østflanke som et "signal til Washington" (n-tv). Det tysk-hollandske korps står nu for den daglige militære planlægning for allierede styrker i Estland og Letland, herunder rotationer, øvelser og forstærkningsplaner (Deutschlandfunk). Polen huser det fremskudte panser. Tyskland organiserer, hvordan det kommer frem.

Hvor stærke er ankrene?

De militære konsekvenser er reelle. RANDs ofte citerede krigsspil om Baltikum konkluderede, at NATO ville have brug for omkring syv brigader, heraf tre tunge pansrede, for at forhindre en hurtig russisk fremrykning mod de baltiske hovedstæder (RAND). En anden linje i Washington, forbundet med Pentagons politiske chef Elbridge Colby, mener, at afskrækkelse kan fungere med et mindre amerikansk fodaftryk og større europæisk byrdefordeling (Baird Maritime).

Det er stadig uklart, om Bacon og Fitzpatricks trussel om at blokere finansiering ender som bindende lovgivning eller blot som en fodnote i et amerikansk budgetopgør. Men sagen siger noget om garantien selv. Hvis Warszawa har brug for to kongresmedlemmer for at beskytte én brigaderotation, var det amerikanske tilsagn aldrig så fast, som topmødeerklæringerne fik det til at lyde.

Hvert nyt anker på østflanken, fra kongrespres til infrastruktur og baseadgang, er derfor en praktisk løsning på det samme problem: Et løfte kan ændres med ét notat fra Pentagon.