Polen vil bygge Patriot-missiler

Polen vil producere de luftforsvarsmissiler, som Ukraine og NATO’s østflanke mangler akut. Viceforsvarsminister Magdalena Sobkowiak-Czarnecka har foreslået en trepartsaftale med USA og Ukraine om at fremstille Patriot-relaterede komponenter på polsk jord (Business Insider Polska, RMF24). Forslaget er politisk vigtigt. Men det er ikke en aftale. Der er ikke meldt om nogen amerikansk eksportlicens, ingen produktionskontrakt er underskrevet, og de to amerikanske virksomheder, hvis godkendelse er nødvendig, har kun sagt, at de “vurderer” ideen (RBC Ukraine).

Det polske udspil rammer lige ned i kløften mellem det, Europa har brug for, og det, Europa selv kontrollerer. Behovet for flere luftforsvarsmissiler er stort på hele østflanken. Men hvis løsningen bliver Patriot-produktion i Polen, beholder Washington grebet om licensen, tegningerne, softwareopdateringerne og beslutningen om, hvem der får missiler i en krise.

Hvad Polen kan gøre

Polen har et reelt grundlag for at bede om fabriksarbejde. Den statsejede WZL-1-fabrik har allerede leveret affyringsrør til Lockheed Martins PAC-3 MSE-missil, og polsk industri har opbygget erfaring med komponenter gennem Wisła, Warszawas eget Patriot-indkøb (Army Recognition).

Det, Polen ikke kan, er at bygge et helt missil uden amerikansk tilladelse. Produktionen af PAC-3 MSE er fortsat stramt kontrolleret, med tyngdepunkt i USA og licensproduktion i Japan. Hvis Polen skal længere op i værdikæden, kræver det ITAR-godkendelse, altså det amerikanske eksportkontrolsystem for forsvarsteknologi, og accept fra både RTX/Raytheon og Lockheed Martin til at overføre tegninger, software og produktionsviden (eCFR, RTX). Tempoet og omfanget afgøres i Washington. Warszawa kan presse på, men må vente.

Autonomikampen bag fabrikken

Polens forslag skærper en konflikt, der allerede løber gennem Vesteuropa. Præsident Emmanuel Macron har for nylig tilbudt Tyskland fælles produktion af SAMP/T NG, et fransk-italiensk luftforsvarssystem, som Paris fremhæver som det europæiske alternativ til Patriot (Opex360). Berlin har sagt, at det vil undersøge forslaget (Defense News). Men Tyskland har allerede bygget en bredere indkøbsklub: European Sky Shield Initiative, ESSI, hvor mere end 20 lande indkøber amerikanske, israelske og tyske systemer sammen. Frankrig har kritiseret ESSI for i praksis at give Patriot forrang over europæiske alternativer (Euractiv).

EU’s egne penge trækker i samme retning som den franske kritik. SAFE, unionens nye instrument for forsvarsinvesteringer, er skabt til at bruge EU-midler på våben, som Europa selv kontrollerer. Patriot falder udenfor, fordi licensen er amerikansk (EUR-Lex). Resultatet er et Europa i to spor: EU-penge går mod europæisk materiel, mens nationale budgetter betaler for de amerikanske systemer, som østlige allierede ser som nødvendige her og nu. Som To Brief skrev i denne uge, har Europas ammunitionsindustri allerede svært ved at skalere hurtigt nok. En parallel strid om luftforsvar gør flaskehalsen bredere, ikke smallere.

Hvad østflanken faktisk ønsker

Set fra Vilnius virker autonomidebatten fjern. Litauiske medier beskriver polsk luftforsvar som et spørgsmål om baltisk overlevelse. Polen er landbroen mellem Litauen og resten af NATO. Suwałki-korridoren, den smalle stribe mellem russiskallierede Belarus og den russiske enklave Kaliningrad, gør geografien til et af Europas mest følsomme militære områder (LRT). Litauen er allerede i gang med at styrke den militære beskyttelse af kritisk infrastruktur, der forbinder landet med Polen, blandt andet elforbindelserne mellem de to landes net.

Rumænien læser situationen med større uro. Landet råder over Patriot-batterier og huser NATO-infrastruktur, men kan ende med at være vært for og operere systemerne, mens Polen får fabriksarbejdet og den industrielle indflydelse, der følger med (DefenseRomania).

En polsk Patriot-linje vil øge Europas forsyning. Den vil ikke give Europa kontrol. Det kræver, at Washington overfører licensen, de tekniske data og retten til at afgøre, hvem der får missiler i en krise. EU-regeringer og NATO’s indkøbere skylder deres befolkninger et klart svar: Accepterer de den afhængighed, eller vil de finansiere europæiske alternativer hurtigt nok til, at valget bliver reelt?