Polen og Rumænien kæmper om 5,000 amerikanske soldater trukket ud af Tyskland

Det transatlantiske sikkerhedsforhold slides op forskelligt fra land til land. Washingtons beslutning om at trække 5.000 soldater ud af Tyskland og aflyse en brigade-rotation til Polen har sat gang i en konkurrence om amerikansk gunst. Regeringer byder mod hinanden om tropperne, mens vælgerne i flere lande bliver mere skeptiske over for hele ordningen.

Kapløbet om amerikanske støvler

Polen og Rumænien forsøger begge at få Washington til at placere de hjemtagne soldater hos sig. På Bukarest-ni-topmødet den 13. maj, et koordinationsforum for NATOs østlige flanke, sagde Rumæniens præsident, Nicușor Dan, at hans land ønsker "så mange amerikanske soldater som muligt" (Agerpres). Polens præsident, Nawrocki, sagde tilsvarende: "Polen er klar til at modtage disse tropper" (Brussels Signal). Der findes intet fælles forslag. En analyse i Eurasia Review advarede om, at den bilaterale konkurrence kan blive "katastrofal for billedet af den østlige flanke" (Eurasia Review).

Pentagon har endnu ikke besluttet, hvor soldaterne skal hen, eller om de overhovedet bliver i Europa. En amerikansk embedsmand sagde til journalister, at der ikke er truffet en endelig beslutning om fordelingen (Digi24). Washington sendte kun en viceminister til B9-topmødet, ikke en minister på kabinetsniveau. Signalet var ikke svært at læse: For denne amerikanske regering vejer bilaterale aftaler tungere end multilaterale fora.

Tysklands missilhul

Berlin står med et andet problem. Kansler Merz' regering sendte sidste juli en formel anmodning om at købe 400 Tomahawk-missiler. Ti måneder senere har Pentagon ikke svaret. Forsvarsministeriets statssekretær, Müller, ville ikke engang bekræfte, om Washington havde kvitteret for brevet (Defense News).

Samtidig godkendte det amerikanske udenrigsministerium den 18. maj en flådepakke til Tyskland på 11,9 mia. dollar med radar- og ildledelsessystemer (Ground News). De to indkøbsspor hænger ikke formelt sammen og bevæger sig gennem forskellige bureaukratier. Alligevel er kontrasten tydelig: Milliarder til flådeelektronik bliver ryddet af bordet, mens de strategiske missiler, Berlin faktisk har bedt om, ligger ubesvarede.

Tysklands alternativ er ELSA, et europæisk program for langtrækkende slagkraft udviklet sammen med Storbritannien. Da embedsmænd blev spurgt, om programmet kan levere før 2030, ville de ikke binde sig. Analytikere peger på, at ELSA kan ende som "et politisk brand, en indkøbsklub eller en egentlig europæisk forsvarsstruktur". Styringen er stadig uafklaret (ESUT).

Revner inde i regeringerne

Kapløbet om amerikansk gunst splitter også regeringer indefra.

I Polen sagde præsident Nawrocki til Trump den 3. maj, at Polen gerne ville modtage de soldater, der trækkes ud af Tyskland. Premierminister Tusk beskyldte Nawrocki for at "kaste mudder på sit eget land" ved at antyde, at regeringen svigter på sikkerhedsområdet (Rzeczpospolita). Det nationale sikkerhedsbureau oplyste, at det ikke havde fået forhåndsbesked fra forsvarsministeriet om aflysningen af brigade-rotationen (Radio ZET). Polens cohabitation, hvor præsident og premierminister kommer fra rivaliserende partier, er blevet en sikkerhedspolitisk svaghed.

I Italien går brudlinjen mellem forsvars- og økonomiministeriet. Forsvarsminister Crosetto presser på for at leve op til NATOs udgiftsmål, mens økonomiminister Giorgetti fastholder, at energiregningerne kommer først (Askanews). Budgetkampen foregår samtidig i et land, hvor offentligheden i vidt omfang har vendt sig mod alliancen: Italienernes tillid til Trumps USA er faldet til 17 %, lavere end tilliden til Kina og Rusland, ifølge målinger omtalt af flere europæiske medier (L'Unità, Euractiv).

Ungarn var det eneste land, der nægtede at underskrive B9's fælles erklæring, hvor Rusland blev kaldt "den mest betydelige og direkte trussel mod allieredes sikkerhed". Budapests fodnote lød, at den "kommende ungarske regering" ville beslutte sig senere (Norwegian Government). Den nye Tisza-regering lover at være en "værdsat vestlig allieret", men tøver stadig ved hver konkret forpligtelse: ingen våben til Ukraine, ingen deltagelse i fælles EU-låntagning til forsvar (Világgazdaság).

Prøven er ikke kommet endnu

NATO-topmødet i Ankara i juli vil afgøre, om de udtrukne soldater bliver i Europa eller sendes hjem. Det større strukturelle spørgsmål ligger længere fremme. Flere allierede regeringer drøfter nu forsvarsbudgetter på 4-5 % af BNP. Ingen af dem har endnu mødt vælgerne med sociale nedskæringer for at betale regningen. Konkurrencen om at redde alliancen er begyndt at udhule den, og det vælgeropgør, som følger med prisen, er ikke engang begyndt.