Polen sikrer Patriot-produktion med USA

Aftalen er først og fremmest drevet af mangel. Polen fik 26. maj foreløbig amerikansk godkendelse til at producere PAC-3 MSE-afskæringsmissiler til Patriot-systemet på polsk jord. Viceforsvarsminister Cezary Tomczyk oplyste, at rammen også omfatter HIMARS-raketter og Hellfire-missiler (Fakt).

Baggrunden er enkel: USA har brugt hurtigere, end industrien kan levere. Den amerikanske kampagne mod Iran tidligere i år slugte omkring 2.330 PAC-3-missiler, omtrent halvdelen af det globale lager (CSIS). De amerikanske fabrikker kan ikke lukke hullet alene. Washington har brug for flere produktionslinjer, og Polen tilbyder både industri, politisk vilje og geografisk placering tæt på den front, missilerne er tænkt til at forsvare.

Men aftalen har en klar begrænsning. Alle komponenter, tegninger og beslutninger om videresalg bliver fortsat kontrolleret af amerikansk lovgivning gennem ITAR, Washingtons regelsæt for eksport af forsvarsteknologi. Polen får en fabrik. Polen får ikke strategisk uafhængighed.

Et signal, ikke en licens

"Foreløbig godkendelse" er politisk sprog, ikke en produktionstilladelse. Før et eneste missil kan forlade en polsk samlebåndshal, skal Warszawa og Washington forhandle licensaftaler om fremstilling og teknisk bistand. Hver aftale kræver godkendelse fra det amerikanske udenrigsministerium og orientering af Kongressen.

Polske virksomheder producerer allerede komponenter til affyringssystemer og dele af raketmotorer (Army Recognition). Fuld missilsamling er noget andet. Ifølge Unian vurderer eksperter, at der kan gå fem til ti år, før Polen kan fremstille komplette afskæringsmissiler. Søgehoved, sprængladning og styresystem forbliver amerikansk intellektuel ejendom. Lockheed Martin beholder designkontrollen.

Polen er heller ikke alene om tilbuddet. Den årlige PAC-3-produktion ligger omkring 620 missiler med et mål om 2.000 i 2030 (Lockheed Martin). NATOs efterslæb er på mere end 4.300 missiler, svarende til syv års produktion i det nuværende tempo (CSIS). Spanien, Saudi-Arabien og Japan får parallelle forslag om samproduktion. Én fabrik i Camden, Arkansas, kan ikke forsyne verden.

Sammenstødet i Bruxelles

Det første problem opstår i Bruxelles. EU's SAFE-instrument (Security Action for Europe, en lånefacilitet på 150 mia. euro til forsvarsinvesteringer) kræver, at mindst 65 % af komponentværdien stammer fra Europa (EU Defence). PAC-3-missiler samlet i Polen vil næsten sikkert ikke opfylde kravet. Styresystem, sprængladning og raketmotor bygger på amerikansk teknologi og amerikanske rettigheder.

Dermed deler europæisk luftforsvar sig i to spor. Europæisk designede våben som det fransk-italienske SAMP/T og Tysklands IRIS-T kan kvalificere sig til EU-finansiering. Amerikansk licenserede systemer falder udenfor, uanset om samlingen sker i Europa. Polen står til at modtage 43,7 mia. euro fra SAFE (Breaking Defense), men landets vigtigste luftforsvarsprogram kan blive udelukket fra den pulje. Den samme uklarhed hænger over Belgiens plan om at samle F-35-fly i Italien (Army Recognition). Ingen i Bruxelles har endnu afgjort, om "fremstillet i Europa efter amerikanske tegninger" tæller som europæisk.

Fire luftforsvarsspor uden samordning

Polens aftale forstærker en opsplitning, som allerede er langt fremskreden. Warszawa valgte bevidst at stå uden for Tysklands ESSI, European Sky Shield Initiative, der er en indkøbsgruppe for luftforsvar med 23 lande. I stedet bygger Polen sit eget nationale system (DBwV).

Frankrig fremhæver SAMP/T som det europæiske alternativ. Den franske forsvarschef har sagt til Senatet, at systemet kan ramme manøvrerende ballistiske missiler, som Patriot har sværere ved at håndtere (Opex360). Samtidig lancerede en særskilt koalition på 13 lande i Kyiv i maj et projekt, der skal producere antiballistiske missiler helt inden for Europa (Euromaidanpress).

Europa kører dermed mindst fire parallelle luftforsvarsspor, mens SAFE, den fond der skulle samle den europæiske forsvarsindustri, endnu ikke kan afgøre, hvilke spor der tæller. Polen får reel produktionskapacitet tættere på frontlinjen. Men indtil Bruxelles beslutter, om europæisk samling af amerikanske våben er europæisk industri, arbejder EU's største forsvarsfond og unionens vigtigste østlige allierede i hver sin retning.