Portugals skattedomstole sander til

En sag ved Portugals administrative skatte- og forvaltningsdomstole tager nu i gennemsnit 861 dage at få afgjort. Domstolene afslutter kun 48 pct. af de nye sager, der kommer ind hvert år, og derfor vokser bunken videre (Executive Digest, Commission). EU-Kommissionen fremhævede udviklingen i sin retsstatsrapport for 2026, der blev offentliggjort 17. juli.

Rapporten peger også på et andet portugisisk problem: om nyhedsbureauet Lusa stadig har tilstrækkelig uafhængighed af den stat, som nu både ejer og styrer det. Tilsammen viser de to sager et hul midt i EU’s retsstatskontrol. Bruxelles kan godt se, når institutioner langsomt svækkes. Men Kommissionen kan først gennemtvinge ændringer, når bekymringen kan kobles til en konkret EU-retlig regel.

To års ventetid — og hvem den beskytter

Forvaltnings- og skattedomstolene afgør den praktiske grænse mellem borger og stat: skattekrav, tilladelser, offentlige kontrakter. Når en sag tager mere end to år, og domstolene kun får afgjort under halvdelen af de nye sager, bliver statens beslutninger i praksis svære at anfægte. Det beskytter regeringer og skattemyndigheder, hvis afgørelser får lov at stå, mens klagerne venter.

Portugal passer ind i et bredere sydeuropæisk mønster med langsom retspleje. Kommissionen vurderer fortsat, at retssager i Italien hører til blandt de længste i EU (Euronews Italia). Spanien kritiseres for lang sagsbehandling i store korruptionssager (elDiario.es). Grækenland får kun noteret begrænset fremgang i retsforfølgelsen af korruption (gr.euronews).

Den årlige retsstatsrapport dækker domstole, korruptionsbekæmpelse, mediefrihed og institutionelle kontrolmekanismer i alle 27 medlemslande. Den skaber dokumentation og politisk pres. Den udløser ikke i sig selv sanktioner, tilbageholdte EU-midler eller sager ved EU-Domstolen.

Lusa og den lov, der faktisk kan bide

Sagen om nyhedsbureauet ligger tættere på håndhævelig EU-ret. Da private aktionærer trak sig ud af Lusa, overtog den portugisiske stat pladsen og kontrollerer nu 100 pct. af bureauets kapital. Nye vedtægter, godkendt i januar 2026, giver regeringen ret til at udpege bestyrelsesmedlemmer og placerer politiske repræsentanter i et udvidet rådgivende organ (CMPF).

Lusas journalister protesterede og advarede om, at den nye struktur giver regeringsudpegede personer mulighed for at påvirke redaktionelle beslutninger. Den portugisiske journalistforening indgav derefter en formel klage i Bruxelles. Ifølge klagen strider vedtægterne mod European Media Freedom Act, EU’s forordning fra 2024 om blandt andet redaktionel uafhængighed i public service-medier, især reglerne om uafhængig ledelse og beskyttelse mod politisk indblanding (NUNS, Regulation 2024/1083).

En klage er ikke en dom. Kommissionen har ikke fastslået, at Portugal bryder EU-retten. Men medieloven giver Bruxelles et konkret juridisk greb, som den årlige rapport ikke giver alene. Hvis vedtægterne bryder bindende EU-regler om mediefrihed, kan Kommissionen åbne en traktatbrudssag efter artikel 258 i EUF-traktaten, altså den almindelige vej til EU-Domstolen, når et medlemsland mistænkes for at overtræde EU-retten.

Det politiske skjoldspil

Ungarns regering var hurtig til at bruge rapportens bredde som skjold. Minister János Bóka fremstillede konklusionerne som bevis for, at retsstatsproblemer findes overalt i EU, ikke kun i Budapest (Origo, et regeringsnært medie). Uafhængige ungarske medier svarede igen: Ungarn er i en anden kategori, fordi landets EU-midler allerede er frosset under særskilte budgetregler, den såkaldte konditionalitetsforordning, som gør det muligt at tilbageholde penge, hvis brud på retsstatsprincipper truer EU’s budget. Dertil kommer krav knyttet til genopretningsfonden, hvor manglende opfyldelse har direkte økonomiske følger (HVG, Regulation 2020/2092).

Den slags argumentation hjælper regeringer under hårdere EU-pres med at udviske forskellen mellem lande, der får bløde anbefalinger, og lande, der mister adgang til penge. Som politisk kommunikation virker det. Juridisk ændrer det intet. Retsstatsrapporten bruger samme diagnoseværktøj på alle medlemslande. Konsekvenserne er forskellige, fordi de afhænger af særskilte instrumenter med hver deres juridiske test.

Når kontrol bliver papirarbejde

Portugal viser, hvordan EU-systemet er bygget. Kommissionen kan identificere et domstolssystem, der afgør færre end halvdelen af sine indkomne sager. Den kan registrere, at ansatte journalister advarer mod en statslig nyhedsbureaustruktur. Den kan offentliggøre det hele på tværs af 27 medlemslande og give nationale reformkræfter et fælles referencepunkt.

Men uden et traktatbrud, en budgetmæssig udløser eller en konkret overtrædelse af medieloven kan Kommissionen ikke tvinge Portugal til at handle. Lusa-klagen ligger nu hos Kommissionens jurister: Er der grundlag for en traktatbrudssag? Hvis ja, kan retsstatsrapporten blive første skridt mod en bindende dom. Hvis nej, føjer Portugal sig til den voksende gruppe medlemslande, hvor Bruxelles beskriver institutionel svækkelse klart, gentager diagnosen årligt og ser udviklingen fortsætte. Det er præcis dér, EU’s retsstatskontrol holder op med at være magt og bliver papirarbejde.