Belgisk arrestordre mod Avramopoulos

Græske medier har trukket Dimitris Avramopoulos tilbage i Qatargate-sagen. Ifølge rapporteringen har belgiske retsmyndigheder udstedt en europæisk arrestordre på grund af betalinger fra Fight Impunity, den NGO der er knyttet til Antonio Panzeri (in.gr). Der er dog ikke offentligt dukket en belgisk retsmeddelelse eller en bekræftelse i belgiske medier op i det gennemgåede materiale. Det er sagens første faste forbehold.

Spørgsmålet om arrestordren

Hvis arrestordren findes, vil sagen bevæge sig gennem systemet for europæiske arrestordrer. Det er EU’s redskab til, at en retsmyndighed i ét medlemsland kan bede et andet medlemsland om at anholde og udlevere en person til strafforfølgning eller afsoning (Framework Decision 2002/584/JHA, EU e-Justice Portal).

Det ville ikke være en diplomatisk forhandling. Belgien ville fremsætte anmodningen. Grækenland ville gennem domstolene beslutte, om den skulle følges. Pointen er praktisk: Grækenland skal ikke efterforske den belgiske sag forfra, men græske dommere kan stadig vurdere, om juridiske hindringer, rettighedshensyn eller nationale regler påvirker arrestordren.

Derfor betyder Avramopoulos’ nuværende status noget. Han er i dag medlem af det græske parlament. Artikel 62 i den græske forfatning siger, at et parlamentsmedlem ikke kan anholdes, retsforfølges eller på anden måde frihedsbegrænses i valgperioden uden parlamentets tilladelse, medmindre personen pågribes under en forbrydelse (Greek Constitution). Hans rapporterede melding om, at han ikke vil bruge immunitet, kan dæmpe den politiske temperatur. Den afgør ikke i sig selv, om parlamentet først skal tage stilling.

Hvorfor betalingerne betyder noget

Fight Impunity er forbindelsen, der gør sagen større end en græsk indenrigspolitisk historie. Panzeri stiftede NGO’en, efter at han havde forladt Europa-Parlamentet. Euronews rapporterede i 2022, at Avramopoulos erkendte at have modtaget 60.000 euro fra NGO’en, samtidig med at han sagde, at betalingen var lovlig og deklareret (Euronews).

Græske medier omtaler nu højere beløb, omkring 70.000-75.000 euro, men den forskel er ikke offentligt afklaret (in.gr). Det betyder noget, fordi den offentlige dokumentation stadig er ujævn. En betaling kan være relevant for efterforskere uden i sig selv at bevise bestikkelse, kriminelt forsæt eller bevidst deltagelse i en kriminel organisation.

Den belgiske sag blev mere alvorlig, da Panzeri indgik en samarbejdsaftale med anklagemyndigheden. Reuters rapporterede, at han lovede at give oplysninger om metoder, pengestrømme, lande og personer, der angiveligt var involveret (Reuters). Det kan forklare, hvorfor gamle betalinger fortsat er politisk farlige. Men det efterlader det centrale juridiske spørgsmål ubesvaret: Hvad præcist beskylder Belgien Avramopoulos for, hvis der overhovedet er en sigtelse?

Ansvarsgabet

Qatargate har allerede tvunget Europa-Parlamentet til at stramme reglerne for adgang, deklarationer og lobbyisme, efter at skandalen blotlagde svage interne kontroller (European Parliament). Det senere EU-etikorgan har indført fælles adfærdsstandarder på tværs af institutioner, men det kan hverken føre en straffesag eller eksekvere en arrestordre (European Commission).

Den forskel er afgørende. EU-Kommissionen kan få et omdømmemæssigt problem, hvis endnu en tidligere topfigur i EU-systemet trækkes ind i sagen. Men den styrer ikke processen. Det gør belgiske anklagere, græske domstole og muligvis det græske parlament.

Presset ligger derfor nogle besværlige steder. Belgiske efterforskere kan, hvis arrestordren findes, forsøge at føre sagen over grænsen. Græske institutioner kan forsinke, filtrere eller stille betingelser for næste skridt. Avramopoulos kan love samarbejde, men han kan ikke alene bestemme den forfatningsmæssige vej.

De ubesvarede spørgsmål er få og vigtige. Har Belgien udstedt en arrestordre? Har Grækenland formelt modtaget den? Hvilke lovovertrædelser handler sagen om? Skal parlamentet ophæve immuniteten, før græske myndigheder kan handle?

Indtil de svar foreligger, bør sagen blive i rummet mellem påstand og bevis. Qatargates efterliv tester nu, om Europas juridiske maskineri kan følge beviserne uden at lade embede, immunitet eller tidligere EU-status sløre grænsen.