Genoprustning presser eurozonens gæld op

Eurozonens offentlige gæld ventes at stige til 90,2 % af BNP i år og videre til 91,2 % i 2027, fremgår det af EU-Kommissionens forårsprognose. Det er en hurtigere stigning, end Bruxelles lagde til grund i efteråret. Europas nye forsvarspolitiske virkelighed er dermed blevet et konkret budgetproblem: Landene vil bruge mere på sikkerhed, men mange af dem har allerede for meget gæld.

Risikoen blev tydeligere på et uformelt møde mellem EU-landenes finansministre i Nicosia i sidste uge. Her fremlagde IMF-økonomen Alex Pienkowski et scenarie, hvor den gennemsnitlige europæiske statsgæld når 130 % af BNP i 2040, hvis regeringerne ikke strammer finanspolitikken (Athens Times, Asharq Al-Awsat). Tallet er ikke en prognose. Det er en regneøvelse over, hvad der sker, når forsvarsudgifterne stiger, mens skatter, velfærd og andre offentlige udgifter fortsætter som før (Cyprus Mail).

Genoprustningens regnestykke

Mekanismen er velkendt. I sin World Economic Outlook fra april har Den Internationale Valutafond analyseret tidligere perioder med militær oprustning. Mønsteret er ret stabilt: Når et land går ind i en længere genoprustningsperiode på mere end to et halvt år, stiger forsvarsudgifterne typisk med omkring 2,7 procentpoint af BNP. Omtrent to tredjedele finansieres med lån, ikke ved at skære tilsvarende andre steder. Efter tre år ligger den offentlige gæld omkring 7 procentpoint af BNP højere.

EU’s reformerede stabilitets- og vækstpagt skulle netop håndtere den slags pres. Pagten er EU-landenes fælles regelsæt for underskud og gæld, blandt andet grænsen på 3 % af BNP for det årlige budgetunderskud. Sidste år åbnede EU for en national undtagelsesklausul, som midlertidigt giver landene mulighed for at overskride udgiftslofterne med op til 1,5 % af BNP om året til forsvar. Indtil videre har 17 medlemslande aktiveret den, fra Tyskland til Grækenland.

Problemet er, at klausulen især hjælper de lande, der allerede lå tæt på reglerne. Frankrig og Italien, eurozonens næst- og tredjestørste økonomier, har ikke søgt. Begge vil bruge mere på forsvar, men tallene spænder ben. Frankrig har et underskud på omkring 5,5 % af BNP, Italien omkring 7,4 % (EU-Kommissionen). Begge er allerede under EU’s underskudsprocedure, den formelle disciplinering af lande, der bryder 3 %-grænsen. Ekstra råderum på 1,5 procentpoint gør begrænset forskel, når man i forvejen ligger langt over loftet.

Hvem kan låne, og hvem kan ikke?

Tyskland begynder fra en gæld på omkring 64 % af BNP og kan derfor låne til forsvar uden straks at miste finanspolitisk manøvrerum. Den tyske gæld ventes kun at stige til 68 % i 2027 (EU-Kommissionen). De baltiske lande, Polen og de nordiske lande står nogenlunde samme sted.

Frankrigs gæld ventes derimod at passere 120 % af BNP i 2027 (EU-Kommissionen). Italiens ventes at nå 139,2 % (EUNews). Begge lande har tilsluttet sig SAFE-lånene, Security Action for Europe, hvor EU optager 150 mia. euro i fælles lån og låner pengene videre til medlemslande til forsvarsindkøb på gunstige vilkår (Rådet for Den Europæiske Union). Renten er attraktiv. Men gælden tæller stadig som national gæld.

Dermed belønner regelsættet de lande, der allerede har plads i budgettet, mens de mest pressede lande får den mindste reelle fleksibilitet. Det er den finanspolitiske kløft, som EU endnu ikke har lukket, som ECFR formulerer det.

Den politiske regning

Mødet i Nicosia endte uden aftale om fælles EU-lån til forsvar, uden ændrede gældsmål og uden nye redskaber til lande med høj gæld. IMF pegede selv på, at forsvar, energisikkerhed og innovation kan betragtes som europæiske fællesgoder, hvor fælles finansiering giver økonomisk mening. Men fonden præsenterede det som én mulighed blandt flere, sammen med strukturreformer og budgetstramninger.

Tænketanken Bruegel mener allerede, at de nye finanspolitiske regler skal reformeres igen. OECD advarer samtidig om, at højere forsvarsudgifter kan give et kortvarigt økonomisk løft, men også øger det langsigtede pres på de offentlige finanser, hvis væksten ikke følger med.

Det ubesvarede spørgsmål fra Nicosia bliver derfor centralt for Europas næste årti: Hvem betaler for sikkerheden, og hvad mister penge, når regningen kommer? Mellem undtagelsesklausuler og underskudsprocedurer skal valgte regeringer beslutte, hvilke offentlige udgifter der skal vige. Indtil videre har de færreste haft lyst til at sige højt, hvilke det bliver.