Rheinmetall fordobler krudtproduktionen

I en dal i Oberbayern, hvor kemiske produktionshaller ligger mellem alpine forland, bygger Rheinmetall det, selskabet kalder Europas største fabrik til krudtpulver. Udvidelsen i Aschau am Inn vil mere end fordoble produktionen fra omkring 1.700 ton til 4.200 ton om året. I 2028 skal anlægget kunne producere over en million modulære drivladninger (Zeit, Bloomberg). Investeringen rammer den del af forsyningskæden, hvor Europa faktisk mangler kapacitet: ikke granathoveder eller hylstre, men drivladningen, der brænder i løbet og sender granaten mod målet (Süddeutsche Zeitung). Uden den er granathylstre bare dyrt metal.

Aschau er reelt fremskridt. Det er også offentlige penge, der udvider privat produktionskapacitet uden offentliggjorte regler for, hvem der får leverancerne først.

Hullet, som drivladningerne afslører

I marts 2023 aftalte EU-landene at levere en million artillerigranater til Ukraine og samtidig genopbygge deres egne nedslidte lagre (Rådet). Det lykkedes ikke. Tjekkiske og polske medier har peget på årsagen længere oppe i kæden: NATO-landene mangler kritisk nitrocellulose og TNT, altså den rå kemi, der kommer før den færdige granat (Novinky, RMF24). Aschau ligger præcis ved den flaskehals. Forbindelsen til Ukraine er allerede konkret: Rheinmetalls leverancer i juli 2026 omfattede ifølge Warsight granater fra Unterlüss sammen med DM72-drivladninger fra Aschau og søsteranlægget Nitrochemie i Wimmis i Schweiz (Warsight).

EU har oprettet tre finansieringsværktøjer for at afhjælpe manglen. ASAP, forordningen til støtte for ammunitionsproduktion, satte 500 mio. euro af til at fjerne flaskehalse på fabrikkerne (ASAP-forordningen). SAFE, som blev vedtaget i maj 2025, tilføjede et låneinstrument på 150 mia. euro til forsvarsinvesteringer (Rådet). Begge sender penge ud i systemet. Ingen af dem giver Bruxelles myndighed til at bestemme, hvem der får Rheinmetalls næste ton krudt.

Rheinmetall er en privat virksomhed. Fordelingen følger kontrakter og indtjening, ikke instrukser fra EU eller NATO. Nationale regeringer kan købe drivladninger gennem udbud. NATO kan sætte mål og koordinere. Men der findes ingen offentlig prioriteringsramme for, hvordan den udvidede produktion skal fordeles mellem Ukraine, nationale lagre og alliancens reserver.

Lettelse og sårbarhed på samme tid

Landene hilser mere kapacitet velkommen og bekymrer sig derefter om, hvem der kontrollerer den.

Polen ser udvidelsen som reel aflastning, men bygger samtidig sin egen buffer. Meskos anlæg i Pionki har nu seriel produktion af modulære drivladninger efter teknologioverførsel, og Polens våbenagentur har underskrevet en kontrakt på mere end 13,5 mia. zloty for hundredtusinder af 155 mm-granater (Milmag). Warszawa vil have forsyningen. Bare ikke fra én bayersk dal alene.

Finland viser den anden risiko. Krudtfabrikken Vihtavuori, som drives af Nammo, blev ramt af en ulykke, der afbrød et udvidelsesprojekt (Yle). Selv venligtsindet hjemlig kapacitet kan gå ned efter én sikkerhedshændelse. Europas produktion af drivladningspulver er fortsat koncentreret hos tre selskaber: Rheinmetall, Eurenco og Nammo. Mere kapacitet i Bayern mindsker knapheden, men øger samtidig afhængigheden af en meget kort leverandørliste.

Kemien længere oppe i kæden forstærker koncentrationen. Nitrocellulose, som fremstilles af bomuldslinters, er fortsat en rapporteret begrænsning, som én krudtfabrik ikke kan løse. En mere robust forsyningskæde kræver investeringer under selve fabriksgulvet: råvareforsyning, kemiske forstadier og uddannelse af arbejdskraft. Det fremgår ikke tydeligt af EU’s finansieringsmeddelelser.

Offentlige penge, privat fordeling

Aschau rammer den rigtige flaskehals, men med tre begrænsninger. Fuld kapacitet kommer først i 2028, for sent til Ukraines aktuelle mangel ved fronten. Tre private producenter står stadig for hovedparten af Europas krudtpulver. Og EU- og NATO-institutioner offentliggør mål for ammunition, men ikke reviderede opgørelser komponent for komponent: krudt, tændrør, TNT og drivladningsmoduler.

Ansvarshullet ligger hos regeringerne. Intet forsvarsministerium i medlemslandene og ingen EU-institution har offentliggjort regler for, hvem der prioriteres, når produktionen skaleres op. Indtil det sker, udvider offentlige penge privat kapacitet uden at dokumentere offentlig kontrol.