Rumænien søger NATO-radarstøtte efter havneeksplosion

Tidligere på måneden eksploderede en drone inde i Rumæniens havn i Constanța. Efterforskningen er stadig åben: Det kan have været en ulykke, en navigationsfejl, afsmitning fra elektronisk krigsførelse eller et bevidst angreb. Rumæniens præsident, Nicusor Dan, har bekræftet samtaler med Ukraine, men har ikke placeret ansvaret offentligt.

Sårbarheden er lettere at fastslå. Constanța er en af Sortehavets indgange til EU's solidaritetsruter, de transportkorridorer, Bruxelles oprettede i 2022 for at holde ukrainsk korn og andre varer i bevægelse, efter at Rusland havde forstyrret de normale handelsveje (European Commission). En krigsgenstand nåede frem til et logistisk knudepunkt, som Europa er afhængigt af, uden at nogen offentlig myndighedskæde klart kan forklare, hvem der skulle have opdaget, klassificeret eller standset den.

Hullet mellem radarerne

Rumænien har antidronesystemer til trusler fra luften. Et af dem skal efter det oplyste have standset en flyvende drone nogle uger tidligere. Ved kysten findes der samtidig særskilt overvågning under flåden og havnemyndighederne, som følger skibe over en vis størrelse. Et ubemandet overfladefartøj, altså en lille fjernstyret båd, der kan bære sprængstof, passer dårligt ind i begge systemer. Det er for maritimt til luftforsvaret og for småt til almindelig skibsovervågning.

GPS-forstyrrelser er veldokumenterede i Sortehavsregionen (GPSJam). Det er ikke fastslået, om jamming eller spoofing sendte netop dette fartøj ud af kurs. Forsvarshullet findes uanset årsag. Systemerne blev bygget til forskellige trusler, og denne trussel lagde sig midt imellem.

Rumænien har siden bedt NATO om midlertidig radar- og antidronestøtte langs kysten (24chasa). Anmodningen viser, hvor problemet ligger: mellem fredstidsregulering af havne og krigsgenstande, der driver eller styres ind i allieret farvand, hvor intet enkelt nationalt system er designet til at håndtere dem.

Hvem beskytter havnen?

Beskyttelsen af en havn som Constanța løber gennem mindst fire lag. Ingen af dem ejer hele problemet.

Først kommer havnemyndigheden, som håndterer kommerciel drift og den basale sikkerhed på anlægget. Over den står Rumæniens militær (kystvagt, flåde og luftforsvar), som tager sig af territoriale trusler. Men hver gren overvåger sit eget domæne og reagerer gennem egne kommandoveje. En havdrone, der krydser ind i havnebassinet, kan derfor lande mellem alle tre.

EU-retten kræver, at medlemslandene sikrer havnefaciliteter og beskytter kritisk infrastruktur, herunder transportkorridorer (Directive (EU) 2022/2557, Council). EU's maritime sikkerhedsstrategi tilføjer rammer for koordinering om overvågning og cyberrisici (European Commission). Men Bruxelles fastsætter standarder og finansierer opgraderinger. EU bemander ikke havne og driver ikke radarer.

NATO arbejder efter en anden logik. Ifølge artikel 4 i Den Nordatlantiske Traktat kan et medlemsland bede de øvrige allierede om konsultationer, hvis det oplever en sikkerhedstrussel. Det er netop et værktøj til uklare situationer under tærsklen for artikel 5 om kollektivt forsvar (NATO). Bulgarien, Rumænien og Tyrkiet, de tre NATO-lande med Sortehavskyst, har allerede oprettet en fælles minerydningsgruppe, som NATO har aktiveret operationelt (NATO MARCOM). Den indsats handler om miner, ikke droner, men den viser, at frontlinjestaterne godt ved, at krigen har flyttet fysiske farer ind i deres farvand.

Dernæst kommer de kommercielle aktører: forsikringsselskaber, som prissætter risiko, og rederier, som kan omlægge ruter. Ingen af dem har foreløbig ændret procedurer offentligt for Constanța.

EU har fordømt Ruslands krænkelser af allieret luftrum i regionen (EEAS). Analytikere, der arbejder med NATO's håndtering af gråzonetrusler, peger på, at alliancens procedurer fungerer bedst, når medlemslandene ved, hvad der er sket. Uklare hændelser, som ikke passer rent ind i eksisterende kategorier, presser hele systemet (CEPA).

Næste gang

Constanța betyder noget, fordi EU selv har gjort havnen til led i en logistisk krigsøkonomi. Europa fik ruterne op at stå for at holde Ukraines økonomi i gang, hurtigere end det fik afklaret, hvordan de skulle beskyttes mod trusler, der glider mellem de eksisterende detektionssystemer. Det uløste spørgsmål melder sig ved næste hændelse: Når endnu et maritimt objekt når frem til en europæisk havn med direkte betydning for Ukraine, ansvaret stadig er uklart, og luft- og søforsvar stadig svarer til forskellige kommandoveje, hvem beslutter så hurtigt nok, om havnen skal holde åbent, lukke ned eller bede om hjælp?