Rumænien fjerner 87 lønbonusser for EU-midler

Rumæniens nye lønlov for offentligt ansatte, offentliggjort i dag, afskaffer 87 af 151 typer løntillæg og lægger loft over resten på 20 % af grundlønnen (Digi24). Parlamentet skal vedtage loven senest 1. juli, hvis landet skal have adgang til over 700 mio. euro fra genopretnings- og resiliensfaciliteten, RRF, EU’s coronafond, hvor hver udbetaling er bundet til konkrete reformløfter. Fagforeninger, dommere og retssekretærer forsøger nu at stoppe reformen. Mindst fire andre medlemslande står i samme konflikt mellem national modstand og EU-betingelser. Alle har den samme dato hængende over sig: 31. august, den juridiske slutfrist, hvorefter EU-Kommissionen automatisk reducerer ubrugte RRF-midler.

Villige regeringer, uvillige lande

Rumæniens regeringskoalition har stemmerne. Modstanden ligger udenfor parlamentet. Politifagforeninger varsler, at de vil »blokere gennemførelsen med alle lovlige midler«. Dommere mener, at reformen skærer omtrent 11 % af deres løn og dermed krænker domstolenes uafhængighed. En domstol i Bukarest har allerede pålagt regeringen at betale lønrestancer til dommere med dagbøder, hvis den ikke efterlever afgørelsen (Romania Insider).

I Budapest sidder hindringen inde i staten selv. Ungarns nye regering under Péter Magyar vil reformere, men institutioner fra Orbán-tiden gør modstand. Domstolene ledes fortsat af personer udpeget under det tidligere styre. Universitetsfonde, der blev opbygget til at kanalisere statslige aktiver, står stadig fast. Magyar skal opfylde 27 retsstatslige »super-milepæle« om domstolenes uafhængighed, korruptionsbekæmpelse og gennemsigtighed i offentlige indkøb, før nogen del af Ungarns 10,4 mia. euro kan udbetales. Endnu er der ikke kommet en eneste euro (Portfolio, Euobserver).

Hvor Rumænien og Ungarn kæmper for at opfylde betingelserne, er Portugal ved at ændre selve kontrollen med, om de bliver opfyldt. Lissabon har allerede modtaget en stor del af sin tildeling og foreslår nu en lov, der hæver tærsklen for forhåndskontrol i Revisionsretten fra 750.000 euro til 10 mio. euro. Det vil fritage de fleste offentlige kontrakter fra kontrol, før de underskrives. Revisionsrettens formand advarer om, at det skaber »zoner uden tilsyn« for milliardbeløb årligt. Den institution, der skal kontrollere brugen af EU-penge, bliver svækket for at få pengene hurtigere ud.

Europa-Parlamentet trak en hårdere linje over for Slovakiet. Den 20. maj stemte det 347 mod 165 for at opfordre Kommissionen til at overveje at indefryse slovakiske midler med henvisning til nedlagte antikorruptionsorganer og mistanke om svindel med landdistriktsmidler (European Parliament, Denník N). Resolutionen har ingen juridisk kraft, men den kom få dage efter, at Kommissionen allerede havde skåret i Slovakiets tildeling efter en svindelundersøgelse fra OLAF, EU’s antisvindelkontor.

Den præcedens, Polen skabte

Polen ligger som skyggen over alle fire sager. I februar 2024 frigav Kommissionen 137 mia. euro til Warszawa, efter at Tusk-regeringen var tiltrådt, selv om der endnu ikke var vedtaget love om domstolsreform. En »handlingsplan« var nok (European Papers). To år senere har Polens præsident Nawrocki nedlagt veto mod de centrale domstolslove. Dommere har indbragt frigivelsen for EU’s øverste domstol, hvor en højtstående juridisk rådgiver allerede har rejst tvivl om, hvorvidt milepælene var tilstrækkelige. Det er den første alvorlige juridiske prøve af Kommissionens skøn under RRF.

Hvem afgør sagen, når fristen falder

RRF giver Kommissionen næsten fuldt skøn til at vurdere, om en reform »tilfredsstillende opfylder« sin milepæl. Der findes ingen formel kanal, hvor nationale aktører som fagforeninger, domstole eller faglige organisationer kan anfægte den vurdering (Verfassungsblog). Kommissionen har aldrig formelt afvist en RRF-milepæl.

Rumæniens fagforeninger kan ikke juridisk stoppe lønloven. Ungarns arvede institutioner når måske ikke at flytte sig. Portugal udhuler de organer, der skal kontrollere EU-udgifter. Slovakiet afviser presset fra Parlamentet. Og Polen har allerede vist, at en samarbejdsvillig regering kan få milliarder frigivet på løfter alene. Den 31. august viser, om betingelserne er et bindende styringsredskab eller endnu en frist, der kan forhandles rundt om.